»Alle sammen bliver vi født, men ingen ved, hvad det skal gøre godt for. Alle lever vi et liv fuldt af ængstelse og rædsel, med sorg og problemer. Selv for de heldigste sker der til sidst det, at vi bliver ældre, bliver syge, ser alle, vi kender, dø og dør så selv. Nu er Bergman også død«, siger Woody Allen, uden at se mere tragisk ud end han plejer.
Måske fordi han befinder sig i Venedig, hvor selv tungsindet bliver anrettet så kyndigt som nogen vongole efter at have simret lige præcis længe nok. »Hvis astronomerne og fysikerne har ret, så vil alt forsvinde. Alt, hvad Shakespeare og Beethoven lavede, vil være væk. Bevidstheden om det bliver værre, når man bliver ældre. Det var lidt bedre, da man var ung. Men ikke meget. Men jeg har været en af de heldigere. Hvis man ser på menneskeheden som fanger i en kz-lejr, så har jeg været en af de privilegerede fanger«, siger Mesteren om bundlinjen i menneskets tragiske liv.
