Gud og jeg er lige gamle. Ja, det kommer også bag på mig, da han fortæller mig det. Oven i købet sådan lidt henkastet, nærmest i en bisætning, da vi sidder henslængt i sofaen i en svævende pavillon mellem de grønne, skyggefulde bjerge i et landskab, der godt kunne have været Himlen. Men som ikke er det. Det er selvfølgelig en oplysning, der kræver en smule mental tilvænning. Samt eventuelt et par småjusteringer i ens verdensbillede. Men jeg har næsten allerede vænnet mig til tanken. Måske fordi jeg på en måde altid har anet det. At før mig var der intet. I løbet af de seneste halve snes dage på en af internettets store sociale glatførebaner kaldet Second Life har jeg set lidt af hvert. Herunder mig selv løbe nøgen gennem gaderne. Mig selv som Batman. Som Darth Wader. Og som kvinde. Men hvor utroligt det end måtte lyde, føler jeg alligevel stadig, at jeg mangler at få, hvad man kunne kalde en regulær æstetisk røvfuld. På nethinden. Et ægte sus i synssansen. Og i dag skal det være. En del ting er dukket op i min indboks siden sidst. Flere har tilbudt mig venskab, hvilket jeg har taget imod. Andre har inviteret mig til at se deres byer og virksomheder, hvilket jeg foreløbig har takket nej til. Og så har jeg fået gaver. Tre sæt mandlige kønsorganer. Et sæt kvindelige (også tak for dem). Lidt tøj. Lidt mere tøj. Og noget hår. I hvert fald til sidstnævnte kan jeg af et ærligt hjerte udbryde: »Neiii! Lige hvad jeg manglede«. Men lige nu er der kun to ting, jeg savner: Fred og ro. Samt måske et lille skvæt ubeskrivelig skønhed. Et sted, hvor jeg kan falde ind i mig selv. Uden at verden falder mig i ryggen imens. Og jeg har læst om et sted, der skulle byde på netop det. Øjeblikke af sindsro og skønhed. Et sted, hvor man kan få friseret nerverne, studset de spaltede spidser og trukket en nogenlunde regulær midterskilning i sit sind. Navnet er ’The Lost Gardens of Apollo’. Skaberen er dansker. Og jeg er den, der er skredet derhen. Forført Daler lodret ned fra himlen, mens der under mig breder sig et mægtigt orange hav, som først slutter langt borte i horisontens tynde mørke kant. Det er aften, og gigantiske stjerner hænger på himlen og funkler. Virkelig: De funkler. Som intet har funklet, siden jeg var barn, og det var jul. Jeg er oprigtigt benovet. I den ene ende af verden er solen på nippet til at forsvinde ned bag horisontens linje som en blændende dybrød cirkel. I verdens anden ende er månen ved at klatre op, orangerød og ulmende. Under mig består landskabet af spidse træklædte bjerge, der rejser sig næsten lodret af jorden. Og efterhånden som jeg kommer nærmere, river silhuetterne sig løs af baggrunden en for en, bliver til små rigt ornamenterede halvkugler, der svæver i luften. Små stenøer i et hav af luft, hvor man kan sætte sig eller lægge sig. Fra deres kanter hænger ranker af slyngplanter. Og imellem dem svæver store lamper i det rene ingenting. Alt i denne verden synes at strække sig mod himlen. Jeg ser to mægtige minaret-lignende tårne, orientalske at se til. Måske arabiske. Slanke og lysegrå bliver de bare ved med at strække sig opefter, indtil de – et par hundrede meter oppe – ender i to ovale kupler, og et lille åbent rum, der ligger oplyst bag sine tremmer, og hvor man kan flyve ind, sætte sig og stirre ud i det store orange ingenting. Jeg lander på en terrasse. Et stort dansegulv, hvor en snes avatarer danser rundt. Der brænder bål i seks skåle anbragt på tykke stensøjler. Og fra to springvand vælder vandet i hvide, velourblødt buede former. Længere fremme og højt til vejrs får jeg øje på en utydelig orange silhuet, der vrister sig fri fra resten af den orange verden. En ø i luften, måske. Eller en borg. Da jeg nærmer mig, får den langsomt sine farver. Det er en bro, der udspringer på siden af et stejlt bjerg og et par hundrede meter senere ender blindt i lufthavet. Og hist og her får jeg øje på skikkelser, der sidder på en bænk eller på fliserne og taler sammen. Det er måske en skønhed af den slags, man finder i tegneserier, men jeg er også selv en tegneseriefigur. Og jeg kan mærke, hvordan min vejrtrækning bliver dyb og rolig. At jeg læner mig tilbage i stolen. Og slapper af. Dette sted er tænkt som et mere eftertænksomt, forførende sted at henlægge sine stævnemøder, har jeg læst. Inspireret som det er af de haver, den romerske gud Apollo ifølge myten førte sine mandlige elskere til. Og det er skabt af en dansker, hvis avatar hedder Dane Zander. Så jeg skriver til ham og spørger, om han tager imod. Lidt efter står jeg på en cirkelrund terrasse et sted i denne blanding af skønhed og mørke. Og hilser benovet på berømtheden, der selvfølgelig også kan finde ud af at lave en avatar. Hvorfor han sidder i sofaen og ligner Viggo Mortensen. Det er tre år og tre måneder siden, at Dane Zander blev født. Og det er ikke bare en høj alder i Second Life. Det er en meget høj alder. »Jeg er helt beæret over at møde skaberen af det her«, siger jeg og føler oprigtig talt en vis ærefrygt ved at stå over for en af stedets pionerer. Og absolutte berømtheder. Og herfra fortsætter min journalistiske upartiskhed sådan set bare med at vælte sig rundt i sølet. »Det er jo et stykke poesi, du har frembragt her«, lyder min indledende fanfare. Guds plan Han beder mig vælge, om jeg vil ligge på tæppet eller sidde i sofaen. »Sidde«, siger jeg.»Det virker tryggest. Men kender vi mig ret, kommer jeg til at klikke på ’Danse hot salsa’«. Af mig ubegribelige grunde ender jeg med at ligge på ryggen i sofaen. »Det ser ud, som om jeg er i psykoanalyse«, siger jeg. Men man ligger godt. Og så er det, at Gud begynder at tale. Gennem Dane Sander. Og han er ikke som sin avatar tre år og tre måneder gammel. Men 46. »Haha«, er det første, han siger. »Vi er lige gamle, faktisk«. Og det er så den anden danske øejer jeg møder herinde. På 46. Utroligt så langt de er kommet. På så kort tid. Musikken, vi hører, er spanske boleros, forklarer han. »Det er romantik, så det driver, og det er, hvad jeg forsøger at bringe ind i Second Life«. Men også Gud har været newbie engang. Altså nybegynder. »Jeg har jo læst om dine trængsler i avisen, og det er en helt klassisk newbie-story«, siger han. »Sådan var det også for mig. Forvirring, tekniske problemer, svært ved at forstå, hvad jeg skulle. Men så mødte jeg nogle gode venner, der hjalp mig. Og jeg kom til at elske stedet«. For knap to år siden fik han så sin ø. Og gik i gang. »Der er så meget in-your-face sex i Second Life. Jeg savnede et sted, hvor man ikke straks skulle kaste sig ud i pixel-sex, men hvor man kunne opleve romantik, dating, samtale og afslapning«. Igen har jeg nogle mindre vanskeligheder med at holde en klædelige professionel distance. »Efter at have set det her sted, vil jeg aldrig mere have en date ude i virkeligheden«, kan jeg således se mig selv skrive. Og dernæst: »Helt ærligt! Jeg har slet ikke lyst til at tage herfra«. Måske er det måden, jeg ligger på, der får mig til at tale så frit. »Jeg fik en flad sandfyldt ø. Helt tom«, fortæller han og tilføjer: »LOL«, høj latter. »Øen antog sit eget liv. Det var lidt uhyggeligt. Jeg var som besat i otte uger. Jeg måtte tage fri en uge i midten, for jeg begyndte at drømme om Second Life. Men jeg fik faktisk flere gode idéer i drømme. ’The Bridge To Nowhere’. Den drømte jeg om. Det er en bro, der slutter. Den går ingen steder hen«. »Mange siger, at Second Life er færdigt. Out. At andre programmer bliver fremtiden. Hvad siger du?«, spørger jeg. »Jeg siger: Pffffft! Second Life is here to stay. De virksomheder, som har fået bygget herinde, har bare været dårligt informeret. Mennesket er kræsent, krævende og vil underholdes. Der skal være indhold og underholdning. For der skal være noget at komme efter. Og at komme tilbage og vise dine venner«. Tidligere var han edb-chef på et mellemstort reklamebureau, fortæller Gud. »Men herinde er jeg helt selvlært. I dag er jeg pensionist. Fik nogle problemer med hjertet for et par år siden. Er på de vildeste piller i dag«. »I din alder?!«, udbryder jeg. Bibelen må skrives om. »Jeg har arbejdet hele mit liv og været meget stresset. 80 timer om ugen. Gætter på, at det var prisen«, siger han. »Fik sat en lille spiral ind i en kranspulsåre for at holde den åben«. Glem pixel-sex Jeg spørger, hvor meget tid han bruger I Second Life, og hvad han bestiller her. »Jeg er community leader, så jeg hjælper andre. Og jeg er kendt. Så jeg bruger vel en normal arbejdsdag herinde nu«. Gæsterne lægger små frivillige donationer på øen. Og det hjælper på økonomien. Alligevel bruger han stadig mere, end han tjener i Second Life. »Hvis jeg havde lavet sådan et sted her, ville jeg tro, at jeg kunne forføre de vildeste babes ved at tage dem herhen og – sådan i en bisætning – lade dem vide, at: »Nårh ja, det er sådan noget ø-noget, jeg selv har flikket sammen«, siger jeg – frit erindret fra håndbogen ’Den lille journalist’. Og: »Har du haft glæde af det i dit romantiske liv – herinde eller derude? Og svar nu ja, for det må du have«. Det er så det, vi i fagjargon kalder et lukket spørgsmål. »Jeg (eller snarere min avatar) er eftertragtet, ja«, begynder han. »Men du vil opdage, at efter nogen tid er det slet ikke det, Second Life drejer sig om. Det er mere, hvad du kan og gør. Glem pixel-sex. Glem forhold. Glem alt andet end at få nogle gode solide venskaber med folk, du svinger med, kan være kreativ med og få noget ud af Second Life sammen med!«. Den skal lige have lov at bundfælde. »Hvis ikke du misbruger din position, kan jeg så ikke låne din avatar en gang imellem, bare når du ikke bruger ham. Så skal du eddermame se prale-scor!«, siger jeg. »Med andre ord: Jeg vil gerne misbruge din position for dig«. »Der er så meget drama herinde, som stammer fra forhold. Og så meget er helt unødvendigt. Jeg er heldig. Jeg har nogle få, gode og nære, talentfulde og spændende venner herinde, som jeg dyrker. Men jeg forstår dig sgu godt«. »Jeg har ingen skrupler«, siger jeg. »Især ikke med andres avatarer«. »Men jeg har brugt næsten fire år på at blive præcis så kedelig og venlig og professionel, som jeg er, og vogter det omdømme som en høg«, siger han. »LOL«. Jeg spørger, om han har familie. »Nej, jeg er single. Indtil videre«. Han griner. Så falder der endnu en nyhed, som vist godt kan betegnes som en mindre teologisk nyhed. »Jeg er bøsse«. »Hvis jeg havde lavet sådan et sted her, ville jeg tro, at jeg kunne forføre de vildeste babes ved at tage dem herhen og – sådan i en bisætning – lade dem vide, at: »Nårh ja, det er sådan noget ø-noget, jeg selv har flikket sammen«, siger jeg