Det er et mysterium, jeg ofte har undret mig over. Også højlydt. Uden af den grund at være stødt på nogen, der har kunnet løse gåden og besvare spørgsmålet. Hvorfor vi mennesker tilsyneladende føler den største skam i livet over ting, vi ikke selv har noget ansvar for. Og ingen mulighed har for at ændre: Vores fysiske fremtræden. Dovenskab og sjusk. Det er menneskeligt, tænker man. I visse doser i hvert fald. Og vorherre bevares! Sådan er jeg nu engang (skide skrup charmerende!). Det må de andre bare lære at leve med. Men stritører og hængepatter. Oh rædsel! Det frygter selv en tåbe, der ikke er bange for havet. Man ikke bare skammer sig over den slags skønhedsfejl. Man er dem, synes man. Skjuler dem i halve og helst hele liv bag charmeklude, solbriller og sommerhatte og lader sig kun fotografere fra vinkler, hvor de slet ikke ser ud til at findes. Hvorfor skamme sig mere over den krop, man er blevet født med, end over alt det, man selv har gjort ved den og med den – alt det man har føjet til sig selv og til verden gennem sine valg og handlinger? Underligt er det da, at vi forventer at blive lukket ind i himlen med hår på ryggen, når vi ikke engang stoler på, at vi i den mundering kan få en ståplads i det gode selskab hernede. For fanden! Det er jo et fjæs og en krop, der er gået i arv i familien igennem generationer. En pulje af fælles fortrin og skavanker, der blandes på ny i hver generation, hvorefter der atter deles kort ud – de samme kort, bare i nye bunker. Det er ikke dig. Tanken slår mig igen, da jeg klokken 20.33 sætter mine små virtuelle fødder på pladsen midt i Korsbæk – Second Lifes version af den typiske danske købstad. Og genkender en bestemt, men i mit almindelige liv sjældent optrædende følelse ved synet af en snes mennesker, der står og småsnakker på brostenene rundt om mig: Jeg er ikke bange. Uanset hvor jeg færdes i Second Life, falder jeg i snak med folk. I løbet af få sekunder. Og uden nogen former for tilløb. Jeg tænker ikke engang over det. Helt sådan fungerer jeg ikke ude IRL, som de herinde kalder den virkelige verden. In Real Life, Der hører jeg til dem, der har lyst til årligt at festligholde den dag, da e-mailen blev opfundet. I dyb taknemlighed over alle de telefonsamtaler, den har befriet mig fra. Men også telefonens opfinder sender jeg gerne et fingerkys. Med tak for alle de samtaler – ansigt til ansigt – den har skånet mig for. Jeg begriber ikke, når nogen siger: »Du, det er så underligt at tale i telefon. Smutter du ikke lige forbi, så vi kan se hinanden i øjnene«. Gu’ gør jeg ej! Jeg vil slet ikke se dig. Eller rettere: Jeg vil helst være fri for, at du ser mig. Det er sgu for nøgen en omgang at udsætte sig for at blive læst og afkodet af et fremmed menneske, mens man sidder og taler. Derfor holder jeg helst en vis afstand. IRL, som vi siger herinde. Ikke fordi jeg ikke føler, at jeg bliver set af de mennesker, jeg render på – i skikkelse af forvoksede egern, storbarmede hekse med sorte svanevinger på ryggen og flere etager høje robotter. Men det er andre dele af personen, de ser. Og andre der er dækket til. Når man mødes bag hver sin virtuelle figur. Det er som at gå rundt med en maske på en pind til et venetiansk karneval. De er deromme bag maskerne. Man ved, at de er der. Men det er andre ting, der er blotlagt end til daglig. Og andre dele af personen, der er skjult. Herinde i Second Life lærer folk hinanden intimt at kende i løbet af få minutter. På visse felter. Og er stadig komplet fremmede på andre. Men fordi de ikke kan se mig, kan de heller ikke udløse den blufærdighed, der bor i kroppen, og som går så langt tilbage og stikker så dybt, at der intet sprog er for den. Det er vel derfor, den kan ligge uset og trække i trådene. Uden at jeg ved af det. Herinde kan man stå og tale med en lille fyr med kattehale og fipskæg og meget hurtigt forlade konversationens vante stier og skrå ind over emner, som ude i virkeligheden først dukker op langt senere. De største drømme, erotiske længsler, personlige traumer. Og tre kvarter senere kan man synes, at man har en ret klar fornemmelse af den andens person. Uden nødvendigvis at vide, om det er en kvindelig tysk gymnasielærer, man har talt med. Eller en pensioneret oberst fra Texas. Underligt? Ja. Overfladisk? Afgjort. Men indimellem også dybt. Og i nogenlunde samme blandingsforhold som ude i det, vi kalder virkeligheden. Bare i et andet mønster. Og nu af sted. Vanvid Mine fødder lander på et hvidt flisegulv. »Virtual Hallucinations« står der med sorte bogstaver på den hvide væg. Et eksperiment. En klinik, hvor man skulle kunne opleve en flig af, hvad det vil sige at være skizofren. Eller rettere: Høre. For det er vist især stemmerne i ens hoved, der er uhyggelige her på stedet. Hvorfor hovedtelefoner anbefales på det kraftigste. Hvad man ser og hører derinde, er skabt ud fra to skizofrenes beskrivelser af deres egne vrangforestillinger. Jeg har lavet min avatar om siden sidst. Gjort ham mindre, tyndere og grimmere. Og det var åbenbart nøjagtig, hvad der skulle til for at få ham til at ligne mig. I små gys synes jeg faktisk, at jeg genkender noget i hans ansigt, jeg har set før. Og opdager, at det var i et spejl. Her bare uden hår. For herinde kan man ikke købe hår i så små mængder, som jeg har brug for, hvorfor jeg har besluttet mig for at opleve endnu en ting, jeg i mange år har drømt om, men ikke turdet. Nemlig rage de ynkelige rester af. Og som sådan en velkendt lille grimrian træder jeg altså indenfor på en lang gang med hvide fliser på gulvet og døre ind til flere rum. I et åbent kontor står der bærbare computere på mørke træborde. Her er ingen mennesker at se. Så pludselig sætter et sækkepibeorkester i gang i mit hoved. For fuld blodstyrtning. Og så er stemmen der:»Du er død«, hvisker den. »Død. Du er ingenting. Et værdiløst menneske«. I mit tilfælde alt sammen gamle nyheder. Så jeg fortsætter nogenlunde trygt ned ad gangen. Så blander endnu en stemme: »Du ved, at det her ikke er den virkelige verden«, siger den. »Døden er svaret«. På badeværelset står der: »Denne mand så sig selv dø hver morgen i spejlet«. Træder frem foran spejlet. En mand i jakkesæt og med et mørkt fuldskæg står derinde. Tårer begynder at løbe fra hans øjne. Så pludselig forvandler de sig til blod. »Du er ikke syg«, hvisker en stemme i mit hoved. »Du optager bare en seng«. En kvinde er trådt ind i rummet. Wynn Withfield hedder hun. En smuk kvinde. Med mørkt skulderlangt hår og et par lilla mønstrede sommerfuglevinger på ryggen. Medmindre selvfølgelig, at også det er en hallucination. Jeg klikker på hendes profil. »Bed mig om sex, og jeg sprænger hver fiber i din røv«, står der. Omtrent. Og: »For folk med begrænset kendskab til engelsk: Det er ikke nogen rar ting«. Herefter i en lidt mere forsonlig tone: »Betag min hjerne, og jeg er din. For en tid«. »Du er meget ny«, konstaterer hun. »Kun herinde«, siger jeg. »Hvad vil du anbefale mig at besøge i Second Life?«. Det kommer an på, hvad jeg leder efter, siger hun. »Alt, hvad der har gjort indtryk på dig«, siger jeg. »Jeg holder meget af at besøge et sted ved navn Philosophy House. Mange filosofiske hjerner og nogle gange livlige diskussioner«. Det er lige mig, erklærer jeg. »Er du da filosofisk?«, spørger hun. »Ork ja«, siger jeg. »Det er jeg overhovedet ikke«, siger hun. »Jeg kan bare godt lide at være i selskab med folk, der er mig intellektuelt overlegne«. Fint, tænker jeg. Den er så godt som hjemme. Men så har Wynn Withfield fået nok. »Jeg kan ikke holde de her stemmer ud mere«, siger hun. Og er væk. Noget på den kloge Da jeg træder udenfor, står hun og venter med sine vinger på ryggen. Vi sludrer lidt om løst og fast. Det er utroligt, så hurtigt samtalen finder ned under bæltestedet herinde. Og ind gennem lynlåsen. Sex har hun prøvet, fortæller hun. I Second Life altså. Men det er kedeligt at sidde og se sin figur fornøje sig, og hun begriber ikke, hvorfor så mange mænd jagter rundt efter hende og andre for at få en tur til. Hun indvier mig endda muntert i den tekniske indretning af hendes avatars kønsorganer. Hvad de sådan kan og ikke kan(!). Samtalen glider umærkeligt over i, hvordan folk ser ud herinde. »Nogle af mine bedste venner her er egern og fem meter høje monstre«, siger hun. »Udseende betyder ingenting«. Der går lidt tid. Så tilføjer hun selv: »Sagt af en pige med sommerfuglevinger«. »Vil du med til Philosophy House?«, spørger hun, da vi har grinet af. Om jeg vil. Så leverer hun dagens citat: »Hvis ikke der er nogen interessante mennesker der, kan vi tale om min ku... (strøget af selvcensuren). Vi lander på et træklædt bjerg, der skråner ned mod et smalt stræde af en slags. Træerne står og bevæger sig langsomt mod aftenhimmelens stjernefyldte mørke. Og et bål brænder på skråningen. Det knitrer højt i hovedtelefonerne, da vi sætter os på hver sin træstub ved bålet. »Jeg synes, at du har meget lidt selvtillid«, siger hun, da jeg endnu en gang har underholdt med en eller anden detalje om, hvor fysisk eller menneskeligt frastødende et væsen jeg i virkeligheden er. »Men ellers er du meget attraktiv«, tilføjer hun, hvilket absolut er stærkere medvirkende til min tavshed. »Dansk humor«, siger jeg endelig. »Jord dig selv, så kan de andre ikke lade være med at holde af dig«. Vi sidder lidt. »Den plejer at virke i Danmark«, tilføjer jeg så. »Det er nok bare mig, der er lidt på udebane. Jeg er ikke vant til at samle kvinder op på lukkede afdelinger«. Med og uden rævehoved »Hej, Mercurius«, siger hun pludselig. Da jeg drejer mig rundt på træstubben, får jeg øje på en mand i mørkt jakkesæt på en af de andre træstubbe ved bålet. Mercurius Jacobus. Med rævehoved. Og – kan jeg læse i hans profil – medlemskaber i ’Ateistisk Centrum’, foreningen ’De Kvikke’ og ’Skøre flagermuselskere’. »Fede foreninger, du er med i, Mercurius. Fortæl lidt om dem«, siger jeg. »De Kvikke (Brights, red.) er en lille hjemmeside for ikke-troende humanister, der prøver at være religiøse omkring det«, siger han. »Ateisterne er desværre inaktive«. »Hvad med at gøre Gud til formand. Det skulle nok få medlemstallet i vejret« foreslår jeg. Men den trækker sært nok intet bifald. Vi sidder lidt. Så forsvinder hans rævehoved. Nu er han en mand. Wynn spørger ham, hvad en pels-ø er her i Second Life. »Det er et sted, hvor pelsdyrene holder til«. »Vi har jo alle sammen en lille smule pels. På en måde. Og så dør vi«, siger jeg. Men tilføjer for en sikkerheds skyld i parantes: »Jeg prøver bare at lyde filosofisk«. Den griner han af. Mercurius. Større er morskaben nu ikke, end til at hans hoved lidt efter falder ned på brystet. Han er ’fraværende’, som der står i et felt over ham. Jeg spørger Wynn Withfield, hvor meget hun fortæller herinde om sit første liv. »Det kommer an på, hvad du spørger om«, siger hun. Jeg forklarer, at jeg stiller små uskyldige spørgsmål om, hvor hun kommer fra, hvor gammel hun er, og hvad livet går ud på. »Jeg kommer fra Canada. Jeg er 37 år. Og om lidt har jeg et middagsselskab i virkeligheden«, siger hun. »Så det sidste må du nok selv finde ud af«.