Man skal ikke skure hunnen mod hårene, vrissede kællingen, da manden gav hende hendes julebad.
Så ligesom Foghs antiautoritære udfald mod smagsdommere ikke blot var fordummelsens politik under folkelighedens maske, men viste sig at kamuflere en central autoritetskontrol af stalinistiske dimensioner og med tilsvarende lammende virkning ... øh, ja: Lige sådan med Robert Crumb (f. 1943) – bare omvendt, selvfølgelig:
Crumbs serier om Mr. Natural, Fritz the Cat, Den afskyelige Snekvinde m.fl. ligner unægtelig hæmningsløs chauvinisme af den mest umodne art, ofte endda i en bevidst grim grovkarikatur. I bedste fald et uudviklet, sexbesat menneskes offentlige selvterapi – som han selv omtaler det.
Afpisning af fascistoidt magtmisbrug
Men på baggrund af det bigotte middelklasse-USA, han voksede op i (og giver gruopvækkende glimt af i Terry Zwigoffs portrætfilm ’Crumb’) ville alene dét i sig selv være et smukt udtryk for menneskelig overlevelsesvilje.
Og dertil kommer altså, at Crumb er en minutiøs og original grafisk håndværker, forsvarer for frisind og nysgerrighed og en uhjælpelig elsker af (drømmen om) dét ’andet Amerika’, der tog hans tosserier til sig i en grad, som næsten kun Carl Barks og Charles M. Schulz ellers har oplevet.
De amerikanske underground-comix sidst i 1960’erne høstede, hvor det foregående årti havde sået med Kellys ’Pogo’, Kurtzman og Elders MAD Magazine (og ’Little Annie Fanny’): Som led i hele hippie- og ungdomsoprøret foregik på comic-scenen en grænseoverskridende afpisning – ofte helt bogstaveligt! – af al hul autoritet, hyklerisk snerperi og fascistoidt magtmisbrug.
Til lyden af Jefferson Airplane
Frø af fygræs, fniseurt og det, der er værre, var føget over hegnet, så hvis akkompagnementet til MAD og Pogo var Tom Lehrers musikalske satirer (Elvis og Jerry Lee Lewis kunne Superheltenes massepublikum endnu beholde), så læser man Crumb, Gilbert Shelton (’Freak Brothers’) og de andre syrebasser til lyden af Jefferson Airplane eller Janis Joplin (som Crumb tegnede et pladeomslag for). Mens lydsiden af den stuerene Hopalong Cassidy & Co. nærmest var ’Løb nu til, Ibrahim!’ og ’Nede ved Mølleåen’.
Heftet Zap no. 0 (1967) var et kvantespring, og samme år viste ’Mr. Natural’ sig for første gang i bladet Yarrowstalks: I kartoffeltudsstreg a la ’Klaus Kludder’ (’Snuffy Smith’) filosoferer den langskæggede mandsling i gammeltestamentlig profetskjorte cool over livets talrige selvmodsigelser og møder både Gud og Fanden, mens han udfolder en helt ukræsen seksualappetit.
Crumb bor nu i Sydfrankrig, spiller banjo i et traditionelt jazzband og prøver at tage sig sammen til en gennemillustrering af hele Første Mosebog – fra bidden af æblet over Onans egenhændige jordbundsberigelse – SQUIRT! – til Noahs praktisering af Crumb-sloganet ’The family that lays together stays together’.
fortsæt med at læse
