I øjeblikket turnerer skuespilleren Leonardo DiCaprios ansigt alverdens filmfestivaler rundt.
Hvilket selvfølgelig ikke i sig selv er overraskende. DiCaprio er indbegrebet af en Hollywoodstjerne. Han er faktisk oven i købet født i Hollywood, i 1974. Film som ’Titanic’, ’Marvin’s Room’ og ’Gangs of New York’ er blot enkelte af hans store succeser som skuespiller.
Men hans aktuelle film, ’The 11th Hour’, er anderledes end hans underholdende Hollywoodfilm. ’The 11th Hour’ er en kritisk klimafilm fortalt og produceret af DiCaprio selv. Det er en film, hvor han beskæftiger sig med klodens miljøproblemer og klimaforandringer, ligesom den forhenværende amerikanske præsidentkandidat Al Gore gjorde det i dokumentarfilmen ’An Inconvenient Truth’ fra 2006.
Ved siden af markedsføringen af ’The 11th Hour’ er Leonardo DiCaprio for tiden blandt andet optaget af at indspille tv-serien ’Eco-Site’ for Discovery Channels. Ligesom filmen gør det, kommer ’Eco-Site’ til at handle om klodens klima.
En stjerne for en sag
Leonardo DiCaprio er blevet en stjerne med en sag.
Og det er han ikke ene om. For tiden engagerer flere og flere kendisser sig seriøst i forskellige former for velgørenheds- og miljøorganisationer.
Sangeren Chris Martin fra det britiske band Coldplay er involveret i organisationen Oxfam, der arbejder for fair handel mellem udviklingslandene og de rige lande.
Angelina Jolie har været FN's såkaldte flygtningeambassadør
Skuespilleren Angelina Jolie har været en af FN’s såkaldte flygtningeambassadører og har siden ikke blot adopteret flere børn fra udviklingslande, men også engageret sig aktivt i fattigdomsproblemer i Afrika og Asien. Både hun og hendes mand, skuespilleren Brad Pitt, står bag en fond, der støtter den internationale organisation Læger uden Grænser.
I øjeblikket arbejder ægteparret med en film om ansatte i velgørenhedsorganisationer og de politiske konflikter forbundet med sådan et job.
Kollegaen Scarlett Johansson arbejder ligesom Chris Martin for Oxfam og skal ifølge The Los Angeles Times til Afrika i februar i år. Den indflydelsesrige amerikanske tv-vært Oprah Winfrey finansierer offentlige skoler i Sydafrika, skuespilleren Sharon Stone har aktivt arbejdet for at redde malariaramte børn i Afrika, og skuespilleren Mia Farrow forsøger at afhjælpe situationen i Darfur.
Så sent som i midten af 1980’erne kunne kendte profilere sig offentligt ved at medvirke på en støttesang til fordel for sultende i Afrika. Dengang – i forbindelse med pladen og koncerten LiveAid – var støtteplader og -koncerter nok for at få opmærksomhed. I dag skal der noget andet og mere til.
Bombardement af billeder
Når Chris Martin fra Coldplay gør opmærksom på uretfærdige handelsbetingelser mellem udviklingslande og rige lande, og når Angelina Jolie tager til Afrika for at adoptere et barn, sker der måske noget, som ellers ikke ville være sket.
»Vi bliver overfodret med informationer om kultur, politik og alt muligt andet i tv og på nettet. Som kunstner har man brug for at skille sig ud i den sammenhæng. Velgørenhed er en platform, der i forvejen har ry for at være en god sag. Derfor bliver den brugt af mange nu. Indtil den bliver overudnyttet, og et andet felt træder i stedet«, siger lektor og samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.
Blød form for servering af nyheder
Ligesom en del britiske og amerikanske medieanalytikere peger han på, at det for tiden er i sekvenserne mellem de rå nyheder og de rene underholdningsprogrammer, at meget af meningsdannelsen finder sted.
Mange nyheder serveres og fordøjes i programmer i stil med danske TV 2’s morgenflade: Værter griber fat i det mest kildrende i morgenavisernes nyheder.
Gæster i studiet, herunder ofte kendisser, fortolker og diskuterer nyhederne. Den form for blød servering af nyheder fremmer eksponeringen af kendte mennesker frem for brugen af fageksperter, mener adskillige udenlandske iagttagere.
Engagement kan være tæt på at tage overhånd
Engang var det i sig selv nok at være kendt. I dag skal man være lige så dygtig til sit fag som talentløs kendis som unge, stenrige Paris Hilton, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at være berømt, selv om man ikke kan noget helst.
Chris Martin, Leonardo DiCaprio, Sharon Stone, Scarlett Johansson eller den Darfur-engagerede skuespiller Mia Farrow skal nu i sammenligning med tidligere investere mere tid og flere kræfter i velgørenhedssager, hvis engagementet skal forbedre deres brand.
Dermed ikke sagt at de kendte udelukkende involverer sig i miljø- og hjælpeorganisationer for at forbedre deres image.
Formodentlig er der holdninger bag det, de gør. I enkelte tilfælde synes engagementet bare tæt på at tage overhånd. Sådan et tilfælde ligner Bono.
Den selvstændige stat Bono
Af alle moderne kendis-aktivister er U2-forsangeren pioneren. Han har klemt håndflader med de mest indflydelsesrige statshoveder i verden, og han har fået paven til at blive fotograferet med fluebriller i selskab med mediefiguren Bono.
Næppe andre rockstjerner har haft den magt, Bono har. Hvor tidligere tiders kunstneriske aktivister som Jane Fonda og Paul Newman nøjedes med at agere uden for statsledernes kontorer, vader Bono direkte ind blandt magthaverne og forlanger indflydelse. Til nogens glæde og andres fortrydelse.
Således vakte han hans optræden under det seneste G8-topmøde så megen furore, at nogle mente, sangeren opførte sig, som var han en stat i sig selv. »G8 burde ændre sit navn til G9«, skrev journalisten Brendan O’Neill fra Spiked efter at have overværet, hvordan Bono som en selvbestaltet enmandsstat med stor succes infiltrerede de industrialiserede landes topmøde med ambition om at gennemtvinge løfter til fordel for de afrikanske landes økonomiske situation.
I tilfældet Bono er spørgsmålet pludselig ikke, hvorvidt de kendtes engagement virker. Men også om kendisser uden videre kan overskride almindelige demokratiske regler for at fremme deres egne sager.
