To helte, den ene kendt af alle, den anden af ingen. Og en romanforfatter, der har sat sig for at gøre de to til hinandens ligeværdige sidekammerater i det usynlige victorianske klasseværelse, hvor ordene er mange, men fortrængningerne endnu flere. Deres veje krydsedes sent i livet, Arthur Conan Doyle, lægen, der blev verdensberømt som ophav til den skarpsindige detektiv Sherlock Holmes, og George, en beskeden advokatfuldmægtig, der blev landskendt, da han blev dømt til syv års strafarbejde, uden klare beviser, på tynde indicier, for at have maltrakteret dyr i den engelske landsby, hvor han var vokset op. Den berømte forfatter faldt over en notits om dommen – i sin fan-post, der var på gennemsnitlig tres breve om dagen – og så med det samme, at her måtte der foreligge et justitsmord. Han kastede hele sin prestige ind i sagen og skaffede den dømte hans ære og advokatbestalling tilbage, men dommen fik han aldrig ophævet. Myndighederne var for meget ud af ét stykke i dronning Victorias selvbevidste England. Og Conan Doyle for lidt af en Sherlock Holmes. DEN UKENDTE George Edaljis usædvanlige efternavn signalerer indvandrerbaggrund. Hans far var inder, omvendt til kristendommen af engelske missionærer og derefter havnet et så usandsynligt sted som i en anglikansk præstegård i England. Præstesønnen George, der altså er andengenerationsindvandrer og brun i huden, udtrykker tidligt og sent den overbevisning, at justitsmordet i hvert fald ikke skyldes racefordomme. For eftertiden er det svært af få øje på andre motiver.
Fortrængningernes glansperiode Betragtet som en roman om det skændige justitsmord har Julian Barnes’ beretning unægtelig lange startbaner. Oven i købet to af dem, for han fremstiller de to mænds liv i to sæt kapitler, der står mellem hinanden uden at have noget med hinanden at gøre, før de mødes sent i deres liv. Men selvfølgelig fortæller begge de adskilte historier om den samme tid, fortrængningernes glansperiode, den tid, der endte, og måtte ende, med at fostre Freud. Her hører vi om den glansfulde forfatters ægteskabelige dobbeltliv, som alle kender til, og ingen vil vide af. Og om præstesønnen, der bliver mobbet i landsbyen, men altid anonymt, fordækt, uhåndgribeligt. Betragtet som historisk pålidelig dokumentar, hvis man ellers kan det, er ’Arthur & George’ et vidnesbyrd om, hvor forbløffende lidt Conan Doyles kriminalistiske evner var værd i det virkelige liv. For han skaffer ikke den fejlagtigt dømte af krogen ved at fremskaffe beviser. Det er som kendis, ikke som detektiv, han påvirker sagen, med følelser og larm, ikke med kendsgerninger. Her hjælper ingen kære Watson. Justitsmordet begået mod den halvt indiske præstesøn er dog nok snarere et påskud for en dybt indlevet skildring gennem to portrætter af en epoke, så ordrig som de victorianske romaner og lidt til, men udført med Julian Barnes’ kendte evne for at lade det fortrængte fylde op og stritte frem.