Egentlig var Mikael Colville-Andersen en helt almindelig bekvemmelighedscyklist, der ligesom mange andre havde en halvgammel cykel stående under et hullet halvtag i København.
Hver eneste dag stred han sig af sted for at komme på arbejde, men anden interesse havde han ikke i cyklen. Derfor er ordene, som nu ruller fra ham, ikke nogle, han for bare halvandet år siden ville have drømt at lukke ud. »Det er poesi, når ben bevæger sig. Når cyklister rykker fremad i flok som en fiskestime. Det er fysisk æstetisk«, konstaterer Mikael Colville-Andersen og nikker mod rækken af forblæste mænd i glatte jakkesæt og kærestepar fordelt på Christianiacykler, der moser op ad Knippelsbro i København. Vippebroen er et af Mikael Colville-Andersens foretrukne steder, når det kommer til at glane efter andre cyklister. Og derfor stedet, hvor vores cykelsnak begynder.
