Hvordan så der så ud inde i det store, sorte hul?
Ryskjær kigger på mig hen over sofabordet. Bare kigger. For få øjeblikke siden vendte han sin stol lidt mere over imod min, ændrede vinklen ganske få grader, så vi kom til at sidde mere åbent med front mod hinanden. I samme sekund havde han dog krydset benene og samlet armene foran sig, så mere entydig var velkomsten til intimitet heller ikke.
Nu kigger han bare.
»Altså ...«, prøver han. »Hvordan tror du selv, der ser ud inde i et stort, sort hul? Der er sort. Og tomt«.
Faldt i det sorte hul
Han husker det, som om det er fem år siden mindst, en lille evighed allerede, men i virkeligheden er det knap tre. Den dag, der blev en af hans livs mest afgørende stunder; den dag på Aveny-T.
’Rosenkrantz og Gyldenstjerne er døde’ havde premiere med Claus Ryskjær i rollen som den stormægtige skuespiller, som Hamlets would-be-mordere møder undervejs til Helsingør.
»Og på vej ind på scenen følte jeg det vitterlig som at falde ned i det der store, sorte hul«, siger han. »Jeg kan ikke sige andet om, hvordan det var derinde. Men det var der til premieren og under hele forløbet. Det undrede mig hele tiden, at jeg ikke blev fyret.«
»Der var især en større monolog for min rolle, en skideballe han giver til Rosenkrantz og Gyldenstjerne, som jeg frygtede for hver gang. Og jeg var så bange, at jeg ikke kunne koncentrere mig. I mit fag er man nødt til at have antennerne helt ude og evne at lytte efter, hvad dine kolleger laver. Og det kunne jeg ikke længere. Da jeg kom ud bag kulissen igen efter at have været på scenen, var det sådan ’Pyyyyyyyyyyyyha’, hvor var det dog forfærdeligt. Og hvilken lettelse at være tilbage«.
Hemmeligt sabbatår
Men der er tilbage – og så er der tilbage.
Claus Ryskjær er tilbage i parcelhuset i udkanten af Birkerød, men scenen har han lagt bag sig. For alvor bag sig. Dertil kommer han aldrig tilbage. Det var ikke egentlig tanken, sådan er det bare blevet.
Da ’Rosenkrantz & Gyldenstjerne’ grangiveligt var døde, og forestillingen havde spillet færdig, uden at Ryskjær var blevet fyret, tog han sig et sabbatår. Sådan i al hemmelighed. Han sagde det ikke til nogen.
Heller ikke, at det var, fordi sceneskrækken havde taget magten over ham. Han kunne ganske enkelt ikke stå på en scene lige nu. Og på et eller andet tidspunkt, han ikke nærmere kan indkredse, i løbet af sabbatåret, fødtes visheden om, at han var et nyt sted henne i sit liv, at teatret var fortid.
At alt, hvad han havde nydt i fulde drag, de prægtige komiske roller, de ikoniske karakterer, den store beundring der var fulgt i kølvandet, at alt det var fortid.
Det er kun godt fire år siden, at der blev lavet et stort portrætinterview med dig midt under ’Rosenkrantz’. Du sagde, at du var lidt træt af at stå på scenen, men ikke noget om, at du ville trække dig tilbage.
»Jamen, jeg har nok været bange for at sige det ligeud. Jeg vidste jo heller ikke 100 procent, hvordan det ville udvikle sig. Men efter et år havde jeg det stadig lige skidt med det, og så vendte jeg bare aldrig tilbage«.
Ingen egentlig beslutning
Og sådan gik ugerne og månederne. Der var ingen engagementer at aflyse, for det, Ryskjær blev tilbudt i denne tid, var småting på film og tv, som det var let at sige nej til, og rygtet bredte sig i branchen om, at han vist nok ikke var så tilgængelig mere.
Talte du overhovedet ikke med nogen om det?
»Jamen, det var jo ikke en beslutning, jeg pludselig traf. Det blev bare sådan. Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard, som jeg jo havde lavet Cirkusrevyen sammen med i knap 30 år, sagde jeg det selvfølgelig til på et tidspunkt. Det må jeg have gjort, selv om jeg ikke kan huske det. Men de havde jo set det komme.«
»Jeg kan huske, at Ulf og jeg spillede i en forestilling et par år før, hvor jeg havde fået den vane at sidde nede i skuespillerfoyeren og følge med i manuskriptet, mens forestillingen kørte. Dét havde jeg sgu aldrig gjort før, og Ulf lagde mærke til det, kan jeg huske: »Det har jeg sgu da aldrig set dig gøre før!«. Men jeg var simpelthen allerede da så nervøs for ikke at vide, hvad jeg skulle sige«.
Klappede af høflighed
Men hvem siger, du var så dårlig i ’Rosenkrantz og Gyldenstjerne’? Forestillingen var en succes, instruktøren fyrede dig ikke, og publikum – de klappede vel?
»Det, jeg lavede, var ikke godt«, fastslår han. »De andre skuespillere var så professionelle, at de ikke lod sig mærke med det, og nej, jeg kunne ikke mærke det nede fra salen heller. Jeg vidste bare, at det var noget lort«.
Men folk klappede?
»Ja, men det gør de jo af høflighed. Hvis det havde været en børneforestilling, havde man kunnet høre bolsjeposerne rasle, fordi børn slet og ret ikke ejer samme høflighed«.
Ikke så forkert som i begyndelsen
Men efter en måned med forestillingen gik det bedre?
Claus Ryskjær holder en pause, der vokser sig længere og længere. ’Bedre og bedre ...’, kan jeg se ham argumentere med sig selv inde i sit hoved. Han ender med at svare:
»I hvert fald var jeg efter en måned ikke så rædselsfuld, som jeg havde været. Ikke så ... forkert, som jeg var i begyndelsen«.
Den latter, der ledsager bemærkningen, er høj, men ikke munter.
I pressen i de dage var anmelderne delt mellem dem, der applauderede Ryskjær, dem, der syntes, at han nådesløst var overladt til sig selv, og dem, der gav ham et medansvar for, at forestillingen ikke rigtig kom op at svinge.
Den rene og skære angst
Han ryster forundret på hovedet, da jeg spørger til, om der på teateruddannelserne er kurser i at overvinde sceneskræk – eller sikre sig, at man ikke får det. Det tror han afgjort ikke, at der er.
Og det er heller ikke noget, man taler om blandt kolleger. Det er okay at have kriller og sommerfugle i maven op til en premiere, det fordres der nærmest, hvis du tager dit fag alvorligt.
Så siger de: »Hold da kæft, det er godt, du kommer, vi har haft sygdom, så du bliver nødt til at tage den her rolle!«. Og så lægger de sådan et tykt manuskript i hånden på mig, og klokken er bare ti minutter i otte
Men derfra og til regulær angst er der langt. Og i Ryskjærs tilfælde var det angst. Ren og skær.
Da Ryskjær for nylig var på et sine ovenud sjældne besøg i teatret, var det til premieren på Cirkusrevyen på Bakken, hans gamle home away from home i årtier. Han var nede og hilse på Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard og de andre og ønske dem held og lykke, og han gik pænt om bagved for at sige tak for i aften bagefter.
Sidder og læser om natten
»Og så sad vi og snakkede lidt«.
Sagde de så: Nå, hvad går du så og laver for tiden?
»Nej, vi snakker bare lidt, og så er den potte ude«.
I snakker ikke om, hvad der er sket?
»Nej, ikke sådan rigtig«.
Er det ikke underligt?
»Næ. De behøver ikke spørge, hvad jeg laver. De ved sgu godt, at jeg plejer at sidde og læse om natten«.
Dirch og skrækken
Det var omkring samme tid, omkring prøverne på ’Rosenkrantz og Gyldenstjerne er døde’, at Claus Ryskjær begyndte at gå hos en psykiater for at blive behandlet for en depression, samtaleterapi og medicin. Den er han stadig ikke helt ude af, selv om han generelt synes, det går sådan helt godt endda.
Dirch Passer er i dag berømt for at have endog særdeles store problemer med det psykiske. Du optrådte selv sammen med ham?
»Ja, vi lavede nogle ting sammen, da jeg var ung. Fantastiske ting. Dirch var jo et geni. Men han levede jo under et enormt pres af forventninger op til premieren. Det vidste alle i branchen«.
Forsvandt fra prøverne
Hvor bevidst var du om, hvor svært han havde det?
»Det var slet ikke noget, jeg tænkte på. Vi vidste bare, at han kunne finde på at forsvinde fra prøverne et stykke tid og ... så kom han tilbage og knoklede som en vanvittig for at få tingene på plads«.
Havde han sceneskræk?
»Nej, det tør jeg ikke ... Det tror jeg nu ikke. Altså, det ved jeg faktisk ikke«.
Det ville du have vidst, hvis han havde?
»Nej. Nej, det tør jeg ikke udtale mig om. Han kunne godt have haft det, uden at jeg vidste noget«.
Melankolikere
Claus Ryskjær har det til fælles med Dirch Passer, at de begge er og var melankolikere.
Den grædende klovn, der skal have malet en smilende jordbærmund over sin triste Pjerrot-maske, er et klassisk billede på, hvordan store humorister ofte har diverteret os på en baggrund af sorg, angst og bæven – eller melankoli.
Ryskjær kender klicheen om den grædende eller krampagtigt smilende klovn og kan godt følge argumentet om, hvilket ekstra dybdeperspektiv det kan give komikken, hvis man griber allerdybest ind i sig selv efter den – men han har oprigtigt aldrig skænket det en tanke.
»Både Lisbet og Ulf er fandeme morsomme«, siger han. »Men hverken hun eller han er melankoliker. Så vidt jeg ved ...«.
At være eller ikke at være
Sceneskræk er for en performer, hvad skriveblokering er for os andre, noget man frygter som døden, hvis man aldrig har prøvet det, og noget der sætter sig ar, hvis man har.
Og er det tilmed en slags tabu? Kan det være dårlig karma at tale om det i utide? Og kan man fremelske det, hvis man nævner det?
Ryskjær selv har ikke talt om sceneskræk med andre end sin psykiater, og den eneste historie, han rigtig kender om fænomenet, er en, han læste. Det var den klassiske britiske skuespiller Derek Jacobi, der engang skulle ind og spille Hamlet og sågar levere den store ’At være eller ikke være’-monolog.
Såmænd bare teaterlitteraturens mest ikoniske og derfor mest frygtede. Andet var det ikke.
Kunne ikke huske en skid
Og for sjov sagde Jacobi til sig selv: »Tænk nu, hvis jeg kommer derind og ikke kan huske et ord!«. Han har garanteret også fniset lidt af, hvor vanvittig tanken var: tænk sig ikke at kunne huske de berømteste ord, nogensinde skrevet af nogen dramatiker!
Og da han kom ind på scenen, vupti: alt var væk: »To be ... hmmmm ... or to – no: not to be, that ... what ... yes, that’s the question ...«. Man ser det for sig. Og ønsker sig ikke ud af sine egne sko, hvor adlet samme Jacobi end måtte være blevet for sine mange talenter.
»Han ku’ virkelig ikke huske en skid. Bam!«.
Savner ikke opmærksomheden
Jeg er den første journalist, han har mødt i årevis – han husker det som mindst fem, men jeg kan se af avisdatabasen, at det maksimalt er tre – og han har ikke savnet os.
»Før i tiden ringede Se og Hør og Billed-Bladet ofte, men jeg syntes efterhånden, at mange af spørgsmålene var så rent ud dumme, at jeg til sidst ikke gad svare på dem«.
Så du nægtede simpelthen?
»Nej, ikke på den måde ... Men jeg blev lidt studs og gav nogle svar, der var så dumme, at de til sidst holdt op. Du er min første kontakt med offentligheden i mange år. Og det er dejligt«.
Kontakt
Dejligt at du ikke har haft kontakt så længe? Eller at du har det nu igen?
Ryskjær slår blikket ned og halvsmiler. Han vil nødigt være uhøflig.
»Det ved jeg ikke ... Det ved jeg ikke ... Det siger mig ikke rigtig noget«, siger han så. Det er også et svar.
Om natten læser jeg Politikens Verdenshistorie. Den har 22 bind, og jeg er midt i nr. 18, tror jeg
Nattemanden
Claus Ryskjær har altid været det, der med hans egen helt ekstreme underdrivelse kaldes et »udpræget B-menneske«. Sover, når de fleste våger, og omvendt. Den dag, jeg ankommer kl. 15 for at interviewe ham, er han stået op kl. 14 – en time til halvanden tidligere end han havde gjort, hvis ikke han havde ventet mig.
I seng kl. 5-6 om morgenen og op ni-ti timer senere, sådan lever han, det er det, han elsker. Ikke bare i dag. Men i går og i morgen. Hver dag.
Tit er det sidste, han sanser, inden han dejser om, at der ligger et rådyr i morgengryet ude på græsplænen, ellers er det så som så, hvad han får af dagslys.
Mareridt
»Normalt står jeg op ved fire-halvfem-tiden om eftermiddagen«, siger han, »og jeg har det skønt med ti timers søvn. Det er svært at huske sine drømme, men jeg får med mellemrum et mareridt om teatret, som jeg tror, mange skuespillere har. Jeg går ind på Alléscenen for at sige hej til dem, og så siger de: »Hold da kæft, det er godt, du kommer, vi har haft sygdom, så du bliver nødt til at tage den her rolle!«. Og så lægger de sådan et tykt manuskript i hånden på mig, og klokken er bare ti minutter i otte. »Jeg kan sgu da ikke lære det her på ti minutter!«, siger jeg til dem, og så siger de: »Nej, nej, men så gå bare ind og vær sjov«. Da er det, jeg vågner, og det er med sved på panden«.
Jeg kender til hans mani for natlige kabaler og har hørt, at han sidder oppe den ganske nat og læser – Dostojevskij sågar.
Da jeg spørger til læsevanerne, er jeg lidt bange for, at han faktisk svarer Dostojevskij, for det er næsten for belejligt, hvis han sidder ved læselampen i sit bibliotek med ’Kældermennesket’ med en plaid over knæene.
Nogle billeder er for oplagte, for nøje anrettet på skæbnens flade hånd, og dem skal man lade fare.
»Jeg læser Politikens Verdenshistorie«, siger han, så fjernt fra noget kældermenneske, man kan komme. »Den har 22 bind, og jeg er midt i nr. 18, tror jeg, det er. Tiden er lige før Anden Verdenskrig«.
Kører sjældent i bus
Bliver du tit genkendt, når du går omkring på vejene?
»Jeg går ikke omkring på vejene, så nej, det gør jeg ikke«.
Du kan da ikke have siddet i mange busser i 70’erne og fremefter uden at blive genkendt?
»Nu er det meget, meget sjældent, at jeg har kørt i en bus«.
Nattevandring
Jamen, taxaer da ...
»Jeg har siddet i mange taxaer på vej til teatret, til en prøve eller en forestilling, men så har jeg jo bare gået de få skridt til sceneindgangen. Og så er jeg taget direkte hjem med taxa bagefter«.
Og nu ser han mindre dagslys end nogensinde. Det er hans kone, der køber ind, og hun kommer hjem fra arbejde, kort tid efter at Claus Ryskjær er stået op.
De tilbringer aftenen sammen, til hun går i seng. Og så vandrer han om natten. Når han ikke lægger kabaler eller læser bøger, så går han. Om sommeren tit hver nat og i mange timer. Og i mørke.
Jeg har intet savn, der er ingen fortrydelse. Der er ikke det, der minder om det
Savner ikke skuespillet
»Det er skønt at gå om natten. Der er ingen mennesker og fred og ro. Jeg elsker nætterne. Sjælsø ligger lige hernede, fem minutter herfra. Og så ligger der noget dernede«, og han peger i den anden retning, »der hedder Langedammen. Der er masser af muligheder. Så går jeg og ryger, jeg elsker at ryge. Hvis jeg er nede i skoven, kigger jeg efter dyr. Men som regel er det mest får. Får i deres indhegninger«. Og han griner – højt.
Claus, hånden på hjertet: Er der ikke en nat, hvor du er gået rundt om Langedammen og har tænkt: Åh, det ku’ nu alligevel være dejligt med en rolle mere?
»Nej!«. Han bjæffer det næsten, så resolut er han.
»Jeg savner det slet, slet ikke, og det ville da også være uheldigt«.
Fortryder intet
Er der ikke en cirkusrevy, hvor du har tænkt, at lige netop den sketch, hvor ville den passe så godt til mig?
»Nej, nej, nej, overhovedet ikke«.
Ikke en eneste gang, hvor ...?
Men Claus Ryskjær overdøver mig:
»Ligegyldigt hvor meget du vender og drejer det, om du siger det på den ene eller den anden måde: Nej. Jeg har intet savn, der er ingen fortrydelse. Der er ikke det, der minder om det«.
Nattehygge
Som vi sidder her denne onsdag eftermiddag, er der ingen ende på sollyset. Men Elisabeth Ryskjær er kommet hjem, og et aftenritual kan tage sin begyndelse. Der skal spises, måske skal der ses en film i tv.
Der skal siges godnat, måske er det Krystalnatten, der skal læses om.
Og så skal der gås. Der skal gås til.
