Hele vejen ned ad Istedgade står de som små farveklatter fanget af regnen.
Et af de der voldsomme sommerskybrud har overrasket dem, så de søger ly under grønthandlernes markiser eller i trappeindgange. De er afrikanske kvinder, klædt i skriggul, pink eller græsgrønne dragter. I høje guldsandaler, en del med turban. Alle med store guldsmykker og store smil. Det danske sommervejr kunne ikke drukne humøret fra de varme lande foran Vega. Hele det afrikanske community var kommet til Vesterbro lørdag aften for at finde deres nye Miss. En ung kvinde, der skal repræsentere Afrika og være rollemodel for alle dem med rødder i kontinentet, som vi normalt kun hører om i sammenhæng med ord som ’krig’, ’sult’ eller ’sygdom’. Men denne aften skulle der festes. 11 piger var udvalgt til at udvide forestillingen om Afrika og afrikanske kvinder. Og en af dem ville løbe med titlen som ’Miss Africa Danmark 2008’. De kommer fra Ghana, Etiopien, Sudan, Kenya, Algeriet, Uganda, Rwanda og Gambia. De er unge og smukke. Men Miss Africa er ikke en skønhedskonkurrence. Det slås fast allerede, da Sydafrikas kvindelige ambassadør, H.E. Dolana Msimang, bød velkommen. Forskellige farver »I aften skal vi finde en anden slags ambassadør, en kulturambassadør, der skal repræsentere hele Afrika. Og finalisterne er united colors of Africa, Fra mørk chokolade som mig selv, til lys karamel til ebony og ivory. Denne aften handler om at være stolt af, hvor man kommer fra og fejre alt det smukke fra Afrika«, sagde hun til højlydte yé, yé, yé-råb fra det kampklare kvindelige publikum i salen, der også var i alle nuancer af brunt. Det handlede altså ikke om at se godt ud i bikini eller komme med tomme klicheer som: »Jeg ønsker fred i verden«. Hvilket ellers er standard til Miss-konkurrencer fra Miss World til Miss Solskin til Miss Kentucky. For til forskel fra traditionelle modelkonkurrencer har disse piger noget på hjerte, de har oplevet krig, analfabetisme og en opvækst som ’anderledes’ i kommunefarvede Danmark. Aftenens dommere var sangerinden Caroline Henderson, danseren Toniah Pedersen, hiv/aids-rådgiver Peace Kabushenga og universitetslærer og projektleder Lassina Badolo. Ud fra personlighed, selvtillid, engagement og udstråling skulle de bedømme pigerne. Seriøse taler Så kom pigerne på scenen en efter en. De skulle holde en tale, hvor emnet var frit, men holdt sig alle i den seriøse ende. Som 26-årige Linda fra Ghana, der arbejder som hjemmehjælper i Århus og er i gang med at uddanne sig til frisør: »Set fra et europæisk perspektiv er Afrika lig med fattigdom. Men Afrika er også et kontinent fuld af kærlighed, stolthed og solidaritet. Man har ikke så meget, men man deler, hvad man har. I mit arbejde ser jeg mange ældre, der lider et savn og er ensomme. I Afrika tager man sig af sine ældre. Det synes jeg godt, Danmark kunne lære lidt af«, sagde den tydeligt bevægede Linda. Så blev det catwalk tid. Og pigerne stillede sig op på række og gik med stolte lange skridt i de høje sko i takt til Britney Spears’ ’Gimme more’-hit. En efter en satte pigerne sig på en stol, krydsede de bare ben og gjorde klar til ’spørgerunden’. Sidste års Miss Africa, Saba Kiros, stillede pigerne spørgsmål, de ikke havde fået lov at forberede sig på. Spørgsmålene var dog ikke i Trivial Pursuit-genren, men dilemmaspørgsmål, der skulle lære os noget om pigernes personlighed. Rappe svar Du sidder i et IC3-tog, og der sidder en pige ved siden af dig og hører høj musik og spiser chips og er ret irriterende, hvad gør du? »Hvis jeg sad i en stillekupé, ville jeg nok bede hende om at dæmpe sig. Men ellers har hun ret til sine chips og sin musik«, svarede den 20-årige jurastuderende Wegen fra Etiopien. Hvilken bog ville du tage med på en øde ø? »En bog med titlen ’Du er ikke alene’«, svarede 25-årige medicinstuderende Zehera med familiebaggrund i Algeriet lynhurtigt og grinede. Gallakjole og violin I talentrunden havde pigerne selv valgt, hvad de ville optræde med. Oppe fra balkonen sang Sally fra Gambia en pivfalsk, men alligevel rørende acapella-r’n’b-kærlighedssang. Zehera skridtede ind på scenen i lang gallakjole og satte en violin til kinden. Efter et minut lod hun sine ellers klassiske toner glide over i en forrygende afrobeat-fortolkning og fik hele salen med sig i denne ’det bedste fra begge verdener’-optræden. »Afrikaner eller dansker. Er det muligt at være begge dele på samme tid? Jeg synes ikke, integration er det samme som assimilation. Men jeg oplever også tit afrikanere, der ikke synes, jeg »opfører mig afrikansk«. Jeg ved ikke, hvordan man opfører sig afrikansk. Men jeg synes, vi har brug for en ny afrikanskhed og en ny danskhed«, sagde 25-årige Catherine fra Kenya, der læser jura og gerne vil arbejde med udvikling, i sin tale. Som en krigerprinsesse stod hun på scenen med et sind, der lyste op af trods i blodrød klædedragt fra sit hjemland og hævet masai-skjold. Hvad vil du være, når du bliver en stor pige, spurgte Curtis Mayfield engang sin datter, der svarede » Daddy, I would like to be Miss Black America« i sangen ’Miss Black America’ fra 1970. Det var den samme stolthed, samme viljestyrke og skønhed, der bar aftenen frem i Vega. Flere gange greb man sig selv i at knibe en tåre. Som da Miss Africa Sweden, 25-årige Matilda fra Togo, kom på scenen og fortalte sin historie. »Jeg kom til Sverige som 12-årig, hvor jeg hverken kunne læse eller skrive. I dag studerer jeg globale udviklingsstudier på universitetet. Og jeg har været hjemme i Afrika mange gange. For du er nødt til at vide, hvor du er fra, for at vide, hvor du skal hen«. Brandtaler og hofterul Kvinderne spildte ikke et øjeblik af deres tilkæmpede taletid med fnidder eller ligegyldigheder. Fra scenen kom den ene politiske brandtale efter den anden. »Afrika er en smuk blomst. Men også en misbrugt kvinde. Kolonitiden har påvirket Afrika hårdt. Ulandsbistand kan være en smuk tanke, men det nytter ikke noget, hvis den blot er et plaster på såret, der er med til at fastholde Afrika i et afhængighedsforhold til den vestlige verden«, sagde 26-årige Afua, antropologistuderende med ghanesisk baggrund. Hun havde i øvrigt også lige lavet en lille dokumentarfilm om en afrikansk mand, der længes hjem, til at akkompagnere den sang, hun havde skrevet til lejligheden. Mellem talerne var der danse- og opvisningsrunder, hvor pigerne, mere traditionelt, fremviste deres talenter udi hofterul og numsevrik, så min sidemand igen og igen måtte sige »betagende, ganske enkelt betagende«. Her gjaldt det, som så ofte ved den slags opvisninger, at pigen med de korteste shorts fik det højeste bifald ... Men det var, når de trak i de nationale klædedragter og de store paroler, at hver enkelt piges særpræg stod frem. Voldtægten må holde op Catherine fra Kenya holdt f.eks. en monolog med chokeffekt om trafficking og prostitution blandt de afrikanske kvinder, hun ser sælge deres krop på gaderne i København hver dag. »I aften er jeg en afrikansk prinsesse, for vi fejrer afrikansk femininitet. Men jeg er nødt til at bede jer om hjælp. Jeg har brug for, at voldtægten af vores kroppe holder op. Unge piger bliver brugt i dette kapitalistiske samfund. Vi kan skyde skylden på fattigdom, men jeg kan ikke lade det være ved det. For disse unge piger har mine brune øjne og det samme krøllede hår, som jeg kæmper med hver dag. Og jeg ved, at disse piger bare drømmer om de samme muligheder som mig, den afrikanske prinsesse«, sagde hun til bragende applaus. Som afslutning blev 2 Face Idibias interafrikanske megahit ’My African Queen’ sat op, mens pigerne galant blev eskorteret rundt på scenen i deres flotte folkloredragter. Kvinderne i salen rejste sig op og sang med på hyldesten til dem og deres medsøstre. » You are my African Queen, the girl of my dreams«. For nu kunne de næsten ikke sidde stille længere. Det hev i fødderne efter at komme op af stolen og få danset lidt. Diademet på hovedet Frem kom de fire dommere. Og så blev spændingen endelig udløst. Helt på Miss-konkurrencernes præmis blev vinderne råbt op bagfra. På tredjepladen var det Afua fra Ghana. På andenpladsen Zehera fra Algeriet. Og på førstepladsen blev det masai-krigersken Catherine fra Kenya. »Jeg er så glad. Jeg mangler ord. Og det gør jeg ellers ikke ret tit!«, strålede hun, da diademet blev sat på hovedet, og regnen af præmier væltede ned over hende.
