Stevie Wonder og datteren Aisha Morris i Aalborg.
Foto: RENÉ SCHÜTZE

Stevie Wonder og datteren Aisha Morris i Aalborg.

Kultur

reportage Stevie Wonder er et dunkende R&B-dyr

Soulveteranen Wonder var lige ved at forvandle koncerten i Aalborg til Obama-bønnemøde. Heldigvis tog det groovy over.

Kultur

Han er lige til at blive republikaner af, ham Stevie Wonder.

19 år efter manden var her sidst, lod han sin koncert i Gigantium i Aalborg i aftes udvikle sig til et valgmøde for Barack Obama, hvor vi skulle messe den amerikanske præsidentkandidats navn i musikalske omkvæd.

Da Wonder råbte efter en ’rapper’ blandt publikum, lød det grangiveligt, som om han kaldte ’republikaner’, og jeg så det ske for mit indre blik: en nålestribet ung mand blive rullet i tjære og fjer og sendt ad Bloksbjerg til med blodet silende ud fra der, hvor hornene havde siddet i panden, med svovldunster ud af pruthullet, der hvor den kløftede hale var udsprunget fra rumpen.

Banalt
Hvorfor skal det være så øredøvende banalt, når kunstnere forholder sig til politik.

Som nu Schwarzenegger på den ene side og Wonder på sin?

Hvis jeg var Obama, ville jeg så langt foretrække at have en aldrende, hvid country-redneck på min side end en Wonder, hvis støtte er så forudsigelig, så den dårligt kan gå andet end galt i byen i de hvide Sydstater.

Kan ikke få nok groove
Men musikken. Uuuuh, musikken!

Dem, der frygtede, at den nu 58-årige soulveteran også live havde solgt ud til easy listening, havde another thing coming.

Kan ske, han ikke har lavet en nævneværdigt formidabel sang siden omkring 1980, og guderne skal vide, at der gik flødesovs i den i postpunkens tid, men i sit hjerte og i hver celle af sin krop er Stevie et stort, heftigt dunkende R&B-dyr, der bare slet ikke kan få nok af that groovy thang.

Sublim på tangenterne
Som vokalist er han helt umærket af, at der er gået knap 50 år, siden han slog igennem som ’Little’ Stevie Wonder, på mundharmonikaen kommer han helt ud i jazzimprovisationernes yderkroge, og hans tangentspil er intet mindre end sublimt.

Sandt at sige er den unge R&B-hunk John Legend i så godt som kødelig musikalsk familie med Wonder, men der skal noget til, før han overgår forbilledet i det stykke.

For mit vedkommende skulle vi bare hen til og gerne FORBI den forlorne ’I Just Called To Say I Love You’, og det kom vi godt nok også.

Klassikere til et helt liv
Lød ’Superstition’ helt så funky tilbage i 70’erne, så tæt, muskuløs og danseforhippet?

Og ’Higher Ground’ og ’Living for the City’? Havde ’Visions’ den samme ubetvingeligt henrykte hymniskhed i sin egen tid? Og var ’I Wish’ ligeså magtpåliggende i sine flashbacks på en ubekymret barndom? Og hvornår blev vi sidst så glade i låget, da vi hørte ’Don’t You Worry ’bout a Thing’?

Selv hvis John McCain bliver ny amerikansk præsident og ikke de liberale kendissers yndling i den demokratiske lejr, vil vi danse videre på efterdønningerne af ’Don’t You Worry ’bout a Thing’, min egen yndlingssang at gå ned med Titanic på.

Klædt i sort kaftan med sølvbrokade om halsen og om ærmerne og med de karakteristiske Ray-Ban-solbriller under skaldeissen lod vi Stevie Wonder hylde sig selv for et halvt århundredes klassisk amerikansk komponistarbejde.

Han har solgt millioner og atter millioner af plader, og selv om han ikke har skabt noget originalt i over et kvart århundrede, har han materiale at føde sig selv og os andre på til … ja, ’til the twelfth of never.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden