Af mindst to iøjnespringende grunde vil mange umiddelbart tvivle på, om tegningerne ved siden af disse linjer nu virkelig skulle repræsentere noget af verdens bedste seriekunst – eller snarere udstille stregkode-aflæserens tvivlsomme, umodne smag?
Nå, den sidstnævnte er nok for længst kompromitteret. Ikke desto mindre er ophavsmanden så uundgåeligt et højdepunkt i tegneseriehistorien, at det kan måle sig med kurverne i heltindens anatomi.
Senatshøring og autodafeer
Harvey Kurtzman (1924-93) er en af de mest originale tegnere og indflydelsesrige og mangesidede serieskabere og -redaktører i USA i dette århundrede: Opfinder og første redaktør af det satiriske MAD Magazine, inspirator og igangsætter for kolleger lige fra Asterix-forfatteren Goscinny (se her på stedet i går) til yngre underground-tegnere som Robert Crumb og Gilbert Shelton, der fik plads i hans kortlivede blade med titler som ’Trump’, ’Humbug’ og ’Help!’ Ja, han har sågar bragt Terry Gilliam og John Cleese sammen og er dermed en slags gudfar til Monty Python’s Flying Circus.
I 1950’erne blev der hetzet mod tegneseriernes »forførelse af de uskyldige«, i 1954 ligefrem med senatshøring og autodafeer, afbrænding af comic books foranstaltet af bibliotekarer. Op imod dét satte Kurtzman, som havde tegnet serier siden grundskoleårene, dén satiriske overdrivelse, der får hykleriet til at punktere sig selv.
Slikket lækker tegnestil
Med tegnere som Will Elder, Wally Wood, Don Martin og mange andre blev MAD hans vigtigste og mest sejlivede frembringelse. Men ’with a little help from his friends’, især samme Will Elder (1922-2008), skabte Kurtzman også fra 1962 til 1988 serien ’Little Annie Fanny’ som et glimrende anskuelseseksempel: Serien løb med ujævne mellemrum i Playboy – og den punkterede dels det sundhedsskadelige offentlige seksualsnerperi, bladet så sig i polemik med, men desuden Playboys egen, let lumre version af sundt frisind. I en slikket lækker, tredimensional tegnestil, der mimer fotopornografiens farvefiltre og highlighting.
Midlet var simpelt: Hæmningsløs overdrivelse af det overdimensionerede, men underfrankerede kvindeideal, bladets fotosider selv dyrkede uden ironi. Omgivet af lallende liderlige, fjoget grinende mænd af umiskendelig lighed med læseren.
De store tableauer i serien er myldrende fulde af karikaturer af kendte amerikanere, og dens skiftende påskud for at holde heltinden afklædt er så søgte, at enhver kan mærke hensigten og blive forstemt over hykleriet, opstemt af humøret. I
lige så høj grad som ’Pogo’ (se pladsen her 11. juli), men med kritikken rettet mod andre tabuer var ’Little Annie Fanny’ en politisk serie – og et afgørende bidrag til det antiautoritære oprør sidst i det årti, serien blev skabt i.
fortsæt med at læse
