Om aftenen ligger det majestætisk og mørkt, dunkelt og anelsesfuldt på sine skæve pæle helt ude på kanten af havneløbet. Lyset fra den store glasfoyer og det skønne vinduesbånd i tredje sals højde fortæller byen om livet inde i huset. Et syn fyldt med drama. Skuespilhuset er en bygning, der er usædvanligt generøs for blikket og inviterende for kroppen uanset lyset. Ikke mindst på grund af dens mørke teglsten og flimrende bånd af grøn- og rødtonede vinduer er det faktisk en af de få bygninger, der er designet til at være skønt i gråvejr, ja, som måske ligefrem er bedre uden det solskin, der skaber reflekser på foyerens glasvægge og derved modsiger arkitektens påstand om, at den er et helt transparent rum kun adskilt af en klimaskærm.
Gør det rigtige
De omkringliggende hvide rokokohuse i Frederiksstaden mister en stor del af deres kraft i gråvejr, og det samme gør i endnu højere grad den gule og stålgrå opera på den anden side af vandet. Sådanne lyse farver egner sig ikke til at stå udenfor om vinteren.
Men Skuespilhuset bevarer sin varme uanset lyset. Og det er ikke det eneste, huset gør godt.
I mange henseender er det et hus af samme type som Operaen. Men hvor Operaen næsten konsekvent fejler, så overrumpler skuespilhuset ved at gøre det rigtige, det indlysende eller det overvældende.
Nyt mødested Operaen har lagt sig midt i Frederiksstadens fineste akse fra Marmorkirken, som var tænkt at være åben mod øst, er helt ude af proportion med sine omgivelser og aner ikke, hvad den skal gøre af sit scenetårn og forsøger at få det væk med en beklædning, der kan gå i et med taget. Skuespilhuset derimod træder til side og forlænger Sankt Annæ Plads’ akse, der afgrænser Frederiksstaden, og følger fint gadehusenes taglinje. Skuespilhusets scenetårn er beklædt med kobber i et flimrende horisontalt mønster. Hvis indretningen ikke kan være køn, så kan det da i det mindste gøres interessant. Selv om huset således tilpasser sig sine omgivelser, er det ikke et undersætsigt hus. Det gør opmærksom på sig selv. Tag nu bevægelsen fra det tunge mod det lette: Fra dets ganske vist kedelige bagside med en noget lukket og afsnubbet ende mod Kvæsthusgade bliver huset gradvist mere åbent ud mod og over vandet, hvor det ender i en helt vidunderlig promenade belagt med råt tømmer og hvilende på skæve pæle.
