»Det’ Thorkil«. Thorkil hvem? »Jacobsen. Men det bruger jeg aldrig«. Nej, for de fleste kender dig som ’Smagsdommernes’ yngste ekspert, Thorkil, der nægtede at afsløre sit efternavn. Lidt ligesom Bubber og Krumme. Hvor krukket er det ikke? »I starten var det en sjov idé, som skulle virke meget personlig og ukrukket. Siden har jeg godt kunnet se, at det virker krukket, men nu holder jeg sgu bare fast i det. Jeg har heller ikke noget imod at være poesiens Krumme«. Jeg kan se på din web-dagbog, at du skriver om dit forestående møde med Djævlens Advokat. Her kalder du mig en journalist, der garanteret kun finder dig interessant, fordi du har deltaget i ’Smagsdommerne’. »Ja«. Der må jeg korrigere. Jeg synes, det er dybt uinteressant at høre smagsdommere gøre sig kloge på noget, de dybest set ikke har forstand på. »Det kan jeg langt hen ad vejen godt forstå«. Hvorfor blamere sin jævne kulturkritik på tv? Du er jo ikke uddannet ekspert inden for et eneste kulturområde. »For mig er ’Smagsdommerne’ interessant, fordi det så tydeligt er en personlig holdning, folk giver udtryk for. Det er fedt, når tre mennesker giver udtryk for deres helt forskellige holdninger. Det er mere interessant end en Politiken-anmelder, der præsenterer den ’rigtige’ holdning«. Ligesom i spoken word, hvor du hverken er rigtig sanger eller rigtig poet. Er det ikke på tide at finde dit talent? »Hmm. Det er det måske, men på den anden side er det også meget fedt, at ens talent ligger midt imellem alting. Journalister kan godt kan lide at sætte etiketter på. Enten er man digter, anmelder eller noget tredje, men vi lever i 2008 og ikke 1992, og jeg tror, at mange finder deres talent imellem en masse steder«. Er det ikke bare en undskyldning for, at spoken word er en gang stand-up for mislykkede forfattere? »Jeg havde på fornemmelsen, at den ville komme. Det kan det være, når det ikke er fedt. Men når spoken word fungerer, kan det være poesi, der er utroligt nærværende. Både sjovt og rørende på samme tid. Og til DM får man garanteret lov at opleve begge dele«. Men hvorfor skal spoken word altid lyde småretarderet? Du lyder jo som Povl Dissing uden melodi. »Det tager jeg som en kompliment. Jeg vil ikke give dig ret i, at det altid lyder retarderet, men jeg vil gerne indrømme, at jeg selv gør det nogle gange«. Det kræver jo en talepædagogs tålmodighed at høre dig færdiggøre en sætning. »Gør det virkelig? For at være ærlig, er jeg ikke så pisse bevidst om, hvordan jeg lyder. Det opstår i øjeblikket, og jeg har det med at stamme lidt, når jeg kommer godt i gang. Så hvis jeg har lydt småretarderet og har hakket i det, er det nok, fordi jeg virkelig har villet sige et eller andet«. Hvad nu ... hvis jeg. Hvis JEG talte. TALTE. Sådan her. Til dig? »Det ville være mærkeligt, for indtil nu har du talt med en dejlig dyb stemme. Det er jo en kunst at holde folks opmærksomhed fanget, og det kan man jo bruge forskellige virkemidler til. Det er ikke et poetisk greb at lyde småretarderet«. Du har også stået på scenen i New Yorks NuYorican Poets Café. Råbte folk Rainman og Forrest Gump efter dig? »Nej, jeg blev sgu hyldet ned fra scenen. Det var jeg glad for«. I din web-dagbog skriver du også, at jeg garanteret ikke har læst nogen af dine digte. Men der tager du fejl. »Du overrasker mig. Det er da dejligt«. Jeg har læst ’Væk et øjeblik’, hvor du får »kanal« til at rime på »banalt« og »analt«. Det er sgu en skæg henvisning til porno på Kanal København. »Det er det ikke. Det er en henvisning til en gammel joke om, at hvis man rimer ordet »banalt« på et andet ord, så bliver det ord altid banalt og plat«. Eller en henvisning til en gammel joke om at kalde Kanal København for Anal København. Digtets efterfølgende linjer handler jo om, at du zapper væk fra noget. »Hvordan er det nu, digtet lyder? Banal, kanal, analt »der er blevet så let at zappe væk fra«. Ved du hvad, jeg tror sgu, du har set noget i den tekst, jeg ikke selv har fanget. Måske er det min underbevidsthed, der har været på spil og afsløret mine Kanal Københavnske tendenser«. Og du skriver også i web-dagbogen, at »København er et toilet, der er for lille til at strække benene på, når man onanerer«. »Kender du ikke det?« Øh. »Kender du ikke følelsen af, at man ikke kan ...« Strække benene, når man onanerer? »Ja«. Tjoh ... »Der er ikke noget, der er værre«. Det lyder ikke, som om der er særlig meget fisse i poetry slam? »Det har der sgu aldrig været for mit vedkommende i hvert fald. Nu er jeg heldig at have fået en kæreste, men du må godt citere mig for at opfordre danske piger til at kneppe en spoken word-digter, hvis de føler for det«. Du skulle være blevet rapper i stedet. »Eller stand-up-komiker. De napper pigerne og pengene, mens vi spoken word-digtere må gå ludfattige rundt, lyde som autister og ikke kan få lov at strække benene, når vi bare gerne vil have en spiller«.