Lørdag »Stod tidligt op og fløj med min kæreste Lea til Slovenien og indlogerede os i en bjergby ved navn Bled. Vi boede i sådan et gammelt Tito-palads, Villa Bled, der nu er lavet om til hotel. Det blev bygget til et stort møde med Stalin efter Anden Verdenskrig, men mødet blev aflyst, da Jugoslavien og Sovjetunionen kom på kant. Og nu er det hotel. En underlig hybrid med arkader og kolonnader og totalitær arkitektur i den officielle sovjetiske stil. Sådan med nogle store mosaikker, der hylder de forskellige arbejderes dagligdag. Det er en væsentlig del af faget, at man tager sine øjne med sig, når man rejser. Og rundt om i verden er der en kæmpe rigdom, alle mulige ideer, man kan stjæle med arme og ben. Når man først har fået øje for det, kan man ikke lade være med konstant at tjekke ud, hvordan man i forskellige kulturer har valgt at indrettet sig. Jeg har altid moret mig over, at man i folkeskolen bliver undervist i de mest marginale emner, men at man ikke har nogen arkitekturundervisning. Selv om ligesom alt, hvad man foretager sig, er på arkitekturens nåde. Du bliver født i en bygning, så bor du i en bygning, går i skole og på arbejde i en bygning. Arkitekturen er ligesom et kunstigt menneskeskabt lag af planetens overflade, som vi burde interessere os sindssygt meget for, fordi det former vores livsbetingelser. Vi kørte rundt og tjekkede landskabet ud og tøffede ind til byen. Slovenien ligger jo lige imellem Italien, Østrig, Ungarn og Kroatien, og det er tydeligvis en blanding af de fire ting. Og så er det sådan meget Schweiz-agtigt med stejle bjerge. Vi spiste på en restaurant nede i landsbyen, hvor vi kunne konstatere, at slovenske portioner er sådan cirka dobbelt så store som det, vi er vant til. Jeg fik et orgie af sådan en trøffelpasta«. Søndag »Vi spiste morgenmad på den store fællesterrasse på hotellet med udsigt over søen. Det var glimrende vejr. Og det hele var sådan lidt fyrsteligt. Det har garanteret været et sted, hvor den jugoslaviske partielite har hængt ud. Der var en lille marina med robåde og en lille badebro med blå- og hvidstribede strandstole. Vi sejlede en tur på søen og var også ude at bade. Så tøffede vi lidt rundt, men vores GPS troede hele tiden, at vi kørte off-road og bad os om at dreje, så vi endte på nogle sindssyge steder med afsindigt stejle grusveje. Der ligger en ekstremt stejl klippe ud til søen, og oven på klippen en fæstning, som vi traskede lidt rundt i. Det er fuldstændig sygeligt grønt, fordi det både er varmt og regner meget. Alle bygningerne i Bled er pakket ind i vedbend, arkitektens trøst. Så alle husene er afsindigt grønne. Mange af træerne er også pakket ind i vedbend. Og det samme med borgen. Så man gik bare rundt i det her sindssygt begrønnede tegneserielandskab. Det var lidt sjovt for mig at se, for vi tegner på en præsidentvilla til præsidenten i Baku i Aserbajdsjan og researcher på forskellige fyrstepaladser og den slags. Vi har også lavet et survey af James Bond-skurkenes tilholdssteder. Du ved, de er enten inde i en vulkan eller oppe på en bjergtop. Og det her mindede mig om der, hvor James Bond, vist nok i ’For Your Eyes Only’, skal klatre op ad bjerget til det her skurkely«. Mandag »Vi tog en demonstrativt langsom morgen og forlod først hotellet, da vi blev smidt ud over middag. Så kørte vi ind til Ljubljana, hvor jeg holdt mit foredrag for noget, der hedder The European Forum for Architechtal Policies. Vinklen var arkitekturpolitik i EU, så jeg kom med tre forslag til lovændringer, som kunne gøre det nemmere at være progressiv arkitekt i Europa. Det helt ubegribeligt, så svært det kan være at komme igennem med nye projekter. I det offentlige bliver man ofte straffet for at få ideer, ved at prisen for at få idéen er, at man ikke selv har lov at realisere den. Forslagene tog udgangspunkt i tre projekter, vi har lavet. Det ene var til et vandkulturhus i Aalborg, som blev droppet på grund af pengemangel, nær var blevet realiseret i Randers og dernæst i Valby, og som nu bliver opført i Odense havn. I stedet for at svømme frem og tilbage skal man i vores projekt svømme rundt om en ø med udsigt til omgivelserne. Vi får bare ikke selv lov at tegne det, fordi EU-regler betyder, at hvis man tidligere har haft med projektet at gøre, må man ikke byde på det. Mit andet forslag tog udgangspunkt i en konkurrence, vi vandt om at tegne Danmarks Søfartsmuseum i en dok i Helsingør. Vi lavede et projekt, hvor vi skabte et hulrum i jorden rundt om dokken, og der lagde vi museet, mens selve dokken kunne ligge som en kæmpestor bymæssig plads, der er sænket ni meter ned i jorden i læ for vinden. Men Danske Arkitekters Landsforbund har så sagsøgt bygherren, fordi de mener, at EU-reglerne er brudt, fordi vores vinderprojekt ikke holder sig inden for dokken. Men det er jo en klassiker inden for arkitektur, at den bedste løsning tit er den, hvor man bryder lovens bogstav, men overholder dens ånd. Mit sidste forslag tog udgangspunkt i Kløvermarken. Igen har vi så brugt næsten tre år på at stille det forslag til, hvordan man kunne bygge to et halvt tusind boliger, uden at det kostede så meget som en fodboldbane, ved at bygge det her smalle bælte rundt om Kløvermarken. Og så ender det med, at det udbydes i konkurrence, som så vindes af et mere almindeligt forslag. Efter mit foredrag tog vi op på sådan en gammel fæstning, der ligger oven på en klippe midt i Ljubljana, hvor der var reception på en Mies van der Rohe-udstillingen. Op til fæstningen fører sådan en skrå elevator, og den interesserede mig, fordi vi selv har brugt en skrå elevator i ’Bjerget’ i Ørestaden«. Tirsdag »Vi besøgte nogle af mine kolleger i Ljubljana, som vandt Mies van der Rohe-prisen i år. De samler på sådan nogle moderne møbelklassikere, så deres tegnestue var nærmest et showroom af fede folkelige møbler, mange fra Østeuropa. Og jeg er lige flyttet ind i en ny lejlighed, så nu sender de mig en liste over dem, de har til salg, så det kan være, at jeg får mig nogle fede tjekkiske modernistiske klassikere fra 50’erne. De viste os nogle af deres projekter i lokalområdet. Om eftermiddagen hoppede vi på en flyver og fløj hjem. Min bedste veninde skal giftes på lørdag, og hendes far døde, da han kun var 15 år gammel. Så han var heldig, at han nåede at få en datter. Men hun skal jo have nogen til at føre sig op ad kirkegangen, så jeg skal agere hendes far. Lørdag skal jeg holde min første brudens-far-tale, så jeg har anskaffet en Emma Gad og en britisk selvhjælpsbog, der hedder ’Writing the speach to your daughter’s wedding’. Og den læste jeg på vej hjem i flyet«. Onsdag »Det var en maratonmødedag, hvor jeg mødtes med de forskellige teams, og taler om de projekter, der er i gang. Et af dem er en villa, som vi tegner for en bygherre, der bor i USA, men er i Danmark i denne uge. En rigtig fed fyr, som er direktør i Pihl & Søn i USA, og som vi oprindelig havde tegnet en villa til, som vi så efter to år fik afslag på byggetilladelse til i Rudersdal Kommune. Men under en taxatur i Korea fik en kollega og jeg så en ide til, hvordan vi kunne lave huset på en ny måde, som er 100 gange federe, og den har vi endelig fået godkendt. En af bygherrerne er John F. Kennedy-fan og har købt en række Kennedy-ting. En af hans stole. En af hans penne. De vil have en teatersal, fordi han er skuespiller og instruktør. Og de vil have et ovalt kontor med samme proportioner som det i Det hvide hus. Og så kan de godt lide beton. Det er der kommet et rigtig godt hus af, som skal ligge på en smuk skrånende grund ned til Furesøen. Samme dag fik jeg så definitivt at vide, at vi har tabt konkurrencen om Kløvermarken. Vi havde opsnappet det på vandrørene allerede fredag. Og det var ingen stor overraskelse, for allerede for et år siden, da Klaus Bondam (radikal miljøborgmester, som insisterede på at udskrive en konkurrence om byggeriet ved Kløvermarken, red.) lavede sin kovending, var vores projekt dødsdømt. Man kan sige, at Kløvermarken har været meldt savnet i et år, og nu fik vi så endelig bekræftet, at den var død. Og når man har været arkitekt i snart 10 år, har man altså tabt så mange konkurrencer, at man dårligt kan undgå at blive god til det. Selv om lige denne her nu var ekstra ærgerlig. Ringede til en af vores bygherrer, som importerer biler, og fik arrangeret, at jeg låner en ultralækker Mercedes fra 1970 med kaleche, som jeg skal hente bruden i lørdag. Derefter koordinerede jeg en del aktiviteter. Fredag skal jeg til London og åbne en udstilling. Lørdag bryllup. Søndag er min fars fødselsdag og min kærestes lillebrors studentergilde. Samtidig har min far lige haft jubilæum og går på pension, så jeg skulle finde den rette gave til ham«. Torsdag »Sad hjemme og skrev på en konkurrence. Havde møde på arbejdet klokken 10. Da kom han med bilen og lærte mig at betjene kalechen, så jeg kan slå den ned, hvis solen skinner lørdag. Det er sådan babymetallic-blå med mørkeblå kaleche. En yndig bil. Jeg håber virkelig, at det bliver godt vejr. Møde med en norsk bygherre, som vi tegner et skihotel til i Lillehammer. Et fedt hotel, udformet så man kan ski igennem foyeren. Igennem et glasrør, så man kan sidde og drikke varm kakao og se folk snowboarde igennem. Taget rammer jorden i begge sider, så du kan du tage elevatoren op på toppen og tage en rød løjpe ned ad taget på den ene side og en grøn på den anden. Var inde til offentliggørelse af Kløvermarken klokken 13. En blandet fornøjelse. Som min far ville have sagt: Af tre års frivilligt ubetalt arbejde bliver man klog, men sjældent rig. Vores projekt tog udgangspunkt i den ultratætte middelalderby. Og når man lægger et stort grønt rum i midten, er der ingen grund til at lave tusind andre grønne rum. I øvrigt er en by jo ikke en mur. En gade som Elmegade på Nørrebro er 11 meter bred. Birkegade er syv meter bred. Og folk elsker at bo på Nørrebro. Nogle af de kvarterer, der fungerer bedst i København – altså brokvartererne og indre by – men hvis der var nogen, der tegnede dem som konkurrence, ville de ikke kunne vinde. Der synes jeg, at vinderprojektet bygger på en gammeldags modernistisk tankegang om, at gader skal være megabrede, og at der skal være grønne parker mellem alle husene. Tilbage på tegnestuen og mødes med et team, der arbejder med et bæredygtigt højhus. Nåede ikke at skrive talen til bruden«. Fredag Min kæreste og jeg tog til lufthavnen klokken syv. Jeg havde en megafon med, jeg ville holde mit foredrag igennem. Og da jeg så rodede med den i tasken i bussen ud til flyet, kom jeg til at slå sirenen på. Og når man står inde i en bus, lyder det som den højeste lyd, du nogensinde har hørt. Hvis du forestiller dig, at du kører en ambulance ind i en bus og så bare starter sirenen. Så alle ... og det tog mig faktisk et stykke tid at finde afbryderen. Tog flyveren til London, landede og blev ringet op af ... nej, det kan jeg faktisk ikke sige. Fik en meget glædelig nyhed om, at vi har vundet en konkurrence, som er superspændende, men som først bliver offentliggjort til september. Men det har helt klart pyntet lidt på morgenen. Det er en stor opgave i udlandet. Så til South Kensington, hvor vi har udstillingen, og mødtes med folket, og den ansvarlige for udstillingen er en af nøglefigurerne i den konkurrence, vi har vundet, så på vejen købte jeg en flaske champagne og nogle glas. Har været med en kollega til møde med et stort britisk ejendomsudviklingsselskab og talt om fremtidigt samarbejde. Dernæst tilbage til hotellet, og så åbnede vi udstillingen ’The Big Copenhagen Experiment’, hvor jeg fortalte nøglepointer fra nogle af vores projekter. Jeg sluttede med at erklære Kløvermarken død, men viste et projekt, som bygger på en lignende idé, bare gearet 10 gear op et helt nyt sted i verden. I aften er der fest, men for min kærestes og mit vedkommende slutter den i hvert fald definitivt ved, at jeg klokken kvart i fem skal sidde i en taxa til lufthavnen. Jeg har faktisk booket to fly. Just in case. For brudens far kan ikke rigtig udeblive fra brylluppet«.