Johanna Korhonen fortæller om den seneste uges begivenheder til Mette Olsen

Lørdag
Jeg vågnede ved 9-tiden. Vi spiste morgenmad i ro og mag, og vores to tvillingedrenge så tegnefilm. Jeg foreslog, at vi gik i biografen, så vi kiggede i avisen og fandt en film, der passede til os alle – min partner, Pirkko, er 45, jeg er 40, og drengene er 4. Ved middagstid var vi inde i Helsingfors – vi bor i Vantaa, som ligger 20 kilometer fra centrum – og så ’Den magiske legetøjsbutik’. Bagefter gik vi på en græsk restaurant for at spise frokost. Moussaka og oliven og den slags.

Om aftenen gik hele familien i sauna. Vi har vores egen sauna – alle har deres egen sauna, også selv om man bare har en meget lille lejlighed; faktisk tror jeg, at der er flere saunaer end mennesker i Finland. Unge mennesker plejer at gå til fest, når de har været i sauna. Vi snakkede sammen, drengene legede med vand, og vi vaskede deres hår.

Søndag
Vejret var rigtig dejligt, lunt, og solen skinnede, og alle bladene på vores ahorntræer er helt gule, så efter morgenmad gik vi i haven for at nyde farverne. Drengene legede med alle bladene.

Vi var inviteret til frokost hos nogle venner, som også har tvillinger. Vi fik laks, salat, lidt vin. Vi talte om arbejde og det skift, vi skal til at foretage. De lovede, at de nok skal komme og besøge os, når vi flytter til Rovaniemi. Det er der, Lapin Kansa bliver udgivet, det er den største by i Lapland, 900 kilometer nord for Helsingfors.

Mandag
Stod op kl. 6.30. Jeg tog bussen ind til Helsinki, til mit arbejde på journalistmagasinet Journalisti. Der lå en besked fra Mari Vuorre, der er human ressource-manager i Alma Media Group. Hun bad mig ringe straks, og det gjorde jeg så. Hun sagde, at jeg skulle komme hurtigt ud til Alma Medias hovedkontor her i Helsingfors. Der var et problem med en sms, jeg havde fået fredag fra en på Lapin Kansas redaktion, sagde hun. I sms’en var jeg blevet spurgt, om jeg stadig havde tænkt mig at flytte Rovaniemi, eftersom min partner er kandidat til kommunalvalget her i Vantaa. I sms’en stod der også, at der i Alma Medias medarbejderblad var en notits om, at jeg skulle flytte dertil med min mand og vores børn, men hende, der sendte mig sms’en, ville rette det, »for jeg ved jo, at du har en kvindelig partner«. Efter at jeg havde fået sms’en, talte jeg med Alma Medias kommunikationsmedarbejder, og vi blev enige om, at det var vigtigt, at jeg kommunikerede ud, at jeg skam havde tænkt at flytte dertil, og at det, at Pirkko var blevet opstillet til lokalvalget, ikke får indflydelse på vores flytning. Hun har ikke tænkt sig at føre valgkamp, og så er det helt sikkert, at hun heller ikke bliver valgt. Så fredag sendte jeg en mail om det til Matti Ilmivalta, som er direktør for Alma Medias nordlige aviser, og tænkte, at han kunne kommunikere det videre ud til redaktionen på Lapin Kansa.

Klokken 13 ankom jeg til Alma Medias hovedkontor, hvor jeg blev mødt af den øverste direktør for Alma Media Group, Kai Telanne. Jeg sagde: »Goddag, hvordan går det?«, men han sagde ingenting. Vi gik ind i et lille møderum, og så kom Mari Vuorre og chefen for Alma Medias juridiske afdeling, Mikko Kortilla. Her begyndte jeg at tænke, at alt nok ikke er helt i orden.

Hr. Telanne lagde ud med at sige, at jeg havde ødelagt hans weekend på grund af denne e-mail til journalisterne i Rovaniemi. Han var meget vred, ja, han var rasende – og det var han minsandten også, skal jeg love for – for han havde fundet ud af, at jeg havde løjet gennem hele processen, for han havde ikke været klar over, at når jeg talte om ’partner’, mente jeg ikke en mand, men en kvinde. I det finske sprog har vi ikke hankøns- og hunkønsord – men vi har et meget brugt ord, puoliso, der svarer til ’partner’. Vi har heller ikke ord for han eller hun, på finsk er der kun ét ord for det, og det er hän. Det er altså muligt at tale en hel time om sin partner uden at nævne kønnet. Mit forræderi bestod i – ifølge hr. Telanne – at jeg under ansættelsessamtalen aldrig havde nævnt, at min partner er en kvinde. Så spurgte jeg: Okay, hvis det her er problemstillingen og har så stor betydning for dig, hr. Telanne, betyder det så, at hvis du havde vidst, at min partner er en kvinde, så ville du aldrig have udpeget mig som chefredaktør på Lapin Kansa? Og så sagde han ordret: »Ja, præcis. Vi ville aldrig have udpeget dig til det job«.

Han råbte nærmest ad mig, at han ville rive min kontrakt i stykker – han stod med papirerne i hånden, men gjorde det dog ikke. Så begyndte de at udspørge mig, hvorfor jeg ikke havde fortalt, at min partner var en kvinde. Jeg sagde: Hvorfor skulle jeg det? Mit familieliv er ikke en hemmelighed, der er hundreder af mennesker, der kender vores familie, vi lever et helt almindeligt liv med familiemedlemmer, naboer, kolleger. Frk. Vuorre spurgte, om jeg nogensinde havde tænkt på, om »denne ting« – altså min familiebaggrund – kunne være et problem for journalisterne på Lapin Kansa? Jeg sagde, at hvis det var et problem for nogen, ville jeg som chef selvfølgelig finde en løsning gennem samtale. Der er indimellem folk – måske især i Lapland – med religiøs overbevisning, som ikke kan acceptere familier som dette.

Så det var et forfærdeligt møde, et af de værste øjeblikke i mit liv, jeg tænkte: Det her er umuligt, det sker bare ikke i 2008. Til sidst sagde jeg, at jeg troede, de havde bedt mig komme til mødet, fordi de ville høre om, at min partner var kandidat til kommunalvalget – og så sagde de, at ja, det havde jeg jo også løjet om. Men det var ikke det, mødet handlede om. Men det er så det, de bruger som argument nu.

Så sagde de, at de ikke ville betale mig noget som helst, at jeg skulle gå i al stilhed, og at jeg skulle udsende en pressemeddelelse, hvor jeg beklagede, at jeg ikke kunne tage jobbet, fordi jeg ikke ville flytte, eller sådan noget, men mere skulle jeg ikke fortælle. Hr. Telanne sagde endda, at det var til fordel for mig og min familie, at ingen kom til at høre om det her. For hvis jeg fortalte om det, ville alle vide, at jeg var en løgner og en forræder. De havde sikkert troet, at det ville gå anderledes, at jeg ville græde og undskylde, men det gjorde jeg ikke. Jeg sagde, at nu ville jeg forlade mødet, hvis alle havde sagt, hvad de havde at sige. Så efter 45 minutter gik jeg.

Jeg gik ned på gaden og ringede til en mediekonference, hvor jeg skulle have holdt et foredrag lidt senere på dagen, og aflyste. Jeg vidste bare, at der ville være masser af mennesker, der ville have jublet over, at jeg var den første kvindelige chefredaktør på sådan en avis. Og det kunne jeg ikke bære.

Så gik jeg hen til Esplanadeparken og satte mig på en bænk i fem minutter. Jeg ringede til min partner, som var helt i chok og ikke kunne fatte det, men hun sagde, at hun ville gøre alt for at hjælpe mig, og at vi nok skulle klare det.

Tirsdag
Stod op kl. 6.30 efter kun et par timers søvn. Jeg tog ind på mit kontor på Journalisti og prøvede at arbejde. Jeg havde ingen appetit. Kl. 14 havde jeg et møde med min advokat. Hun sagde, at dette var en meget alvorlig diskriminationssag for Alma Media Group, og at det eneste problem var, at jeg var alene til mødet, og at de var tre personer fra Alma. Jeg har ingen vidner. Jeg sagde, at jeg gerne vil tage sagen i retten, men at jeg også vil offentliggøre det hele. Og at jeg ikke er villig til at lave nogen form for kontrakt, der forlanger, at jeg skal holde det hemmeligt.

Om aftenen var vi bare hjemme. Meget trætte og triste. Tænkte hele tiden på sagen.

Onsdag
Min advokat ringede og sagde, at nu var Alma Media villige til at lave en kontrakt, hvor de tilbyder mig 6 måneders løn. Jeg sagde: Nej, jeg vil ikke indgå en kontrakt. Der er ingen pris på min tavshed. Så ringede hun senere og sagde, at nu havde de et nyt tilbud, hvor de tilbød mig et års løn, hvilket svarer til 90.000-100.000 euro. Det er pænt mange penge, men jeg sagde nej tak.

Så satte jeg mig ned og skrev en pressemeddelelse og sendte den ud kl. 13.30. Her fortalte jeg, at min kontrakt var ophævet på grund af min seksuelle overbevisning. Jeg fortalte om mandagens møde. Og at jeg gerne stillede mig til rådighed, hvis nogen ville have hele historien. Blot få minutter senere ringede den første journalist. Og resten af eftermiddagen var det det rene cirkus – der kom masser af mennesker ind på kontoret, fra alle tv-kanalerne og radiostationerne, og min telefon ringede konstant.

Klokken 14 sendte Alma Media en pressemeddelelse ud, hvor de skrev, at de havde ophævet min kontrakt, og at de ikke ville sige noget om årsagen – men at de ikke stoler på mig mere. Senere udsendte de endnu en pressemeddelelse, hvor de nu sagde, at jeg er en løgner.

Om aftenen var jeg på tv – på to kanaler på samme tid. Jeg var den mest omtalte person i hele landet den dag. Jeg kunne høre min stemme alle mulige steder, på nettet, i radioen, på tv.

Jeg kom hjem fra tv-studiet ved 23-tiden. Børnene sov. Vi talte sammen et par timer. Vi fik vist et par glas rødvin, men det hjalp ikke stort, for jeg fik ikke meget søvn heller denne nat.

Torsdag
Min telefon var i gang fra kl. 7 om morgenen – og nu er sagen blevet politisk, for nogle af partierne har taget den op i parlamentet. Mange mener, at det var et menneskerettighedsspørgsmål. Statsministeren har sagt, at hun vil have en rapport hurtigst muligt. Og præsidenten blev spurgt af en journalist, hvad hun synes, og hun sagde, at hun er meget forbløffet. Alma gav endnu en kommentar, hvor de sagde, at jeg er fuld af løgn, men ellers sagde de ikke noget nyt.

Om eftermiddagen fik vi kaffe og kage her på redaktionen, fordi vi for flere uger siden havde aftalt, at vi skulle holde afskedsparty for mig og en anden kollega på redaktionen.

Klokken 21 lukkede jeg for telefonen.

Fredag

Kai Telanne er taget til Rovaniemi for at mødes med journalisterne på Lapin Kansa, som nu insisterer på, at han trækker sig. Der er et stort pres på ham.

Det regner her i Finland og er meget efterårsagtigt.

Selv gav jeg indtil flere interview i løbet af dagen. Jeg håber, det her cirkus snart stopper. Det har været den underligste uge i mit liv. Den har både været vild og frygtelig på samme tid. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle opleve noget lignende.