Arvo Pärt er badet i blitzlys, men han ser bestemt ikke ud til at være glad for det.
Som han sidder der i sofaen, mager og slidt, ligner komponisten mest af alt klichéen om en hellig mand, der bare længes efter at blive kroppens hylster og al denne verdens forfængelighed kvit. Hvor andre komponister kan tale op og ned ad stolper om deres musik – hvis nogen da ellers gider høre på dem – så er Arvo Pärt helst tavs.








