I don't mean to be rude, but ... Sådan lyder Simon Cowells  faste indgang på en bedømmelse af en deltager, der med stor sandsynlighed rummer en række humoristiske uforskammetheder. Foto: Rapoport/FOX

I don't mean to be rude, but ... Sådan lyder Simon Cowells faste indgang på en bedømmelse af en deltager, der med stor sandsynlighed rummer en række humoristiske uforskammetheder. Foto: Rapoport/FOX

Kultur

X-factors godfather er besat af penge

Simon Cowell - manden bag ’X Factor’, er den mest brutale mand i showbizz.

Kultur

»Gå hjem. Du har intet talent«.

»Du er den værste sanger, jeg nogensinde har hørt«.

»Du har lige opfundet en ny form for tortur«.

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når manden, vi elsker at hade, fælder dom over endnu en håbefuld stakkel, der i et anfald af storhedsvanvid er gået til audition på tv.

Kendt som 'den onde dommer' Når Martin og Laura i aften går på scenen i den danske udgave af ’X Factor’ for at synge sig ind i vores sms-stemmende hjerter, kan de takke Simon Cowell for deres pludselige stjernestatus.

Cowell er masterhjernen bag ’X Factor’ og ’Britain’s Got Talent’ – programmet, der gav os opera-telefonsælgeren Paul Potts.

Samtidig er han en magtfuld talentspejder og har opdyrket navne som pop-boybandet Westlife og opera-boybandet Il Divo.

Men den 48-årige brite er alligevel mest kendt som ’den onde dommer’ i ’American Idol’, hvor han i evig opposition til sine meddommere leverer den ene nedsabling efter den anden, så selv granvoksne mænd bryder grædende sammen.

Han er den engelske Thomas Blachman ultra. Den benhårde og dødsens ærlige mand, der siger det, vi andre tænker, når endnu et fjols prøver at vinde den store præmie på scenen.

Og de får på puklen. De overvægtige, de grimme, de tossede, de talentløse, de uoriginale. For det er det, det handler om i Cowells univers, at skille bukken fra fåreflokken.

»Formålet er ikke at være ond over for taberne, men at finde en vinder«, har han udtalt om sin stil.

Cowell er besat af penge
Simon Cowell er i dag en af medieverdenens rigeste mænd. I USA er det kun Oprah Winfrey, der tjener mere end hans 165 millioner kroner per sæson.

Han siges at være god for over en milliard kroner. Alligevel er han nærmest besat af penge, »penge er min gud«, har han flere gange udtalt, og hans musikalske smag er drevet af et kommercielt drive, at finde den næste storsælgende stjerne.

Når Simon Cowell i den grad er en hund efter penge, skulle man næsten tro, at han har haft for lidt af dem i sin opvækst. Men han er tværtimod produktet af et velhavende hjem med en mor, der var balletdanser, og en far, der var ejendomsmægler og pladeselskabschef.

Sammen med hans fem søskende boede de i landsbyen Elstree nord for London. Simon Cowell var decideret umulig i skolen og skiftede uddannelsesinstitution hele seksten gange, inden hans forældre forsøgte sig med en kostskole. Den blev han dog smidt ud af, på grund af druk, og som 16-årig forlod han skolesystemet.

Sagde nej til Take That
Faderen skaffede ham et job i postrummet på pladeselskabet EMI, hvorfra Cowells opstigning i graderne hurtigt tog fart, og han blev pladeproducer.

I første halvdel af firserne kørte han sit eget pladeselskab med rimelig succes, blandt andet med ekskæresten Sinittas plader, og købte sit første store hus og en åben Porsche. Han ’opfandt’ popnavne som Westlife, Five, Curiosity Killed the Cat og udgav en Teletubbies-plade.

Han har dog også haft et par svipsere. Blandt andet troede han ikke på Spice Girls’ girlpowerpop og mente, at Take That-forsangeren Gary Barlow var for tyk til at kunne blive stjerne og afviste dem. Men man skal jo ikke græde over spildt mælk.

En mand med en mission

For Simon Cowell var allerede en succesrig pladeselskabsmand, da han i 2001 sagde ja til at være dommer i tv-sangkonkurrencen ’Pop Idol’ i England. Det var det første program af sin slags, hvor seerne var med til at stemme om, hvem der skulle vinde.

Simon Cowell var 42 år og skulle på tv for første gang. Han havde en mission: at vende de dalende salgstal for cd’er i kølvandet af downloads og fildeling.

»Jeg følte instinktivt, at ved at bruge tv som udtryksmiddel ville vi have en bedre chance for at sælge plader. Men det var pladesiden af det, som var hovedårsagen til, at jeg kom med. Ikke at jeg ville have mit grimme fjæs på tv«, sagde han for et par måneder siden til avisen The Observer.

Har næse for penge
Og han har gentaget igen og igen, at det er pengene, der driver ham. Kampen for at finde det næste navn, der har den såkaldte x-faktor, der kan føre folk fra ukendt til uundgåelig på en enkelt tv-aften.

Han besidder ikke selv noget musikalsk talent, men har altså en trøffelgris’ tryne for at snuse guld op af ingenting. Fra 2002 sad han bag dommerbordet i ’American Idol’ (der nu kører på syvende sæson) og fra 2004 også i ’The X Factor’, et tv-format, som Cowell selv har opfundet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sidste år kom hans næste opfindelse, ’Britain’s Got Talent’. Programmerne har marginale forskelle, men har været kæmpesucceser og sendes i lokale versioner over hele verden. Han har til hver en tid førsteret til at producere og udgive plader med de optrædende fra programmerne, og rollen som bagmand har udløst adskillige hitsingler.

Men det er skærmen, der har gjort ham verdensberømt.

Hader politisk korrekthed
For der sidder han. Aften efter aften med sit uaflæselige halve smil og de stirrende øjne. Han bliver buhet af, så snart han hæver sin kritiske røst over publikumsfavoritterne med sin britiske accent og de blændende hvide tænder.

Hans metroseksuelle forfængelighed er markant. Brystkassen gigantisk og veltrænet (han bruger efter sigende tre timer i fitnesscentret – hver dag), de nedringede V-sweaters med kig til de solbrune muskler. Og hans ustoppelige angreb på de optrædendes sløsede stil eller figur.

»Jeg kan ikke klare politisk korrekthed. Jeg kan ikke lide regeldrevne liv, og jeg hader det faktum, at man ikke må kritisere fede mennesker«, har han udtalt om sine voksenmobberier.

6-årig fik tårerne frem
Er man så ikke et dårligt menneske? Simon Cowell er hverken hvid eller sort. Han kan lade sig begejstre fuldstændig, som da 6-årige Connie sang ’Somewhere over the Rainbow’, så tårerne trillede i stuerne.

Blive synligt overrumplet, som da den gumpetunge Paul Potts lukkede op for sluserne og sang Pavarotti. Og blive rasende, når talentløse teenagere spilder hans tid med idéforladt og skinger MTV-kopimetervare.

»Jeg prøver at give folk gode råd. I den virkelige verden er man nødt til at have talent og arbejde hårdt. Og de fleste af de her folk har aldrig arbejdet så meget som en dag i deres liv, de vil bare vinde en lotterikupon«, sagde han i et Oprah Winfrey-interview.

Ingen tryllestav
Han fortæller os igen og igen, at han bare prøver at være ærlig. » Don’t quit your dayjob«, kaldes stilen i USA, lad være med at spilde din tid. Det er en hård udmelding, men er det ikke bedre at bruge kræfterne på noget, man har talent for, i stedet for at forfølge en umulig drøm?

»Når de her helt utroligt forfærdelige mennesker kommer ind til audition, kan jeg ikke bare sidde og sige »her er en tryllestav, og så bliver I alle sammen forvandlet til Mariah Carey«, forklarede han Oprah Winfrey om sin brutale ærlighed.

For selv om Simon Cowell er grov, er han som regel ikke uhøflig.

» I don’t mean to be rude, but ...«, er hans signatursætning, indledningen til de verbale angreb, der serveres som humoristiske piskesmæld. Og tv-seerne elsker det. I tv-showets hjemland USA elsker man den hårde englænder, der bærer en stor del af ansvaret for, at ’American Idol’ er det mest sete show i USA med 35 millioner seere per episode.

Kommentatorer har ligefrem kaldt showet »det mest magtfulde program i tv-historien«. Og diskuterer, om ikke Cowell er den mest berømte englænder i USA siden The Beatles.

Flere amerikanere stemmer ved ’Idol’-finalen end ved præsidentvalget, og hver uge modtager han stakke med fanpost, mens kvindelige publikummer tropper op til showet i T-shirts med ordene ’ Talk dirty to me, Simon’.

Har det svært med kvinder
Men det med kvinder har faktisk aldrig været så ligetil for Simon Cowell. Han har aldrig været gift og har aldrig fået børn. Og det har været et helt bevidst valg. I fem år har han datet den tidligere model Terri Seymour, de bor på hver sin side af Atlanten og ser derfor ikke hinanden så tit.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nærhed og papir på hinanden er ikke lige ham. Faktisk sammenligner han en ægteskabsbinding med en pladekontrakt.

»Når jeg indgår et forhold til en kunstner, skriver vi en 100-siders kontrakt, der dækker alle eventualiteter. Men et ægteskab går du ind i uden kontrakt og med love, der daterer sig flere hundrede år tilbage. Det er outdated«, har han sagt til The Observer.

Ikke så romantisk. Og noget kunne tyde på, at han ikke bare spiller hård.

»Præcis som han er på tv, er han også i virkeligheden«, har kæresten sagt til magasinet Rolling Stone i et interview, hvor Cowell i øvrigt indrømmede, at han vist aldrig havde brugt sætningen ’jeg elsker dig’, siden han som syttenårig mistede sin uskyld.

Overvejer at trække sig
I øjeblikket har Simon Cowell altså kun kontrakt med sine arbejdsgivere, pladeselskabet Sony BMG i London, hvor han er talentspejder, og tv-programmerne ’The X Factor’, ’Britain’s Got Talent’ og ’American Idol’.

Hans kontrakt med ’American Idol’ løber to år endnu. Så er Cowell 50, og han har flere gange luftet muligheden af at trække sig tilbage fra skærmen ved den lejlighed.

»Der kommer en tid, hvor offentligheden vil sige »nu er vi trætte af dig«. Og jeg tror, det er snart«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce