’Control’ har dansk premiere på fredag.Anton Corbijn trængte til at komme videre.
I adskillige år havde han haft status som en af de rigtig store rockfotografer og musikvideoinstruktører. Nogle af de mest kendte billeder af U2, Depeche Mode, Nick Cave og Michael Stipe fra R.E.M. har Corbijns signatur.
Som rockfotograf var Corbijn blevet så celeber, at det kunne højne medieinteressen for et album, hvis han havde taget billedet på omslaget.
»Et fysisk og emotionelt link«
Nu ville han prøve at instruere film og modtog da også adskillige filmmanuskripter.
Skrive selv kan han nemlig ikke. Til gengæld kan han se. Ind bag facaderne.
Det er noget af det, som går igen, når folk fortæller om deres oplevelse af at blive fotograferet af ham: de føler sig set af Corbijn. De tilsendte filmmanuskripter afviste han imidlertid:
»Jeg er ikke uddannet i noget som helst. Og hver gang jeg modtog et manuskript, spurgte jeg mig selv: Vil jeg være den bedste til at lave denne her film? Svaret var altid ’nej’. Først da jeg modtog historien om Ian Curtis i bogform, tænkte jeg, at her kunne jeg måske gøre noget. Bogen blev sendt til mig, fordi jeg i 1979 flyttede til England på grund af Joy Division. Dengang tog jeg et af de mest kendte billeder af Joy Division, så af alle film tænkte jeg, at jeg måske kunne lave denne her. Jeg havde et fysisk og emotionelt link til den historie«.
Hængte sig i køkkenet
Ian Curtis var sanger og sangskriver i Joy Division, og den bog, Anton Corbijn taler om, er hans enke Deborah Curtis’ biografiske fortælling ’Touching From a Distance’.
Deborah Curtis’ historie om at være kæreste med og hustru til Ian Curtis udkom i 1995, 25 år efter hendes mand begik selvmord.
Da Ian Curtis hængte sig selv i køkkenet i deres fælles stuelejlighed på toppen af en bakke i byen Macclesfield i nærheden af Manchester 18. maj 1980, var han 23 år gammel.
Han efterlod sig en hustru, han friede til som 17-årig og nu var ved at blive skilt fra, en lille datter, en elskerinde og et band på randen af et internationalt gennembrud.
Nordengelsk humor
Dagene efter Ian Curtis’ selvmord skulle han og hans gruppe Joy Division have været på turné i USA.
Men alt muligt fra det døde ægteskab til forholdet til en belgisk elskerinde ved navn Annik og misforholdet mellem at optræde som rocksanger om aftenen og være på en lang liste receptskrevet, bivirketung epilepsimedicin døgnet rundt sendte formentlig den 23-årige Ian Curtis ud i en eksistentiel krise, han ikke kunne overskue.
Alt det og også Ian Curtis’ tidlige fascination af David Bowie og vægtig, engelsk lyrik er med i Anton Corbijns første spillefilm ’Control’. Corbijn flyttede til Nordengland i oktober 1979, fordi han var optaget af Joy Divisions første album ’Unknown Pleasures’.
Hvis man kender Joy Divisions historie blot overfladisk, ved man, at ’Control’ må ende med et tragisk selvmord.
Hvad man ikke aner, og hvad rockhistoriske beskrivelser af bandet ikke har fanget, er at stemningen i Macclesfield og Manchester i årene 1975 til 1980 også var præget af en tragikomisk humor, som ifølge Anton Corbijn er »typisk nordengelsk«.
I sort/hvid
I en scene i filmen venter Joy Division backstage på at skulle spille et af deres første job. Nervøsitet gør, at Ian Curtis, guitaristen Bernard Sumner, bassisten Peter Hook og trommeslageren Stephen Morris – forlegne – fiser sig igennem minutterne inden, de skal på.
I en anden scene siger Ian Curtis, at man skal være ryger for at være med i hans band.
Og i en tredje ser man pladeselskabet Factorys indflydelsesrige mand Tony Wilson på det nærmeste blive tvunget til at hyre Joy Division af en meget påtrængende og sjov Ian Curtis.
Så selv om man ved, at denne her fortælling ender med et selvmord, er der rum til humor undervejs i en film, som typisk for Anton Corbijns fotografi foregår i sort/hvid.
Et gråt England
Ian Curtis var en dreng af sin tid, og den tid var sort/hvid ifølge Anton Corbijn:
»Jeg har altid følt, at hele den kollektive erindring om Manchester, Macclesfield og Joy Division var i sort og hvid. Derfor føltes det rigtigt, at også filmen skulle være det. Jeg husker den tid som sort/hvid. Eller faktisk meget grå. Da jeg kom til England i 1979, var det et meget gråt England i mine øjne«..
1979 var året, hvor den konservative premierminister Margaret Thatcher kom til magten i Storbritannien for at blive siddende helt indtil 1990. Både i Storbritannien, i USA og i eksempelvis Danmark var højredrejning og nedskæringer på sociale budgetter vilkår, der spillede ind på undergrundskunsten. Joy Divisions ekstremt intense og kantede musik var som et lydbillede på 1980’ernes grå stemninger.
I modsætning til punkens lyd havde postpunkens – herunder Joy Divisions – et element af romantik eller attrå efter perfektion og kontrol, om man vil. Titlen ’Control’ på Anton Corbijns film har adskillelige ledetråde.
På et tidspunkt skrev Ian Curtis en sang inspireret af en pige, han havde mødt på sit arbejde. Mens han i 1977 inspireret af en Sex Pistols-koncert begyndte at spille i det Bowie-inspirerede band Warsaw sammen med fyrene, der kom til at udgøre Joy Division, beholdt Ian Curtis sit job.
Job på arbejdsformidlingen
Han arbejdede på arbejdsformidlingen i Macclesfield. I ’Control’ kan man se ’ham’ (alias skuespilleren Sam Riley) gå fra den lejlighed, han delte med Deborah Curtis og barn til kontoret på arbejdsformidlingen.
»Det er præcis den strækning, han gik i virkeligheden. Jeg har filmet gåturen i realtime fra det hus, hvor de faktisk boede og hen til arbejdsformidlingen, hvor han arbejdede«, siger Anton Corbijn.
På arbejdsformidlingen får Ian Curtis besøg af en ung pige, der har hjelm på, fordi hun er epileptiker og risikerer at falde om under et anfald.
Nogen tid senere får Curtis at vide, at pigen er død under et anfald, der ligner dem, han selv lider af.
Han skriver sangen ’She’s Lost Control’, der bliver inspiration til titlen på Corbijns film. Ligesom pigen tabte Ian Curtis kontrollen.
Selv om det have kontrol over såvel job som familieliv og rockkarriere styrede hans liv, indtil han mødte elskerinden Annik Honoré.
Det blev for stort
Deborah Curtis’ bog ’Touching From a Distance’ og interview med hende er noget af kildematerialet bag ’Control'.
Andet er interview med de andre musikere i Joy Division og med Annik samt inspiration fra Anniks breve til Ian Curtis og omvendt.
Han var »en dreng, som tilfældigvis blev sanger i Joy Division«. Inden det lykkedes ham at tage livet af sig, skrev han til Annik, at han ikke længere havde lyst til at være i et band. Det var blevet for stort for ham. Det hele.
Hylder hovedrolleindehaver
At historien virker i dag i ’Control’, skyldes i høj grad filmens skuespillere.
Hovedrollerne som Deborah Curtis, Ian Curtis og elskerinden Annik har Corbijn fået besat af de skuespillere, han allerhelst ville have. Det vil sige henholdsvis Samantha Morton (blandt andet ’Morvern Callar’), Sam Riley (både skuespiller og rocksanger) og Alexandra Maria Lara (blandt andet ’Der Untergang’.)
Anton Corbijn lærte især meget af Samantha Morton, siger han:
»Hun var den mest erfarne og kunne hjælpe mig med, hvad skuespillerne og filmen havde brug for. Hun kæmpede virkelig for sin rolle og for filmen. Samtidig var hun indstillet på, at jeg gerne vil have, at noget af skuespillernes personlighed skinner igennem. På den måde bliver det mest ægte, synes jeg. Det var en af grundene til, at Sam Riley skulle spille Ian Curtis. Han er selv sanger i et band og kunne efterligne Ian Curtis’ stemme, hans hektiske bevægelser og hans intensitet på en scene. Jeg er meget imponeret af hans skuespil«.
Kritik fra fans
I øjeblikket læser Anton Corbijn igen manuskripter. For tiden holder han pause som fotograf og vil i stedet fokusere på at lave film.
’Control’ har vundet adskillige internationale priser. Herunder ’Camera d’or-prisen’ på Cannes Filmfestival i 2007. Men Joy Division var og er et næsten religiøst beundret band, og i for eksempel musikbladet Mojo har man kunnet se kritiske breve fra læsere, der mente, at ham Anton Corbijn burde holde sig til at lave noget om vennerne i U2.
Corbijns ellers næsten ubevægelige ansigtsudtryk skifter til opgivende suk:
»Som sagt handler min film om Ian Curtis mere end om Joy Division. Men Joy Division er et kultband. Derfor tror fans, at de ejer det, og at ingen andre må røre det«.
fortsæt med at læse
