Det er slut. Der findes ganske givet et utal af underfundige og begavede måder at sige det på. Spidsfindige omskrivninger. Og poetiske metaforer. Men ærlig talt: Jeg er ikke i humør til sprog og ballade. Man bliver så underligt nøgtern til mode, når man står og stirrer ned i afgrunden. I øvrigt kan det siges meget kort: I dag skal jeg dø. Tænk, at det skulle overgå mig. Alt for meget er blevet udsat. Alt for længe. Men nu er det slut med at tøve. I dag skal mit andet liv lykkes. Før solen går ned over min avatar Ridiculous Writer, må jeg demonstrere, at jeg kan nå de mål, jeg så frejdigt satte mig, da jeg for to uger siden trådte mine første skridt herinde. I hvert fald hvis jeg vil dø som en lykkelig avatar, mæt af dage og med et lille underfundigt smil på min virtuelle læbe. I dag skal jeg springe i faldskærm. Og gøre noget, der er så pinligt, at jeg aldrig ville drømme om at gentage det ude i virkeligheden. Jeg skal slå nogen ihjel, skal jeg. Eller i hvert fald gøre et hæderligt forsøg. Og ... nårh ja, hvis hvert eneste lille uagtsomme løfte partout skal indfries, skal jeg vel også miste min virtuelle dyd. Altså: sex med en fremmed. Et offentligt sted. Vent her! Jeg skal lige ud og brække mig. Som det fremgår, får jeg brug for al den hjælp, der kan ligge på mig. Ellers ender også denne rapport bare som en halvdårlig parodi på en pornonovelle. Derfor: I dag må I ikke få mig til at klovne. Jeg har ikke karakter til at modstå fristelsen. Og nu ikke flere tilløb. Bare spring. Lev for helvede! Brænd dit bål, så der ikke engang er aske tilbage. Løb for livet. Du har kun de samme to. Frit fald Jeg træder ud foran en sort kuppelformet bygning. »Husk at tage en gratis faldskærm«, har jeg læst et sted. Man kan også købe nogle sko, som trækker et røgspor efter sig, når man falder. Sådan et par kunne jeg faktisk godt bruge inde på redaktionen. Træder ud på affyringsrampen og sætter mig op i et sæde. Indstiller den til 4.000 meters højde. Og klikker. »Go«. Et rødt lys glimter. Og så farer jeg af sted. Opefter og opefter. Med 475 km i timen. »Yihaaaa!«. Så slår det mig, at jeg vel strengt taget ikke har nogen faldskærm på. Jeg har bare en i mit lager. Men den skal vel ud og på. Åbner lageret og bladrer, mens jeg konstaterer, at rejsen opad er slut. Nu hænger jeg i det store lyseblå ingenting og spræller, mens jeg farer tilbage mod Jorden. Bladrer febrilsk. »Penis 2«, står der. Og »16 female avatars«. Attraktive genstande, bevares. Under andre omstændigheder. Så rammer jeg Jorden. Og rejser mig lidt ør og begynder forfra. Noget dæmrer, da jeg igen styrter mod Jorden i rasende fart. Nemlig: at jeg jo egentlig kan flyve. Og så er det altså begrænset, hvor meget rædsel man kan mønstre på vej ned. I øvrigt kan man jo også bare lade tossen slå sig til spejlæg. Det gør ikke engang ondt. Måske derfor virker det fuldstændig effektløst. Man ser jo heller aldrig Superman springe i faldskærm, vel? Det er nok ikke lige der, han får sine adrenalinsus. Måske er det simpelt hen sådan her, livet ville være, hvis ikke døden fandtes. Hvis afslutningen på alting ikke konstant lå på lur i hver eneste handling og hviskede til én, at tiden er begrænset. Og at man derfor pinedød må nyde det, mens Jorden nærmer sig. Herinde i Second Life er der ikke knaphed på noget som helst. Ud over lige den ene ting, der giver det hele mening: knapheden selv. Det sjoveste i Second Life er så afgjort mine nye venner. På min skærm har de hver sin lille knap med navn på. Og når jeg logger på, står flere af knapperne som regel og blinker. Så ligger der besked. Eller nogen vil gerne mødes. Andre har et fif. Eller en gave. Og så er der dem, der bare gerne vil i avisen. »Hej, Ridi! Er blevet en syv meter høj robot. Kom og se!«, står der pludselig. Eller i den lidt mere bramfri ende: »Hahahaha. Her er vildt sjovt. De kne.... (slettet af selvcensuren) løs. Skynd dig og kom«. Der er Magnuss Ballinger – en jysk gymnasiedreng, der har sendt mig flere hjemmegjorte T-shirts til min avatar. Der er en kvinde, som har en mistanke om, at der måske bliver byttet børnepornografiske billeder af børn et sted herinde, hvilket vi sammen har sat os for at se nærmere på. Og der er mine gamle dates herindefra. Og så er der den yngre københavnske teaterfräulein, Indigo Sananda, som en sen nattetime provokerer mig til et timelangt skænderi om spiritualitet. På et gadehjørne herinde. En lidt kunstnerisk sjæl. Uden antydning af hæmninger. Hvilket jeg selvfølgelig nasser på. Vi er nu blevet rejsefæller herinde. Hun fører an – jeg følger efter og kommenterer. Dø, dø, dø! Således også på dagens udflugt til Jessie, Second Lifes svar på det vilde vesten, hvor enhver er bevæbnet til ganen. Vi lander på græsset nær en betonbunker og en stor kanon på hjul. Så kommer en kampklædt soldat hen til os. Cyanid Leviathan, hedder han. »Vi har brug for våben, darling«, siger Indigo Sananda. Cyanid Leviathan er officer i gruppen WWIIOLers i et spil, forklarer han og langer hende en maskinpistol. »Tak, du er flink. Hvem skal jeg slå ihjel for dig?«, siger hun. »Haha, ingen, min kære. Men prøv at tage til Badnarik. Der er nogle kommunister«. Sananda protesterer: »Dræbe de røde. De er humanister!«. »Ja, right!«, siger Cyanide Leviathan. »Og Khmer Rouge, de var også humanister?«. Så griber jeg ind. For husfredens skyld. »Jeg er med på at dræbe et par stykker fra Khmer Rouge«. Cyanide og hans kammerat er fra Conneticut, USA. »I så fald underkaster vi os jeres kommando«, siger jeg med vanlig dansk stolthed. »Også jeg :-)«, tilføjer Sananda. Hun elsker sådan noget. Desværre belønnes loyalitet ikke altid efter fortjeneste. Og øjeblikket efter er hun væk. Nogen har skudt hende. Cyanid Leviathan spørger til navnet Politiken i min profil. Hvad slags politisk avis det er. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er stærk under pres. Jeg knækker hurtigt. Jeg er kun et menneske. »Den er slet ikke politisk!«, siger jeg. »Det er bare et navn fra gamle dage«. For fanden! Manden er tungt bevæbnet!!! »Du vil se, at vi alle her er særdeles konservative«, siger Cyanide. »Vores spil foregår under Anden Verdenskrig, og vi spiller næsten alle sammen aksemagter«. Er det ikke tyskerne, spørger jeg. »Jo«, siger han. »Det er godt nok en lille smule konservativt«, indrømmer jeg. »Men hvordan klarer fjenden sig, hvis alle er axis?«. Svaret kommer fra himlen. I form af et ordentligt læs granat, der bliver hældt ned i hovedet på os. Cyanid forsvinder. Selv løber jeg lidt ud på græsset og skyder symbolsk i ikke nøjere udvalgte retninger. Så bliver skærmen sort. Jeg er død. Aner ikke, hvor jeg er. I hvert fald ikke i Jessie. Måske er det Himlen. Men i så fald må jeg sige, at Paradis ligner Lyngby Storcenter, mere end jeg umiddelbart ville have gættet på. Bygningen er ret almindelig. Bare med glas i taget. Her står nogle potteplanter og er et toilet både til damer og til herrer. Fine forhold. Bestemt. Men måske alligevel lidt i underkanten i betragtning af, hvilke store jordiske ofrer man forventes at gøre for at få adgang hertil. Sananda venter i Jessie. Også hun er tilbage fra de døde. Vi stiller os op og glor på en stor tyk raket, der er landet i jorden og nu står med rumpen i vejret og ryger kraftigt. Så med ét er Sananda omsluttet af en stor turkis kugle. Og væk. Selv bliver jeg fanget i et cylindrisk net og hevet op i luften. Skærmen bliver sort. Jeg er tilbage i Lyngby Storcenter. Min smukke navle Egentlig er jeg taget til det gamle Rom i for at finde Caligulas Pleasure Palace, som skulle huse de vildeste orgier. Skal der være sex, så lad der være sex. Men på havnen støder jeg på en forhindring. I menneskeskikkelse. En dame med kort hår, briller og en toga slået om kroppen. En lektor ved navn Annette Ferraris. Og det er et møde, jeg aldrig rigtig kommer mig over. »Hej Nils, jeg læser dine artikler med fornøjelse«, siger hun. Ligesom de altid først siger noget pænt om ens danske stile. Hvorefter man kan høre hætten af den røde pen diskret blive vippet af. »De er sjove og meget genkendelige«, siger hun. »Og meget navlebeskuende«. Jeg har iført mig et par elegante englevinger og en glorie. Mest for at være rustet til mødet med orgierne. Men den er mig noget lavtflyvende den glorie. Havde jeg ikke haft mine stritører, ville jeg stå med den nede om anklerne. Først finder jeg det sådan en lille smule pikant at tale med en lektor i et lagen. Men så bliver jeg overmandet af gamle følelser. Pligtfølelse og eksamensangst. Og en irrationel frygt for, at det er Margrethe Vestager, jeg står og taler med. »Jeg synes, du giver et fordrejet indtryk af Second Life«, siger hun. »For mig handler Second Life om kommunikation og læring«. Måske er det ordet »fordrejet«. I hvert fald kan jeg mærke, at blodet løber til hovedet. Hun fortæller, at hun bor på Renaissance Island, et undervisnings- og rollespilssted om Tudor England. »Vi bor og taler som Elizabetanere og har bygget en kopi af Shakespeares Globe«, siger hun. Vi tager afsked. Høfligt og lidt famlende, som man gør ved pludselig opstået uenighed. Caligulas orgie er lukket, forstår jeg. Altså af sted til Nymphos Paradise. For jeg har hverken tid til fine fornemmelser eller lange tilløb. Så kan hun lege Tudor, lige så tosset hun vil og tale på alle de selvdøde sprog, hun orker. »Thou shalt not bear false witness against thy neighbor«. Jeg er den, der er skredet. »Jacta est alea«. »Kom nu!« Rundt om i det store rum er der opstillet små øer af erotiske redskaber. Jeg får øje på en stor stærk fyr i færd med at lægge en kvinde op på et bord. Hun ligger på ryggen, mens hans står op og går til opgaven. Så gør jeg det. Går hen og stiller mig så tæt på dem, jeg kan komme. Det føles pinligt, kan jeg hilse og sige. Uanset hvad man har af vinger og glorier at gemme sig bag. At glo. Jeg kan næsten ikke fastholde blikket på skærmen, mens jeg står der. Det er så ynkeligt. »Hvor er du?«, lyder en sætning. Kavaleriet! Min teaterveninde. Og her må tilståelsen falde. Min dyd er allerede røget. Forleden aften, da hun også kaldte et sted fra – med et bedårende lille: »Er lige blevet gennemkne.... (strøget af selvcensuren) af den klammeste fyr. Kom og se!«. Og ganske rigtigt. Da jeg ankommer, sidder en langbenet, slank, mørkhudet kvinde på en seng. Min veninde i ny skikkelse. Og en nøgen herre lusker rundt om den. »Kom!«, siger hun. »Det er virkelig sjovt. Nu skal vi ... (slettet af selvcensuren)«. Nej, det skal vi ikke, siger jeg. Det tror jeg altså ikke. »Jo, jo. Kom nu! Det er sjovt. Du skal jo prøve det«. Skal og skal. Men så klikker jeg altså på den skide kugle. Og det hele sætter i gang. Jeg er ganske vist fuldt påklædt og har endnu ikke fået monteret udstyret mellem benene. Men i gang er vi. Tror nok, at min veninde sørger for, at vi skifter stilling, men resten klarer de selv. Helt automatisk. Måske derfor er det så kedsommeligt. Kun to ting holder os vågne. Første gang, da min veninde ligger på alle fire og tager imod, går udstyret så dybt, at den kommer ud af lænden på hende. Mådehold er ikke fantasiens største force. Anden gang er, da min veninde pludselig udbryder: »Se, nu har jeg fået pikken. Nu er det mig, der tager dig«. Og jeg til min rædsel kan se, at hun har ret. Den er sprunget over på hende. Og nu sidder jeg der oven på både hende og den – uden i øvrigt at se ud til at være synderligt anfægtet af situationen. »Nej!« brøler jeg og er oppe af stolen i én bevægelse. Hvorefter jeg klikker på alt, hvad der kunne tænkes at bringe denne skændsel til ophør. Men hun trykker åbenbart også. Og i næste nu ligger jeg på alle fire med hende stående bag mig. Det er sjovt. Måske latterligt. Men frækt er det ikke at have sex i Second Life. Tro mig. Hvalen Writer Det er de sidste minutter af den sidste aften. Igen har min teaterveninde kaldt fra et eller andet sygt sted. Og igen er jeg fulgt med. Fordi så ved jeg, at der sker noget. Vi lander på en lille strand i solskinnet. Lidt efter ser jeg en kvinde stå bøjet ind over et trappetrin med en mand bag sig. »Hahahaha«, siger hun. »Kom og vær med«. Det er så min veninde. Lidt efter ligger hun på jorden og er i gang med en anden. »Klik på den blå kugle bag mig«, siger hun. Og snart er vi alle tre i gang. Lalo, hedder han. En mexicaner. Men lige så pludseligt har hun rejst sig og er væk. Jeg ligger på jorden. Lalo står stadig og bevæger sig i luften. »Too bad, Lalo«, når jeg at sige. »Easy come, easy go«. Så får jeg trykket på et eller andet forkert, og pludselig har jeg ham siddende oven på mig med bagdelen nede i mit ansigt. Hvor hurtigt jeg kommer op at stå, skal jeg ikke kunne sige helt nøjagtigt. Men det er ikke noget, der tælles i hele sekunder. »Har du set, at man kan svømme på spækhuggeren«, siger min veninde. Og så ser jeg det store dyr, der skyder igennem vandet. Klikker på det. Og sidder i næste nu på dets ryg og cruiser igennem vandet. Splitterravende. Med glorie og vinger. Og skal vi ikke bare lade det billede stå. Af Ridiculous Writer på vej ud mod horisonten. »Im a lonely writer, a loooong way from home«. Han trænger også alvorligt til et bad. Måske vender jeg tilbage til Second Life i en anden skikkelse. Men først skal de løse de tekniske problemer med, at skærmbilledet jævnligt fryser. Og mon ikke også, at den slags verdener her ser helt anderledes ud allerede om et par år. Personligt kunne jeg godt finde på i ny og næ at henlægge en telefonsamtale til et smukt sted i Second Life. Især nu hvor man kan bruge lyd i stedet for tekst. Ellers tror jeg, at man skal bygge, hvis man vil bevare interessen. Og det har jeg ikke tålmodighed til. Så det bliver nok, om jeg så må sige: i et andet liv. »Nej!« brøler jeg og er oppe af stolen i én bevægelse. Hvorefter jeg klikker på alt, hvad der kunne tænkes at bringe denne skændsel til ophør. Men hun trykker åbenbart også. Og i næste nu ligger jeg på alle fire med hende stående bag mig