Det var oppe på tilskuerbalkonen i Wiener Musikvereins gyldne nytårskoncertsal, at Inga Nielsen gav mig en albue i siden.
Vi var i gang med at klappe ad violinisten Nikolaj Znaider, som havde spillet solo for wienerne, men min verdensberømte sopransidedame mente ikke, jeg var solidarisk nok. »Du skal ogsåtrampe!«, kom det bestemt fra sopranstjernen, idet hun gav mig albuen. Benhård arbejdsdisciplin Inga Nielsen havde ry for bestemt adfærd. Hendes engagement – ikke mindst i, hvordan hun selv fremstod udadtil – gik hånd i hånd med en ufravigelig perfektionisme og en benhård arbejdsdisciplin. Ingen dårlig drivkraft, det sidste, hvis man vil frem her i verden. Egenskaberne bragte hende vidt. Naturligvis sammen med en særlig stemme, der med udgangspunkt i ungdommens florlette Mozartpartier udviklede sig, så langt en sopran kan komme. Helt til de heftigste, mest krævende partier hos Richard Strauss og til de store, mere lyriske kvinderoller hos Richard Wagner. Stjernestunder med Domingo Inga Nielsen var fra Holbæk, men voksede op delvis i USA sammen med sin danske far og sin østrigske mor, og hun kom tidligt til scenen.
