En knivskarp højrepote har han, Morten, den nye mand. Pisseirriterende faktisk. Nu har vi spillet det her i ti år, og så rammer rookien dagens første post, skraldespanden, klokkerent på 50 meters afstand.
Begynderheld, bliver vi andre enige om, mens vi lægger vores respektive bolde klar til tee off.
Det er første gang, den nyrenoverede Nørrebro Parken lægger græs og inventar til vores hjemmebryggede parksportsgren, men vi er flere, der i løbet af vinteren længselsfuldt har studeret det nye indbydende terræn.
Små frække volde og hældninger, hundelorteskilte, betonklodser og så selvfølgelig de eviggyldige bænke, skraldespande og træer.
Uhm, det er guf, og i dag er det blevet tid. Middagssolen er lun, den første øl knappet op, og boldene pumpet lige tilpas.
Forårspremiere på fodgolf.
Udtænkt med tømmermænd
Ideen til parkfodgolf kom i 1998, da jeg sad på et lille græsfrimærke i Roskilde sammen med tre andre tømmermandsramte unge mænd i starten af tyverne.
Op ad det hvide skagenshegn, der omkranser os, ligger en halvflad fodbold og griner. Håner os for vores manglende evne til at finde ud af noget som helst.
»Hvor mange spark skal du bruge for at ramme de fire hjørnepæle i hegnet og slutte af på skraldespanden«, spørger et af de mentale vildskud i solen pludselig uden egentlig at adressere spørgsmålet.
Otte skud senere
Responstiden er lang sådan en dag, men efter et par minutter er der en, der reagerer. Han stiller sin kogende kildevand, triller bolden i stilling, går runden og svarer dermed på spørgsmålet. Otte skud, så vidt jeg husker.
En time senere har vi alle taget turen, er lettere svedige og i gang med at lave en ny bane. To timer senere er den sidste post, der skal rammes, en kasse øl.
Spillet fortsatte den dag i en nærliggende park. Til solen gik ned. Springvand, flagstang, kloakdæksel, træer, sten, bænke – alt blev lavet til poster i vores nye spil og konceptet for en sport, der kræver teknik og held, men ikke den store kondition, var født.
Ikke tale, bare fægte
Tilbage i Nørrebro Parken har vi nu alle ramt den grønne skraldespand. Nogle med flere skud end andre. Bevares.
»To!«, »tre!«, »tre!«, »én!«, lyder det sporadisk fra flokken. Stillingen skal råbes højt efter hver post. Det har erfaringen vist, er en rigtig god idé.
Ikke fordi man bevidst snyder, men med en halvlunken øl plantet solidt i hånden i løbet af en hel dag på golfbanen, kan hukommelsen godt spille én et puds en gang imellem.
Sjovt nok altid i den positive retning. Synes de andre.
Vejen mod anden post, en støbejernsbænk små 100 meter væk, kræver et chip over en småblomstrende hæk og lidt held til at undgå en enorm vandpyt.
Endnu en gang trumfer den nye mand Morten, men også vi andre viser fin teknik og kommer pænt derudad.
Desværre er det ikke tilfældet for min ellers velspillende kammerat Thorsen. Han satser og skyder for tæt på en kvinde med sit barn og ryger dermed ind i dagens første ’menneskelige interferens’.
Sådan forvirrer man Stine Stengade
Det viser sig at være skuespiller Stine Stengade og søn, der – som parkgængere er flest – ikke fatter et klap af, hvad vi har gang i.
Thorsen fægter med armene og gør sit til, at den forvirrede skuespillerinde ikke sparker til hans bold. Det gør hun selvfølgelig alligevel.
Hun kan heller ikke vide bedre, for den gode Thorsen må ikke åbne munden, kun gestikulere.
Det står i reglerne. Som godt nok altid bliver revideret en smule, hver eneste gang vi spiller, men nogle ting ligger helt stramt.
Hurtige terrænskift
I sportens natur ligger, at banerne er offentlige pladser, parker, legepladser og så videre. Det er det smukke ved den.
Uanset hvor du kommer hen i verden, kan du altid finde nyt fodgolfterræn på fem minutter.
Hvert sted har sine små særheder og ’special features’, men uanset hvor man spiller, vil der være forbipasserende elementer, der ikke har den fjerneste idé om, hvad det er, man render og laver med sine mange bolde og højt humør. Forståeligt nok.
Reglen om menneskelig interferens er simpel. Du må kun gestikulere til folk, der tror, de gør dig en tjeneste ved at skyde bolden tilbage til dig. Ikke tale, ikke råbe – kun fægte med arme og ben.
Det, fandt vi hurtigt ud af, var nødvendigt dengang for ti år siden. Ellers kunne man ret beset bare bede en forbipasserende om at skyde sin bold ind på en post uden selv at have brugt skud på det, og den går ikke.
Derfor ingen snak, hvilket selvsagt resulterer i nogle situationer, der er ekstremt morsomme, men som kan udnyttes, hvis man tænker sig om.
Thorsen prøver lige præcis at gøre det smarte – løbe mod banens anden post, bænken, og tavst forsøge at signalere til Stine Stengade, at bolden skal i hans retning.
Men altså uden held. Hun tjatter bolden tilbage, hvor den kom fra, og Thorsen må slukøret traske tilbage til udgangspunktet. Til stor jubel for os andre. Og tydelig undren hos frøken Stengade.
I løbet af sådan en dag i parken er der mange, der undrer sig. Men også altid nogle, der stiller sig op og iagttager spillets gang, mens konceptet langsomt dæmrer.
Efter de første golfende timer er fløjet afsted, lægger vi mærke til en ældre mand med stok og solhat, der står i skyggen af et træ og har stået der i et stykke tid.
Jeg kan ikke lade være med at spørge ham, om han har fanget vores leg.
Misforståede sportsgenier
»Ja da, det er sgu da ikke så svært at regne ud«, griner han og peger med løs hånd rundt på vores poster. »I render rundt og laver præcisionsspark og drikker bajere«.
Vi tager den kortfattede analyse med os og fortsætter ufortrødent premieren, mens de vigende skyer hiver flere og flere forældre og børn ind i den forårsgrønne park.
»19!«, »25!«, »22!«, bliver der råbt. Folk kigger stadig på os, som om vi var åndssvage, men det har vi efterhånden vænnet os til. De forstod heller ikke van Gogh i begyndelsen.
I løbet af de seneste år har vi præsenteret vores leg til fødselsdage, polterabender og ganske almindelige hyggedage, og hver gang har selv de tarveligste boldmongoler fundet konkurrence-genet frem og haft svært ved at stoppe igen.
Skiftende regelsæt
Sådan har den nye mand, Morten, det også i dag. Efter syv timer på græs er solen ved at gå ned, og han må ringe til sin kæreste og beklage forsinkelsen.
Lige en runde mere, tigger han, mens vi andre står og iagttager en lille pige, der har set sig lun på Mikkels bold.
Den eneste spiller af os, der i dag har kunnet hamle op med Morten. Pigen kaster lidt rundt med bolden, og vi begynder at diskutere, om vi skal indføre en tidsgrænse for interferens.
Sådan er det hver gang, vi spiller. Altid en lille ny tilføjelse til regelsættet. Vi når dog ikke at vedtage ændringen, før pigen mister interessen og triller bolden hen lige foran hundelorteskiltet. Som tilfældigvis er banens sidste post.
Mikkel, din heldige kartoffel.
(Han vandt i øvrigt i dag, men bare vent. Sådan en titel skifter hurtigt fødder, og det kribler allerede i mine igen ...)