Jeg er ikke vred. Jeg er heller ikke skuffet. Jeg synes bare, at I alle sammen skal dø en meget langsom og smerte- fuld død, mens jeg sidder i min bedste stol og kigger på med et glas latte i poten. Nå. Måske burde jeg selv have set det komme. Man sender ikke et lettere udkogt, midaldrende nikkehoved af en middelsvær skriveblokering på krydstogt i cyberspace for redaktionens sparepenge, bare for at han skal sidde og hygge sig med at puste sit ego op og lege, at han stadig er ung med de unge, med på den værste og først med det sidste. Man vil se ham sprælle. Selvfølgelig. Det er ikke noget frinummer fra hverdagens trummerum på redaktionen, jeg har trukket. Men et partoutkort til samtlige ydmygelser i cyberspace. En enkeltbillet ud af alt, hvad der har den mindste bismag af værdighed. Og da det åbenbart forholder sig sådan, er det mig ikke ukært allerede her i min anden rapport fra Second Life at kunne erklære missionen for fuldført. Men først en tilståelse. Siden min første tur derinde har jeg foretaget flere timelange træningsudflugter, hvor jeg har forsøgt at få en smule rutine i at gå, flyve, klæde mig af og på, tage billeder, chatte og på anden vis færdes i denne uvirkelige verden. Og nu er jeg klar til at gå på opdagelse. Endnu tilståelse. Jeg har danset. Eller rettere: Min figur i Second Life har danset. En af mine gamle kærester er nemlig også på Second Life, opdagede jeg, og hun har vist mig et dansested, hvor de forskellige dansetrin ligger strøet ud på gulvet i små kugler og trekanter, lige til at samle op. Salsa, vals, tango. Et klik – og du mestrer dem alle. Jeg har ellers opgivet at danse. I mit første liv. Jeg bliver alligevel bare nedtrykt, når jeg mærker, at intet dansegulv længere kan få mig til at glemme mig selv. Det er en af de få af livets ydmygelser, jeg har givet mig selv tidligt fri fra. Et syndefald, jeg ikke behøver at genopleve, hver gang en eller anden festtosse går i knæ af glæde over sit eget indfald: at nu skal alle møbler bare væk, der skal skrues så højt op for musikken, at man kan høre kobberspolerne gnubbe mod hinanden i højttalerne, og så skal vi danse os ihjel. Alle sammen! Nej, vi skal ej! Jeg skal aldrig mere danse til andet end ’Åh Abe’. Med min lille dreng. Og for resten af pengene dyrke de få fysiske fornøjelser, der stadig kan få mig til at glemme, at jeg findes, samtidig med at jeg virkelig mærker, at jeg gør det. Som skiløb, sex og bordfodbold. Man skal ikke pille ved de ting, der er gået i stykker. Det er noget farligt stads. For de mister ikke bare evnen til at sende en ud på små himmelske svæveture af selvforglemmelse, når de brænder sammen. Man falder ikke bare én etage. Men hele vejen. Og lander i en benlås i helvede. Kaldet ekstrem kejtethed. Hvorfor tabt uskyld er noget af det værste i verden. Tænk bare på akavet sex. Det er sært at møde nogen i Second Life, som man også kender udenfor. Bare det at sætte sig ned ved et bord sammen. Og tale på tasterne. For det føles faktisk som at mødes, selv om det kun er i skikkelse af hver sin flade fantasifigur. Det er, som om mødet bare finder sted i et andet sprog. Et stykke virkelighed oversat til tegnefilm, men hvor man hele tiden fornemmer, at den virkelige verden ligger neden under den tegnede. Det er slående, som ens hjerne hele tiden forsøger at læse en hel verden ind i det, den ser og hører. Uanset hvor lidt den får at lege med. Selv om min gamle flamme kun var til stede som en tegning, var det alligevel hende. Det ikke bare vidste jeg. Det mærkede jeg. Og så dansede vi altså. En stille tæt dans, hvor ingens hud rørte andres. Alligevel kunne det mærkes mod brystet og i åndedrættet. I et glimt syntes jeg næsten, at jeg kunne dufte hende. Jeg glemte helt, at jeg skulle glemme mig selv. Hvilken befrielse. Mit eget stormvejr Klokken 14.18. Jeg besøger et varehus med gratis udstyr og traver alene rundt i et landskab af tæpper, skærme og kasser, hvorpå der står, hvilke sager man gratis kan rage til sig. Der er en ’Stor gratis abe’, jeg lader ligge. Trænger ikke rigtig. I stedet tager jeg ’157 stillinger’ og ’15 avatarer af hankøn’. 15 forskellige kroppe. Snupper også lige 16 kvindelige. Man kan jo aldrig vide. Og som enhver læser over 40 er klar over: En mand uden en kvinde er som en cykel uden en fisk. »Denne sektion af Second Life genstarter om 30 sekunder«, står der pludselig på skærmen. »Hvis du bliver her, vil du blive lukket ned«. Den følelse kender jeg godt. Fra byen. Så jeg skynder mig at købe en Batman-avatar for nul Linden dollar, den lokale møntfod. Rager også et par solbriller til mig. En bunke tatoveringer (!) og på vej ud en håndfuld glorier i forskellige farver. Så fryser billedet. 16.22 Står alene på en palmestrand et sted i verdens udkant og bliver en lille smule høj, da mit blik glider ned over listen af nyanskaffelser. Jeg har scoret et Darth Vader-sæt, kan jeg se. En marine-soldat avatar. Et frø-og-prinse-outfit. Og en dræber-droide. »Personlig regnstorm« står der. Mit helt eget uvejr! Hvilket jeg selvfølgelig straks ifører mig, hvorfor jeg fire sekunder senere er omgivet af en ruskende sky af regn bestående af piskende streger og plaskende lyde i en omkreds af en meter rundt om min skikkelse. Begynder at montere min Batman-dragt. Har altid været betaget af Batman og plagede i årevis forgæves om at få lov at blive ham til fastelavn, da jeg var lille. Kan stadig mærke gyset i maven ved synet af de heldige få, der kom sjoskende i sådan et gråt og blåsort sæt, de slet ikke kunne fylde ud. Hjemme hos mig kunne det blive til en hjemmesyet Klatremus. Uden hale. Fordi halen faldt ned bag en radiator nogle dage før fastelavn og først blev fundet flere år senere. Stadig håndvarm. Den lysegrå dragt er på. Bat-kappen ligeså. Støvler og haj-skarpe håndfinner. Men nogen maske kan jeg ikke finde og står længe og glaner fortabt i min garderobe. En rådvild superhelt alene på en palmestrand et sted i udkanten af en uvirkelig verden. Pilskaldet og med et enkelt batøre monteret direkte på den nøgne hud. Ikke nogen ønskeposition for en superhelt. Så hellere haleløs. Første flirt21.40 Gør min entré på Romantic Starlight Ballroom. I fuldt ornat. Iført næsten komplet Batman-dragt (begge ører samt maske fundet – nu kan jeg så ikke få kappen til at hænge fast). Hertil omgivet af min personlige storm. Og hele symfonien pikant afsluttet af en lille sølvskinnende glorie. Igen: Undskyld, hvis jeg i glimt afviger en kende fra mit løfte om at forblive mig selv herinde i Second Life. Men der er drømme, det kan blive vanskeligt at udleve andre steder, med mindre man er indstillet på at blive hentet i ambulance og sove den ud på Afdeling O. Hav tålmodighed. Jeg skal nok finde mig selv. En kvinde lander ved siden af mig. Langt blondt hår. Slank skikkelse. Perfect North, hedder hun. Jeg tjekker med et hastigt blik hendes røv, går det op for mig. Da jeg har gjort det. Det er langt ude. En tegnet figur. Men den er god, røven, bemærker jeg. Hun har været herinde siden 5. april 2006, kan jeg læse i hendes profil. »Wow, du har været her længe«, udbryder jeg. Det havde jeg aldrig vovet at fremstamme på en bar ude den fysiske verden. Hvor det så nok også vil blive forstået lidt anderledes. »Jeg kan lide dit kostume«, svarer hun. »Jeg har lige fundet det«, siger jeg – ikke udpræget superhelteagtigt. En enorm fyr med sort strithår og en rød- og sortstribet T-shirt kommer hen og stiller sig helt op ad mig med et: »Como consigui esta ropa?«. Vist nok spansk for: »Hvor har du fundet den dragt?«. Perfect North har en batmobil, hvis jeg vil have den, siger hun. »Har du?«, siger jeg. Vaks, som jeg er. Og: »Jeg føler mig lidt nøgen uden mit slag«. Hun siger, at hun har nogle vinger, men ikke noget slag. »Jeg er sikker på, at du ser rasende godt ud med vinger«, siger jeg. »Sikke en sød ting at sige«, svarer hun. Og sådan skal den slags åbenbart onduleres. Perfect North er fra det sydvestlige USA, fortæller hun. »Der har jeg været engang«, erklærer jeg. »Synes nok, at jeg har set dig der«, siger hun. »Du er sjov«, siger jeg. »Humor er livet«, siger hun. Og så falder den. Invitationen. »Skal vi ikke tage et sted hen, hvor der er lidt færre mennesker?«. Hun har inviteret mig på en date. Sgu. Batman med barm Vi lander i en verden fuld af fuglefløjt. Skuer ud over en græsplæne med små sirlige springvand. Og en atmosfære som på en doven sommerdag i paradis. »Følg mig«, siger hun og viser hen til et lille bord i det fri, hvor vi sætter vi os. Eller rettere: hvor hun sætter sig. Selv forsøger jeg længe forgæves at slå rumpen i sædet. Og da det endelig lykkes, viser det sig, at jeg har sat mig flere borde væk og anbragt mig med trynen helt oppe i en bregne. »Hvad laver du herinde?«, spørger jeg, da det endelig lykkes mig at få mig bænket i hendes nærhed. »Nogle ser det som et spil, andre som en måde at kommunikere på. Jeg ser det som en måde at møde mennesker fra hele verden på«, siger hun. Hun skriver ikke meget om sig selv i sin profil. Kun: »Ja, godaw mand økseskaft, om jeg nogensinde fortæller nogen om mit første liv igen. Den ret må du gøre dig fortjent til gennem konsekvent ærlighed«. Perfect North er freelance-skribent, fortæller hun mig, og arbejder lige nu på en artikel om ’housesitting’. Altså babysitting – bare med et hus i stedet for en baby. »Hvordan passer man et hus?«, spørger jeg. »Man sætter sig bare på det«, siger hun. Med korte mellemrum strækker først den ene så den anden af os armene i vejret og ser ud til at gabe. »Hvorfor strækker vi os?«, spørger jeg. »Vi slapper af og flirter, tror jeg«, siger hun. Og tilføjer efter en kort pause: »Jeg kan godt lide dig. Du er anderledes«. Jeg spørger, hvad hendes bedste råd i Second Life er. »Jeg ville gerne have vidst, at nogle mennesker lyver herinde«, siger hun. »Lyver om hvad?«. »Om deres eelings«, siger hun. »Eelings?«, tænker jeg, men vil nødig udstille mine manglende sprogkundskaber ved at spørge. »Feelings!«, retter hun sig selv. »Har du haft følelser for nogen herinde?«, spørger jeg. »Et par stykker«. Så bliver der stille. »Lad os tage et andet sted hen«, siger hun. Lidt efter står vi i en slags café, hvor et par ligger på nogle store puder på gulvet og chiller ud. Undervejs har jeg fået min bat-kappe på, men alting har åbenbart sin pris. »Det ser ud, som om du har bryster«, siger Perfect North, der står foran mig. »Er der noget, du gerne vil fortælle mig?«. Først tror jeg, at hun laver sjov. »Kom Batman/Batgirl – vi forstyrrer disse mennesker«, siger hun og fører an ud af caféen. Det er et fredfyldt sted, hvor det altid sner, forklarer hun. »Har jeg stadig bryster?«, spørger jeg, da vi træder udenfor i det vinterlige landskab. »Ja«, siger hun. »Jeg må hellere skifte tøj«, siger jeg. »Ja«, svarer hun. »Og mens du er i gang, så fjern også lige læbestiften«. Det er sært, men jeg kan ikke lide at tage tøjet af foran hende, så jeg lister om bag en mur og får under stort besvær alt tøjet af. Bortset fra hætte og maske. De sidder fast. Fjerner støvler, kappe og bluse. Længe står jeg der i bat-hud og ingenting. Med kulsort ansigt. Og leder efter noget passende til lejligheden. »Perfect North er offline«, står der, da jeg med fornyet mod på mit andet liv vender tilbage til min date. Hun er skredet. Jeg arme flagermus. Lukketid3.28 Har lusket rundt i nogle timer. Stået og lyttet til andre folks samtaler, mens jeg har prøvet at få den forbandede maske af. Hvis jeg så bare havde gemt min oprindelige avatar. Lader mig dumpe ned på en café-stol ved siden af et stort dansegulv, hvor folk fornøjer sig med hinanden. Som en skrællet bleg Batman. Med en bane asfalt løbende hen over fjæset. Har ikke lyst til at tale med nogen. Hvem skulle også kunne hjælpe? På hvilket universitet kan man tage en bachelor i fjernelse af batmasker? Jeg vil i seng. Ude i mit første liv. Og jeg vil ikke drømme om det her. Overhovedet. Eller på anden vis mindes om det. Af nogen. Forstået?