Der er sorte frakker overalt. Mennesker i sorte frakker, sorte kjoler, sorte bukser og sorte sko – men skoene er ikke lige blanke. Nogle er beskidte. Nogle er af gummi. Der er endda et par hvide træsko. Min fars sko er sorte og blanke. Og de skinner. Han har sorte bukser på, sort vindjakke og sorte sokker. Han ser godt ud. Blændende. Han har sorte rande under øjnene, for det skal være sort til en begravelse. Det skal det bare. Sådan er det altid på film. Sådan er det altid i Hollywood. Og præsten er også i sort, bortset fra den hvide krave. Han ligner til gengæld en idiot. En fucking nar. Jeg gad godt nok ikke være præst. Hold da op! Man får ikke en kæreste, når man ser sådan ud og sætter sig op på cyklen hver morgen og kører gennem byen, mens alle folk tænker: »En mand i nedturs-tøj!«.
Kirken er lille, men parkeringspladsen er stor. Den er nok fire gange så stor som selve kirken. Der er store vandpytter, fordi asfalten danner fordybninger fyldt med regnvand og efterårsblade. Det er de største og dybeste vandpytter i hele byen. De er gode at hoppe i, og min far og jeg er på vej til begravelse i sort tøj og sorte skinnede sko. Der er ikke så mange biler på parkeringspladsen, og der er ingen, der ser os, mens jeg hopper i vandpytterne.
