Før vi begynder, må jeg bede om fuldkommen ro. Ingen fnisen på de bagerste rækker. Og ikke noget med at sidde og skære ansigter for at få mig til det. Vi kan ikke blive ved med at mødes på denne her underlødige måde, hvor jeg under dække af at være en seriøs journalist på opdagelsesrejse i en virtuel verden dybest set farer rundt i mit eget overspændte sinds baglokaler uden at bestille andet end at slå knuder og sløjfer på sproget i et febrilsk forsøg på at fastholde de sidste to læsere.

Når ikke jeg konkurrerer med mig selv om at opfinde flest mulige nye måder at skrive »pik« på. Uden at bruge ordet ligeud. Virtuelle verdener er et væsentligt kulturelt fænomen. Og som læser må man kunne forlange et minimum af fakta. Herunder svar på fire spørgsmål. Hvem bruger lortet? Og hvorfor? Ender vi alle sammen om få år med at leve parallelle liv i cyperspace? Eller er Second Life, som nogle hævder, allerede dødt, og vi på Politiken bare de sidste, der ikke har fattet det? I dag er det alvor. Jeg arme tøs Så meget alvor det nu kan blive til, når man hver gang begynder i Second Life, hvor man sluttede sidst. Og når det ved skæbnens ugunst viser sig at være ’Penis World’ – butikken, der sælger fysiske udtryk for mandlig begejstring. Lige til at montere. Ja, ja. Jeg sneg mig tilbage, nedtrykt over at have brændt 16 gode danske kroner af på en model, som jeg så alligevel ikke kunne finde i mit lager, da den skulle monteres. Her står jeg så igen. På gulvet mellem de enorme plancher med billeder af ... butikkens varer. Men noget er forandret. Noget ved min røv. Der er noget galt med den. Den er ... vokset. Faktisk er hele kroppen anderledes svunget, og det ser ud, som om nogen har monteret en enorm kofanger under min bluse. Jeg er simpelt hen blevet.. (trommehvirvel) ..en kvinde! Som dreng spekulerede jeg faktisk over, hvad jeg skulle gøre, hvis det gik hen og skete. Og nåede til følgende konklusion: Tage tøjet af. Og skynde mig at kigge. Også nu vælger jeg at kaste kludene. For at danne mig et grundigt indtryk af ulykkens omfang. Det er afgjort til at leve med. Jeg er en køn pige. Men det er et makabert syn. Lille henrivende mig omringet af umådelige plancher fyldt med enorme erigerede ... rovdyr. Jeg prøver at blive en jægersoldat. Dernæst en dræber droide. Og endelig: Darth Vader. Men alt sammen forgæves. Intet mandligt vil klæbe til mig. Jeg er strandet i det svage køn. Jeg arme tøs. Møde i Korsbæk Da jeg igen logger mig på, er jeg atter en mand. Problemet har løst sig selv. Det er bare sådan, I skal gøre, piger. Sluk og tænd igen. Heller ikke et øjeblik for tidligt. Om 11 minutter har jeg en aftale med Sisse Siggaard Jensen, lektor og ph.d. i kommunikation ved Roskilde Universitetscenter, som i årevis har studeret livet i virtuelle verdener. Eller rettere: Jeg har en aftale med Chenet Shan, en af hendes avatarer, på torvet i Wonderful Denmark – et lille land herinde skabt af danskere. 10.52. Står på en stor brolagt plads midt i det virtuelle Korsbæk. En verden af bindingsværk og gamle gadelamper. Selv Dannebrog hænger som en våd klud fra sin stang, og i et gadekær futter en flok albinoænder rundt (ellers er det godt nok nogle små svaner). »Nu kan jeg se dig«, skriver Chenet Shan, mens mit blik famler hen over den lille håndfuld avatarer på pladsen efter en lektorskikkelse. Hun har godt nok fået lavet sig en avatar, den gode lektor. Det er i hvert fald en langbenet dame, der er på vej. Med en kridhvid krop. Med store sorte skrifttegn på. Og et hår, der rejser sig lillarødt og takket mod himlen over den gamle købstad. Vi bliver enige om at sætte os på en bænk. En aftale, det varer noget tid, før jeg kan overholde, fordi jeg i første forsøg styrter lige forbi både bænk og lektor og fortsætter ind i et træ, som det tager mig et par forvirrede minutter at finde ud af igen . »Wonderful Denmark er et af de mest velbesøgte danske steder i Second Life«, fortæller Chenet Shan, da vi omsider sidder ned. Stedet er ejet af en vis Doctor Asp. Det er ham, der holder orden. »Alle erfarne herinde undgår fastlandet, fordi det er et klondike uden regulering, så bordeller eller 200 meter høje mure pludselig kan skyde op omkring din parcel. Men på øerne kan ejeren for eksempel beslutte, at der ikke må være porno. Og man kan regulere byggeriet«, siger hun. Men: Fakta. Jeg spørger, om man ved, hvad der får folk til at bruge adskillige timer om ugen i en virtuel verden. Faktisk er de færreste tiltrukket af legen med nye identiteter, forklarer Chenet Shan. Folk vil bare gerne møde andre, og det er let herinde, hvor man kan standse enhver og give sig til at tale om deres fysiske fremtoning. »Mens«, som hun siger, »man jo ikke bare går hen til en fremmed på Strøget og spørger, hvor hun har købt sin kjole«. Mange er her for opdagelsens skyld. Eller for at afprøve og demonstrere egne evner ud i byggeri og design. Nogle bare for sjov, andre for at tjene penge. Og Second Life er et sted, hvor drømme hurtigt bliver til – i hvert fald virtuel virkelighed. Eller som Chenet Shan siger: »Det er næppe de fleste forundt at starte egen business i løbet af en måneds tid i virkeligheden. Eller indrette et spaceship-lignende mødested for folk fra hele verden eller for topledere«. Verden af vindere Brugerne af Second Life er ældre, end mange måske tror. Gennemsnittet ligger formentlig i første halvdel af 30’erne. »Der er flere kvinder end mænd, mange ægtepar og mange veluddannede«, fortæller Chenet Shan. Så pludselig rejser hun sig op og står foran bænken, mens forskellige dragter i stor fart flimrer hen over hendes krop. Som et uvejr i farver og mønstre. Så er hun tilbage igen. Nu i en lilla jakke over en sort kjole. Det andet tøj var åbenbart en teknisk fejl. »Ups«, siger hun bare. Jeg spørger, om virtuelle verdener engang kan blive brugt til at afprøve nye styre- og samarbejdsformer, før man introducerer dem i virkelighedens verden. »Helt sikkert!«, siger Chenet Shan. Second Life bliver det nu næppe. Dertil er det en lidt for primitiv verden. En begynderzone. Men dødt er det langt fra. »Den anti-hype, der kører p.t., er udmærket, fordi den giver et kritisk blik«, siger hun. »Men i Danmark er antallet af deltagere steget voldsomt i de seneste seks måneder. Og jeg er ikke i tvivl om, at et tredimensionelt internet vil blive en udbredt hverdagsting, ligesom internettet er i dag. De virtuelle verdener vil være under konstant udvikling, også Second Life, og de, der har prøvet at etablere sig her, vil få meget nemmere ved at gå videre«. Bing-dynastiet »Velkommen til Wonderful Denmark«, siger den nydelige herre med kort, mørkt hår, der står over for mig i græsset i hvid skjorte og sort jakkesæt. Doctor Asp. Øens indehaver. »Tak. Hvordan får man sådan et hår?«, spørger jeg. »Det ligner mit virkelige hår. No offence«. Det er alt sammen noget, han har købt, viser det sig. Hår, ansigt og krop. Tilsammen en udgift på hen ved 40 kroner. »Det vil jeg også«, siger jeg. »For jeg er bange for, at en eller anden jagtsæson pludselig skal sætte ind – på oddere eller bævere – og nogen skal forveksle mit hår med et dyr«. Nå. Det var de fakta. »Hvordan i himlens navn er du kommet til at bygge en hel by?«, spørger jeg. »Vi er et team på tre personer - Kaj Bing, Keld Bing og undertegnede, der er gået sammen om dette projekt«, er, hvad han når at få indført af ord. »Bing-dynastiet?«, foreslår jeg, men modtager ikke nær det bifald, bemærkningen fortjener. »Vi har alle tre en baggrund i it-branchen«, fortsætter han. De købte deres første ø i marts og lejer i dag butikker, showrooms og kontorer ud til virksomheder og organisationer fra den virkelige verden. »Målet er at tjene penge, men vi har allerede haft så mange sjove oplevelser, at vores børnebørn bliver trætte af at høre om det«, siger han. Så vågner journalistdyret i mig. » Har I børnebørn – eller er det bare pral?«. »Nej, vi har ingen børnebørn, jeg er lige så gammel som dig«, siger Doctor Asp. Han har åbenbart læst nogle af mine rapporter i avisen. »Er du også 46?!?«, siger jeg. »Pludselig føler jeg mig sådan lidt bagud i mit liv«. »Hvorfor det?«, spørger han. » Jeg har ingen ø«. »Og du er 46?«, skriver han – og tilføjer: »LOL«. Hvilket på internetsk betyder »Laughing Out Loud«. Eller: Griner højt. Han trænger vist til et kritisk spørgsmål: »Mange siger, at Second Life har toppet, og at virksomheder trækker sig ud, fordi folk ikke gider besøge deres butikker«. »Ja, bøtten er vendt hen over sommeren. Først skriver medierne rosenrødt om et emne. Så når det ikke er sjovt længere, vender man bøtten og finder en masse negativt. Flere virksomheder er skeptiske, fordi de kun kender Second Life fra medierne, og de sidste fire artikler har handlet om børneporno«. »Journalister skulle skydes«, siger jeg. »Vores besøgstal er støt stigende efter sommerferien, og selv om der stadig er mange tekniske fejl og nedbrud, så forbedres programmet løbende. Vi har lige fået ‘voice’, så man kan tale i stedet for at skrive«. The force, Ridiculous! Før vi tager afsked, har Doctor Asp lovet at hjælpe mig med mit Darth Vader-tøj. Derfor står vi nu i en sandkasse, et særligt øvelsesområde. »Og så trykker jeg »tag på med det samme?«, siger jeg. Uden at afvente svaret. »LOOOOL«, er det næste, jeg kan læse i det lille vindue på skærmen. »Det er overhovedet ikke noget at grine ad«, siger jeg – nu forvandlet til en mægtig mørk skygge, der rejser sig af jorden med et rødt lyssværd dinglende i hånden. »En livslang drøm er gået i opfyldelse«, kommer det sarkastisk fra Doctor Asp. »Torsdag 9. august 2007«. »Du må håbe, at jeg betjener lyssværdet, som jeg i øvrigt betjener tasterne i Second Life«, siger jeg. »Så skulle du bare vide, hvilke våben jeg som øejer er i besiddelse af«, siger han. Indtil videre har han smidt 60 på porten. Nogle, fordi de skød på andre, nogle, fordi de rendte nøgne rundt »med diverse attrapper«, som han siger. Andre, fordi de talte grimt eller undlod at betale deres regning. »Ligger du også inde med bundproppen til havet?«, spørger jeg. »Den har jeg også. Jeg kan hæve og sænke vandstanden, som det passer mig«, siger han. »Har du også indflydelse på mit mundvand? Altså: Kan du drukne mig i det?«. »Jeg kan prøve«, siger han. »Det er altså ikke mig, der står og svinger med lyssværdet«, skynder jeg mig at sige. »Det er ham selv!«. »Ja, ja. Så siger vi det«, siger Doctor Asp. »Det er min mørke side«, vedbliver jeg. Og sådan tilbringer to fuldvoksne, veluddannede, kreative middelklassedrenge – et par typiske om end lidt alderstunge brugere – en god luns af torsdag aften. »Skal du nu ud og gøre nogen forskrækket?«, spørger Doctor Asp. Og udvikler selv på idéen: »Hvad med at rydde Ungdomshuset 2.0?«. »LOL!«, skriver jeg. »Og nu behøver jeg ikke engang at finde på noget skræmmende at sige eller gøre. Jeg kan bare stå ovre i hjørnet og selv være skide skræmt. Folk vil alligevel flygte«. »Hehe«, siger Doctor Asp. »Hehe«, siger jeg.