Opkaldet kom på en fredag.

En helt almindelig dag på avisen. Jeg havde netop sat sidste punktum. Sad og læste min artikel igennem. Var jeg igen for sur … hm. Gu’ var jeg ej. Så kan de lære det, tænkte jeg. »Får vi snart den anmeldelse?«, råbte redaktionssekretæren. Hvorfor skal de altid råbe sådan herinde? En anmeldelse kræver finfølelse. Tid. En dom skal falde smagfuldt … »Hvor mange hjerter?«, råbte redaktionssekretæren. »To«, sagde jeg stille. »To – igen?«. Redaktionssekretæren gned sig i hænderne. »Så kan de lære det«, sagde jeg. For åben skærm Umiddelbart efter kom det, opkaldet. – »Hej, du taler med Heidi«. Hej, Heidi … En ung stemme. Lød sød. Heidi var caster på Danmarks Radios nye talentshow. Om jeg havde set ’X Factor’? Mod min bedste vilje: Ja! Det her var efterfølgeren, fortalte Heidi. Det skulle ikke være så musikalsk denne gang, jo, der var selvfølgelig sangere med, men man søgte også andre talenter … artister og gøglere, folk med hunde og den slags. »Vi tænkte, om du ikke har lyst til at være med?«. Det lød jo … spændende. At optræde hver fredag aften i hele efteråret for åben skærm: Se anmelderen på en ethjulet cykel! Eller se ham spy ild ud – for alvor. Alene tanken om at stå med en hvid puddelhund, som jeg kunne få til at gå på to ben og sige vuf fem gange … foran to millioner seere. »Jeg ejer desværre ingen puddel, Heidi«. Hun grinede: »Du skulle jo være en af dommerne«. Vorherre bevares. »Kom nu – måske bliver du vores nye Blachman?«. »Du må være sindssyg!«. Heidi lokkede, smigrede – ren sirenesang: Kom nu. Drømmen om et folkeligt gennembrud Mit finkulturelle overjeg protesterede: Det her gør du ikke. Det er du alt for god til. Du er bedre end dem … »Sagde du Caligula?«, spurgte jeg. »Ja, bare på din egen måde. Du kan jo godt være hård«, sagde Heidi. »Men du må også meget gerne blive rørt«. »Og jeg må vel også gerne blive fri.«. Men drømmen. Det folkelige gennembrud. Verdensstjerne. Hvad kunne det ikke føre til? Eget talkshow … i USA? »Hvem er jeg oppe imod?«. »Vi har lige haft Peter Aalbæk inde til en skærmtest«. Aalbæk? Den nar. »Jeg må tale med min chef først«, sagde jeg. »Jeg synes, du skal gøre det«, sagde hun. Godt for læsertallene Chefen strålede: »Det vil være godt for avisen. Læsertallene, du ved«. »Men at bedømme puddelhunde? Det er måske knap så kulturradikalt«, sagde jeg. Pudlerne måtte vi tage med. Det var også en slags kulturkamp. Det vigtigste var at eksponere avisen … Tænk, hvad det ikke kunne føre til. I weekenden ringede en god ven: »Hvis du gør det her – «. Han holdt en lille pause: »Hvis du gør det her, så lover jeg dig én ting: Danskerne og formiddagsaviserne slår dig ihjel. For din egen skyld, please …«. En uge senere var der skærmtest i DR Byen. Fire mandlige dommere skulle prøves. To ad gangen. I det rigtige show ville der sidde to mænd og en kvinde. Jeg skulle på kl. 15. Tænderne kunne have været hvidere Morgenen gik foran spejlet. Frisuren var som tv-syet: skaldet. Ordene kom af sig selv: »Du er kraftedeme noget af det mest talentløse, jeg har set i hele mit liv. Kunst skal svede, kunst er kosmisk. Du synger ad helvede til«. Spejlet var rystet. Men tænderne – de ku’ måske have været hvidere. Og rynkerne om øjnene. Næsen. Hvor får man lige lavet en make over på en formiddag? Nå, hvad helvede, Peter Aalbæk så jo heller ikke for køn ud. Den nar. Heidi havde sendt mig en dvd med det britiske forlæg, ’Britain’s Got Talent’. »Så kan du lige se, hvad det sådan går ud på«. Det var her, Simon Cowell spiller den onde. Med tænder så hvide som elfenben. Tøjet var det næste problem. Jakkesæt var overkill, men måske en bluse ligesom Simons – v-udskåret: så man lige anede de veltrænede brystmuskler. Men hvor får man lavet brystmuskler på en mandag formiddag … Den ondes latter I taxaen ud til Ørestad: Ordene blev gentaget – hvisket – på bagsædet: »Du synger jo ad helvede til. Du er kraftedeme noget af det mest talentløse, jeg har set i hele mit liv«. Jeg lo. Den ondes latter. Dommedag var nær. »Sagde du noget?«, spurgte taxamanden. Heidi tog imod ude foran studie 6. Lækre lokaler, de har fået her. På gangen hang en gruppe teenagedrenge. »Det er så dem, der skal konkurrere om, hvem der skal være værter«. Nogle af dem havde jeg set før: de notoriske radioværter og stand-uppere. De gloede på mig, som om jeg var Grauballemanden. Måske troede de, jeg var Otto Leisner. Havde jeg det forkerte tøj på? Min Fred Perry var gennemblødt. Næsen kløede. »Kunne man måske blive pudret lidt?«. Heidi smilede. Det var slet ikke nødvendigt. Jeg var allerede en vinder. – Hvad skulle jeg have gjort uden Heidi. »I må rigtig meget gerne svine dem til« Nu kom han, som skulle være min meddommer: Engang en mindre verdensberømt, klassisk musiker, men så betakkede han sig. Nu gjorde han sig i noget næsten andet. Han så tilmed godt ud: Han behøvede ingen pudder. Påklædning: sort jakkesæt. Satans også! »Nu skal I høre«, sagde Heidi. Vi skulle sammen vurdere seks talenter. Det ville tage en time. Bagefter skulle DR så teste endnu to dommere: Den ene en kunstner, som også optrådte i ’Smagsdommerne’ – om muligt mere selvfed end værten – og en skuespiller, som jeg ikke havde set længe. Det kunne vel for helvede ikke være så svært. De kvindelige kandidater kunne ikke komme. Heidi ville være stand-in. Producerassistenten var i hopla: »I må rigtig meget gerne svine dem til. I skal heller ikke være bange for at bande …«. Som om idioten kunne lære mig noget. Så kom talenterne. Jeg snøftede: fantastisk! En fyr i trediverne spillede guitar og havde skrevet en sang om sin mor. Ud! En 14-årig pige i brudekjole trillede nu ind på en ethjulet cykel. Som en kær forfatter ville have skrevet: Hendes eneste talent hed: ungdom. Ud! En tryllekunstner legede med et elastikbånd om sin hånd … Ud! Desværre var der ingen pudler på rulleskøjter, man kunne skyde ned. Måske var min meddommer det eneste virkelige talent, der var til stede. Rollerne var hurtigt fordelt: Jeg skældte ud; han svinede mig til. En dreng fra vist 1. klasse lavede hiphop. Ikke mere end en meter høj. Arme og ben gik på ham. »Det hedder breakdance«, forklarede han. »Det består af to ord: break og dance«. – Jeg snøftede: fantastisk! Måske var det her, jeg dumpede? I døren på vej ud af DR Byen skiltes vi. »Måske ses vi igen«, sagde den klassiske. »Måske ses vi aldrig mere …«. Snøft! Heidi ringede ugen efter. Dommeren får dommen »Det blev desværre ikke dig«. Heidi lød helt ked af det. »Måske er det også det bedste«, sagde jeg fattet. Man er vel professionel. Heidi havde givet mig – moi! – hugget. Dommeren havde selv fået dommen: Ud! Stille og roligt lagde jeg mig ned på gulvet – og bed fat om bordkanten. Spyttet flød fra mundvigene, min krop lå i spasmer. »Hvad har du gang i?«, råbte redaktionssekretæren. Men han har nu heller aldrig forstået sig på fintfølende anmeldere.