Der er sket noget med Peter Høeg. Forfatteren ligner godt nok sig selv, som vi husker ham fra dengang for ti år siden, da han udgav 'Kvinden og aben'. Frisuren er stadig hårkunst a la køkkensaks, den stribede T-shirt kunne være fra tøjbunken på et kollegieværelse, og de sorte, posede joggingbukser er så forvaskede, at man ikke ville tro, de sad på benene af en slank millionær. Han er fortsat smilende, stenrolig og afslappet, når han giver hånd og derefter langsomt trisser gennem redaktionsgangen på sit forlag. »Har solgt totalt ud« Med bare tæer i bløde flip-flap-tøfler. Alligevel er der sket noget med forfatteren, som ellers er blevet verdensberømt for ikke at have hverken tv, radio, ur eller telefon og for at bo på hemmelige adresser. »Jamen, jeg har solgt totalt ud«, siger han og bryder ud i et stort grin. »Jeg har et stort fladskærmsfjernsyn, computer og bredbånd og masser af telefoner tilknyttet adressen, både fastnet og mobiler«. Hvad årsagen til denne kovending er, skal vi komme tilbage til. Men først handler det om romanen 'Den stille pige', der udkommer 19. maj. De særlige evner Med den bog bryder forfatteren ti års udgivelsespause med en historie om pigen KlaraMaria og om den berømte cirkusartist Kasper Krone, hvis hørelse er lige så forfinet som frøken Smillas fornemmelse var for sne. »FruHerre har stemt ethvert menneske i en toneart, og Kasper kunne høre den«. Sådan lyder første sætning i bogen, hvor Kasper demonstrerer sine fantastiske evner. Eksempelvis kan han - bare ved at lytte til et telefonopkald - stedbestemme en opringning fra et sted i Københavns Havn. Ved hjælp af lyden af byens kirkeklokker. Med andre ord en Peter Høeg i sit foretrukne element med en fortælling, hvor det sandsynlige står og vipper på grænsen til det fantastiske, og hvor læseren undervejs får Kasper Krones oplevelse af mennesker, steder og begivenheder sat i forhold til specifik musik eller lyd generelt. Personer kan være en veritabel strækmarch, mens eksempelvis udvejløsheden er i d-mol. »Det var Mozart, der opdagede det. Og foldede det ud. I Don Juan«, som det hedder i bogen .

Det musikalske vidunderbarn Mozart skrev 'Don Juan' i 1787 . Komponisten har selv fortalt, at han skrev de to første scener af operaen imellem tokayeren, kaffen og sin unge muse. Ouverturen komponerede han lige op til premieren. 1.200 sider i containeren Helt så nemt gik det ikke for Peter Høeg. 'Den stille pige' var så længe undervejs, at forfatteren begyndte at tvivle på, om han overhovedet var forfatter. Og det var ikke, fordi han ikke skrev. »Man skal ikke beklage sig, men da jeg var færdig med bogen, ryddede jeg op i mit arbejdsværelse. Jeg bar i hvert fald 1.200 sider hen i papircontaineren - foruden det færdige manuskript, som jeg ikke har nænnet at smide ud endnu. Jeg stod stille et øjeblik og så ud over den store masse af papir og tænkte, at det dog alligevel var en lang rejse«, siger Peter Høeg. Syv måneders pauseHvad sætter sådan en bog i gang?

»Jeg ved det ikke. Det er en gåde, en af tilværelsens hemmeligheder, hvordan ting ankommer. Det foregår bag kulisserne. I allersidste del af den forrige bog ('Kvinden og aben', red.) vidste jeg, at jeg skulle skrive om en cirkusklovn, der har en meget speciel hørelse, og som leder efter et barn og er indspundet i en meget fysisk kompliceret situation i København og i et meget kompliceret kærlighedsforhold. Måske er det et dårligt billede, men hvis man tænker sig, at man skærer i træ, kan man have på fornemmelsen, at der må befinde sig en figur inde i den kævle, man sidder med. Men man kan ikke få den frem. Først efter lang tid begyndte der så at komme en finger eller en negl eller et stykke af et øre frem«. Når man skriver 1.200 sider, må man vel på et tidspunkt spørge sig selv, om der overhovedet bliver en bog ud af det?

»Jeg holdt op på et tidspunkt. Jeg prøvede at lade være, men efter syv måneder kom der ikke et fornyet pres, men bare en helt almindelig lyst til at gå videre, og så - langsomt - lettede det«, siger Peter Høeg. Man får ham ikke til at udlægge sin roman eller give et vink om, hvad han selv ser som hovedtemaet i bogen. Eller hvorfor en af delene i historien er, at det indre København står under vand. Han er ikke engang sikker på, at han har svaret. At lade 'noget' tage over Men han ved, at han denne gang har taget sig rigtig, rigtig god tid til at få bundet alle sløjferne i sin bog, før den bliver udgivet. Hvor meget skal en bog 'gå op'? »Jeg synes, at praktisk talt alle bolde skal gribes, men det er ikke nødvendigt for en læseoplevelse, at læseren selv går en bog igennem for at finde ud af, hvor de bolde er, som jongløren har samlet op. Der skal være en basal tillid til forfatteren, der gør, at man kan læne sig tilbage og hengive sig til teksten«. Hvad gør du for at skabe den tillid - at læserne kan føle, du har styr på det?

»En del af tilliden er at indrømme, at man har ikke styr på det. Det er en del af charmen og fascinationen ved kunst, at det også handler om at lade noget tage over. At noget er større end en selv. At sætte sig op på en hest, man ikke kan styre, og så stå ved det. Bagefter er der så et oprydningsarbejde, hvor der blandt andet skal bindes sløjfer. Der er jo en formel logik i sådan en bog. I alle bøger balancerer man mellem virkeligheden og noget, der er mere eller mindre ud over virkeligheden. Hver forfatter lægger balancen sit sted, og spørgsmålet er, om man kan få læseren til at acceptere det sted, man har lagt balancen. Kan man få læseren til at læne sig ind i oplevelsen? Vi ved, vi simulerer, men vil du være med til at lege den her leg med mig?«. Eksempelvis at en mand kan høre på kirkeklokkerne, hvor folk ringer fra?

»Ja, og hvad nu, hvis det er rigtigt?«. Hvad tror du?

»Det ved jeg ikke, men det er heller ikke vigtigt. Hvad nu, hvis ... det er en vigtig ting i bøger. Omkring denne her bog er der en vis anspændthed i offentligheden, og der kan godt være en vis anspændthed omkring bøgers lancering. Her har jeg tænkt på, om vi alle sammen husker nok på, at bøger også er en leg. Ellers bliver vi lige det mest højtidelige og lange i ansigterne? Da jeg var 5, havde jeg ikke noget skriftsprog. Jeg tegnede romaner. Små mænd i tegneserier. Da jeg blev 7, begyndte der at komme små talebobler, så de fik ord. Når jeg nu skriver en bog, kan jeg gøre nogle ting, jeg ikke kunne dengang, men selve det basale drive - lysten til at fortælle - er det samme. Jeg spørger mig selv, om der egentlig er så langt fra den dreng på 5 år og til den mand, der snart er 49. Der skal også være dybde og tragik, men man skal også huske, at vi alle sammen er et barn, der leger«. ActionfilmI momenter går du ikke af vejen for at lave ren actionfilm med knaldeffekter. Det bliver normalt ikke anset for at være fin litteratur?

»Jeg har ingen poetik, ingen litterær teori, jeg arbejder ud fra. Jeg har i mit eget system bevaret en troskab over for den glæde, forskellige sider af mig kan have ved litteraturen. Jeg kunne rigtig, rigtig godt lide Tarzanbøgerne. Dem har jeg haft store oplevelser med. Og med Tintin og tegneserier. Og jeg kan lide Shakespeare og Borges og Marquez og værker af storspirituelle personligheder. Hos mig optræder der ingen naturlig spaltning, der siger, at det ene er fint, og det andet er mindre fint. Jeg står en smule uforstående over for det skel. Jeg har en mistanke om, at det kommer fra forskellige økonomiske og kulturelle klasser, som har holdt magten over kulturen i flere hundrede år. Det er et levn fra dengang, borgerskabet sad på kulturen og sagde: Det dér er fint, og det dér er mindre fint, for det er folkeligt«. »Et andet levn kan have at gøre med kristendommen, som jeg har stor respekt for og er meget forbundet med, fordi jeg er vokset op i Danmark, men der er også risikable sider ved kristendommen, for den siger jo, at de højeste billeder for, hvad man kan nå, er en mand, der er hængt op på et kors, hvor man har sømmet søm igennem håndfladerne på ham, og der er stukket en svamp med eddike i hans mund. Og han har torne på hovedet. Det vil sige, at det kun er fint, hvis det er rigtig slemt. Det er noget, der ligger dybt i os alle. Og selvfølgelig også i mig. Jeg spørger mig selv, om det er noget grundlæggende, menneskeligt sandt, eller om det er en del af vores psykologiske barndom, som vi måske langsomt er på vej ud af. Men det er et spørgsmål, jeg ikke har noget svar på, og jeg skriver, som jeg har brug for at skrive«. Spirituel praksisKasper Krone i 'Den stille pige' har en fantastisk hørelse, men det, han leder efter, er stilheden. Har man læst det mindste om spiritualitet, ved man, at den indre stilhed ofte er sigtelinjen. Hvorfor er det netop nu, du bevæger dig ind på det emne?

»Det er ingen hemmelighed, at jeg er optaget af den træning af hjernen og bevidstheden, som kaldes spirituel praksis (meditation, red.). Det har jeg været i 20 år. En læser med en lup vil kunne finde mange kim af den slags i de tidlige bøger, men jeg har hverken haft lyst til eller følt, at jeg kunne lykkes med at tage det op i fiktionsform før nu. Det er da rigtigt, at det er et paradoks, at det, man leder efter - det er så min private forestilling - i alle de store traditioner, hvor der findes sådan en træning, er en sprogløshed og en åbenhed, som er så åben og afslappet,at man har slappet sprog af. Det er jo et paradoks, at man forsøger at beskrive det sprogligt. Det er lige så underligt, at man har tegnet og malet i de traditioner, hvor man også siger, at man leder efter noget, der ikke har farve og er uden form. Det er jo et paradoks, og det er godt med paradokser. Så falder man ikke i søvn«. Din lærer Jes Bertelsen har sagt, at Dzogchen-meditation stiller hårde krav. Hvordan er det at leve op til dem?

»Man skal have vejledere, som ikke er sløret af new age, for new age er fænomensøgende, man søger efter den lilla stråle eller noget andet. Men de højere former for mystisk træning går ikke efter fænomener, men søger efter tilstande af vågenhed og medfølelse, og det er fælles for de forskellige traditioner, at man kan have glæde af dem på forskellige niveauer. En vigtig del af Jes Bertelsens arbejde ligger i at få en slags kerne, som kræver rigtig meget træning, til at rodfæste sig i den danske kultur, og det, tror jeg, er vigtigt, men der er rigtig mange mennesker, der kan have glæde af det i meget mindre krævende og mere fortyndede former. Det er jeg sikker på, så der er ingen grund til at danne sig en forestilling om, at der er tale om et åndeligt jægerkorps, der er samlet omkring Jes Bertelsen. Dalai Lama har sagt, at det, at nogen når rigtig dybt, svarer til det guld, som i gamle dage var i bankernes guldbeholdning, som begrundede pengesedlernes værdi. Det er kontraprøven på, at dette fører nogen vegne. Der skal være nogen, som når langt. Men vi andre kan sagtens have glæde af det uden at gå hele vejen«. »En grøn begynder«Går du hele vejen?

»Jeg er en grøn begynder«. Er spiritualiteten det, du ønsker at efterlade hos læseren, når de er færdige med din bog?

»Jeg har ingen plan. Jeg tror, læserne er medskabende. Man glemmer, at hvis der er noget, man synes om i en bog, så er det ens egen begejstring, man har fyldt den med. Ser man billeder, er det jo ens egne billeder, for der er ingen billeder, men kun små sorte prikker på hvidt papir, så læserens egen andel er rigtig vigtig. Noget af charmen og kvaliteten ved bøger er, at man skal arbejde hårdt for at rejse et helt univers af en roman. Man skal simulere et univers, og den proces vil jeg ikke forstyrre«. HumorDet virker, som om humoren i denne bog har en større plads end før?

»Jeg har ikke det autoritative svar på, om der er mere humor i denne bog, men jeg har følt, at jeg har tilladt mig selv at være mere i nogle humoristiske aspekter, end jeg har gjort før. Det er også noget med at give slip, der er en løssluppenhed i humor. Man slipper kontrollen, men man er også mere udleveret til andre mennesker. Det har jeg så vovet«. I bogen siger Kasper Krone f.eks. til den stille pige, at han kan høre stilheden i hende, og han er ret salvelsesfuld, da han siger, at han altid har ledt efter den. Hvortil hun siger: »Hvad med ørepropper?« ...

»Jo kraftigere emner man beskæftiger sig med, jo vigtigere er det med humoren. Fundamentalisme af enhver art er rigtig farlig. Især når man skriver om noget, som også handler om spiritualitet. Fundamentalisme er jo karakteriseret ved, at der findes et autoritativt svar, hvorunder man har at indordne sig. Og humoren opløser det. Det, der karakteriserer enhver form for fundamentalisme, det være sig kristen, islamisk, buddhistisk, hinduistisk eller jødisk, det er, at humoren går fløjten sammen med evnen til selvrelativering. Og mennesker bliver meget alvorlige og fordømmende. Den spiritualitet, hvor jeg skal finde mig til rette, er en, hvor lærerne ler meget. Og tager gas på sig selv. Hvis det forsvinder, bliver jeg rigtig forskrækket«. Vi ser i øjeblikket, at det kan være svært. Eksempelvis i sagen om Muhammedtegningerne?

»I den debat skal vi jo huske, at Danmark har været kristent fundamentalistisk i hvert fald indtil renæssancen. Der er stadig mange spor af det. Hver gang noget i os siger, at noget andet ikke må være der, hvad det så end er, der ikke må være der - om det så er fundamentalismen, der ikke må være der. Hver gang vi bliver absolutte på et eller andet, på ytringsfrihed, på undertrykkelse af ytringsfrihed, hver gang er det vores fundamentalistiske arv, der stikker hovedet frem, og så skal man kigge ind i sig selv. Jeg kan tydeligt mærke mine egne fundamentalistiske sider. Det håber jeg søreme også, andre kan«. Hvor har du mærket det?

»I mange små hverdagssituationer. Min utålmodighed og min villen sætte min vilje igennem over for familien eller mine børn. Jeg får godt modspil, gud ske lov, men jeg kan ...«. Her bliver Peter Høeg afbrudt midt i en sætning. Politikens tegner Roald Als mener, at det svarer til at indrømme, at man har kørt uden cykellygte i forgårs. Der må mere til. Den naturlige nøjsomhed Peter Høeg tænker sig om og indrømmer, at hans eksempel nok kunne være mere velvalgt. »Der, hvor det er kraftigst for mig - og her er jeg helt ærlig - det er, at jeg har svært ved at acceptere overfladiskheden og kommercialiseringen og det hektiske i samfundet. At det ikke må være der. At det skal være dybt, og mennesker skal synes ligesom jeg. At de vigtige ting i tilværelsen er dybden i hjertefølelsen og vågenheden. Og dem, der ikke kan se det, er bare ikke vågnet op endnu. Den side af mig skal jeg arbejde rigtig meget med«. At du kan lyde ren og hellig?

»Ja, nøjagtig. At blive justeret på det, især af kvinderne i mit liv, mine døtre og mine kærlighedspartnere, har været noget af det mest lærerige. Og det skal ikke lyde, som om det er en proces, der er afsluttet. Den er lige begyndt«, siger Peter Høeg og ler højt. Du har nogle piger, som er på hvilken alder?

»Det er for privat, men de har nået teenageårene«. Der kan man vel hurtigt blive udfordret på, om man vil acceptere en kommercialisme?

»Mine børn er - føler jeg - meget lidt grådige. Det kan jeg ikke tage æren for, men mennesker har jo, hvis de er nogenlunde balancerede, en naturlig nøjsomhed. En følelse af, at hvad man gør ved ting eller med energi er vigtigt i tilværelsen, og så handler det også bare om at se skønheden i de ting. Det handler ikke om, at de dybest set er forkerte, men om, at jeg som alle andre opretholder min virkelighed ved et sæt af værdier. Det gør, at jeg bliver blind for værdifulde ting andre steder, end hvor jeg lige selv står«, siger Peter Høeg. Det er her, han med et stort grin siger, at han har solgt totalt ud. Det er svar på et spørgsmål om, hvad teenagedøtrene siger til ikke at have tv, radio og telefon. Hvad de så alligevel har fået. »En af de vidunderlige ting ved børn er, at de forhindrer en i at stivne i egne særheder. Mit liv handler om intensitet og fordybelse, og det trives bedst i fred og ro, men jeg lever også i dette århundrede. Jeg tilpasser mig og er i dialog med den ydre verden. Så der er kompromiser. Man kan sagtens få plads til begge to«. Pigerne vil garanteret også have mærkevarer, siger Roald Als og fortæller, at også han har en teenagedatter. Her ligner Peter Høeg ikke længere en forfatter, hvis bog er på vej ud i verden. Et kort øjeblik ligner han en mand, der har fundet en lidelsesfælle.