Tegneserier er ikke bare billedkunst i stribevis, men noget andet.
En af mine bedste venner var billedkunstner, kolorist i området fra det surrealistiske ud mod det nonfigurative i sporet efter Jorn, og med en usvigelig indre sikkerhed på, hvad der var god kunst og hvad ikke. Hans livsappetit og generøse humor stod åben for mange seriestribers vid, men han havde det alligevel med serier, ligesom mange andre malere har det: Som billedkunst betragtet efterlod de fleste albums på mine reoler ham nogenlunde kold i røven.
Undtagen ’Bål’. Hvorfor?
Et hovedkrav til tegneserien er jo genkendelighed. Personerne skal kunne kendes fra rude til rude, striben fra dag til dag – og seriens univers kunne identificeres med noget fra læserens erfaring. Nærmest omvendt med moderne billedkunst: Originalitetskravet til hvert nyt maleri, ny skulptur eller installation er, at værket skal være unikt, gerne åbne helt ny erfaring for tilskueren. Sprængningen af naturalismens (verdens)billede i årtierne omkring forrige århundredeskifte øgede den afstand.
Fortællekunst uden ord
Men selv om billedkunsten skaber forfra hver gang, mens tegneseriekunst er. . . serieproduktion, kan billedfortællingen jo godt være original grafik og skarpsindig fortællekunst uden ord – ’Tavshed’, f.eks. Og humor kan forene suveræn grafisk minimalisme med en intens og original tilværelsestolkning – f.eks. i ’Krazy Kat’ (hhv. 22. og 2. juli).
Og selv om tegneserier ikke bare er billedkunst i striber, er ’Bål’ måske et eksempel på, at det næsten kan være tilfældet: Nok er teksten her nødvendig for at fatte handlingen – der også kan opfattes som en drømmeudskrift fra løjtnant Absinthes (sinds)sygejournal – men langtfra tilstrækkelig til at lodde dybden i denne historie om, hvordan det irrationelle, dyriske, måske også mere oprindelige, kan få overtag over det civiliserede, kontrollerede og måske livsfjendske i mennesker. Og selv om man kan kende de grove farvekridtskikkelser fra hinanden i den ekspressionistisk og futuristisk inspirerede stil, er det farverne lige så meget som figurerne, der skaber fortællingen.
’Fuochi’ udkom på italiensk 1986, men selv om Lorenzo Matotti (f. 1954) har udgivet flere serier i samme stil, bl.a. ’Labirinti’ (sammen med Jerry Kramsky), er ’Bål’ (1987) hans eneste på dansk. Kan man lide dén, vil man muligvis også synes om franske Jacques de Loustal (f.eks. i ’Hjerter af sand’ og ’H for Ævn’) eller spanske Miguelanxo Prado (’Kridtstregen’, ’Berøringer’), hvis farveføring vil mere end illustrere. Danske Peter Kielland (’Jernpotte’ og ’Fisk’) og Teddy Kristiansen (’Den røde dagbog’) nærmer sig også – på helt forskellige måder – den grænse mellem serien og maleriet.
Lorenzo Mattotti: Bål (Carlsen Comics De Luxe, 1987). www pol.dk/stregkoder.
