Den langt udspundne, begavede, men ligefremme fortælling med både spænding og humor og i en enkel, klassisk rund streg havde ikke mange chancer i dekonstruktionens, intertekstualitetens, metakommentarernes og selvironiens skeptiske USA-kultur i 1980’erne og 1990’erne.
Men midt i det hele viste der sig alligevel et fortryllende lyspunkt:
Bone.
Opflasket hjemme i Pennsylvania med Walt Kellys sumpdyr i Pogo, Barks’ Disney-ænder og Schulz’ Radiser for slet ikke at tale om Tolkiens ’Ringenes herre’ mødte Jeff Smith (f. 1960) som syttenårig den europæiske tegnestil i bladet Heavy Metal og besluttede sig for at forene Kellys og Moebius/Girauds streg i de figurer, der godt kan ligne levendegørelser af de runde menneskeknogler, vi plejer at tegne under piratflagenes dødningehoveder:
Den ligefremme Fone Bone, kæk og retlinet, men måske ikke just intellektuelt rustet til Mensa-medlemskab; den cigarrygende, banjospillende, happy go lucky-drivert Smiley Bone, ikke uden lighed med Pogos ven, alligatoren Albert; og så deres betænkelige fætter, rigmanden Phoney Bone, ligesom Onkel Joakim med et lille hjerte på rette sted, men lige ved siden af tegnedrengen. Hans griske tricks fik hele trekløveret jaget ud af Boneville.
Ud i vildnisset, hvor de møder alt fra levende blade (men her er de insekter også talende) til de gruopvækkende og grinagtige, hundesultne og torskedumme rottemonstre, der vil lave quiche af Fone Bone. Monstrene ledes af deres kæmpeudgave Kingdok, men er bange for den ildsprudende Drage, der dog helst nøjes med en smøg. Menneskene i Barrelhaven & Omegn omfatter Bedstemor Ben, der kunne se ud til at stamme fra ’Li’l Abner’s hillbillie-bjerge, og hendes barnebarn, den yndige Thorn, udvalgt og kaldet til store opgaver og drabelige bedrifter i kampen mod Den Kutteklædte. Fone Bone sværmer for Thorn, selv om hun ikke gider høre om hans yndlingsroman, ’Moby Dick’.
Smith afslog seriesyndikaternes ’forbedrings’-krav og ventede, til han selv i 1991 kunne begynde at udgive serien i sort-hvid og dét umage format, han fandt rigtigt, og efter en sej start blev ’Bone’ midt i 1990’erne den mest solgte sort-hvide serie i USA, efterspurgt af Disney (der hidtil har fået afslag) og overdænget med alle tegneseriekunstens hæderspriser. »Jeg elsker Bone. Bone er skøn!«, siger ’Simpsons’ tegner, Matt Groening, og så kan man ikke nå meget højere i dén verden.
Jeff Smith: Bone. Udkom først som 55 enkelthefter 1991-2004, efterhånden samlet i ni bøger. En senere farvelagt udgave er nået til bind 8. Den danske udgave inddeler bindene anderledes og begyndte i 1995, men gik i stå igen efter bind 12 i 1999 (Carlsen Comics). www pol.dk/stregkoder.
