Om jeg vil interviewe Paul McCartney?
Ja, for pokker. Manden er jo et ikon, en Beatle, og alene dét må være svar nok på rockredaktørens spørgsmål.
Derudover har jeg jo faktisk ventet på denne samtale i 36 år – siden jeg som otteårig skrev Paul med dådyrøjnene et kærestebrev, hvor jeg foreslog, at han lod sig skille fra Linda og giftede sig med mig i stedet.
No go til Beatles-sladder
Men alle forhåbninger om, at jeg skal få ham til at fortælle mig den sandfærdige historie om The Beatles – krydret med anekdoter, han aldrig har fortalt til andre – bliver gjort til skamme, da hans presseagent forinden informerer om, at spørgsmål om Beatles og, især, om privatlivet er no go.
Der er strikse regler, når man taler med sir Paul, som Stewart, hans presseagent, kalder ham. Interviewet skal først og fremmest handle om den nye plade, ’Electric Arguments’, som McCartney udsender på mandag under pseudonymet The Fireman.
Så da den velkendte, smånasale Liverpool-accent toner frem i telefonrøret, spørger jeg selvfølgelig pænt om Firemanprojektet. Er han selv tilfreds med det? Og hvorfor udsender han i det hele taget en plade under pseudonym?
Umiskendelig McCartney
Og allerede her, 1 minut og 40 sekunder inde i samtalen, bryder Paul McCartney presseafdelingens regler, da han selv bringer The Beatles på banen.
»Det er sjovt at arbejde under en anden identitet, og det er gået op for mig, at første gang jeg gjorde det, faktisk var, da vi lavede ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’. Vi lod, som om vi ikke var The Beatles, og det gav os en smule mere frihed. Normalt gik vi jo op til mikrofonen og tænkte: Nu kommer der en Paul McCartney-vokal, eller her er en John Lennon-vokal, men når man lader, som om man ér Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band – eller The Fireman – giver man sig selv frihed til at gøre hvad som helst. Det er et godt psykologisk trick. Man ved godt, at det bare er et trick, men det er nok til at få dig til at føle, at alt er muligt, at der ikke er nogen restriktioner overhovedet«.
Med i Firemanprojektet er også produceren Youth, som bl.a. har produceret for U2, Dido, Erasure og Crowded House. Det tog pressen lidt tid at opdage, hvem der gemte sig bag pseudonymet, for i modsætning til den nye plade er de to foregående Firemanplader, der udkom i henholdsvis 1993 og 1998, lutter elektroniske lydlandskaber uden sang.
På ’Electric Arguments’ er man imidlertid ikke i tvivl om, hvem sangeren er – det er umiskendeligt McCartney. Selv om hans stemme er knap så poleret som vanlig.
Sommerfugle i maven
»Vi har jo improviseret sangene frem i studiet, og normalt ville jeg tage min vokal om igen for at få den til at lyde mindre sårbar, men det er jo en af tingene ved at arbejde med Youth: Hvis han siger: Nej, det er godt, som det er, så stoler jeg på ham. Jeg kan lide hans mening, så jeg lader mig føre med, mere end jeg ellers ville, og det er faktisk meget rart. Det gør det friskere, det bliver mere en førstegangsting«, siger Paul McCartney. Som faktisk også nåede at få gedigne sommerfugle i maven undervejs.
»Den store forskel på det her album og de to andre Firemanalbum er, at på dem arbejder vi først og fremmest med én akkord, du ved, som i indisk musik, sådan mmmmmmmmmm«, hummer McCartney, »hvorimod vi har taget endnu en akkord med på det nye album – og så har vi altså tilføjet sang. En dag foreslog Youth: Hvad med lidt vokal? Og mens jeg stod der ved mikrofonen, sagde jeg: Hør her, drenge, jeg har overhovedet ingen ideer, det er ligesom at stå på en scene uden manus, uden stykke, endda uden publikum. Det her kan blive det mest katastrofale træk i hele min karriere«.
»Men man er jo nødt til at stole på systemet. Jeg sammenligner det ofte med en computer, som du har fyldt med informationer i årevis, og til sidst beder du den om at printe noget helt tilfældigt ud – og det er vel nærmest det, jeg gjorde her. Jeg sang bare nogle ord; så begyndte jeg at lede i bøger og magasiner og fik ideer fra telefonsamtaler, og på den måde stykkede jeg nogle sætninger sammen. William Burroughs brugte den teknik, cut up-teknikken, og det er faktisk meget interessant«.
Så du kom nærmest nøgen ind i studiet hver dag?
»Ja, det var et frygteligt syn«.
Entusiasmen er vigtig
Som en af verdens mest indflydelsesrige – og i det hele taget rigeste – musikere kan Paul McCartney sagtens tillade sig at være doven. Skrive sange over den samme skabelon og så ellers tage bad i sin pengetank. Det er dog ikke en tanke, der tiltaler ham.
»Jeg kan huske engang, i Wings-tiden, hvor en af teknikerne sagde: Du har jo prøvet alt med The Beatles. Jeg svarede: Nej, nej, nej, nej, sådan må vi ikke tænke. Og sådan tænker jeg aldrig. Selv om vi lavede en masse godt – sådan var Beatles-ånden jo, meget nyskabende, og hvert album var meget forskelligt fra det foregående, vi prøvede hele tiden at udvikle os – så føler jeg stadig, at det er interessant at arbejde på nye måder. Som kunstner er det vigtigt at være entusiastisk – og jeg er altid spændt, når jeg skal i studiet. Med Fireman vidste jeg jo f.eks. ikke, når jeg mødte op i studiet, om vi i dag skulle lave en kærlighedssang eller en råbesang, det kunne jo blive hvad som helst«.
Du virker altid optimistisk og munter. Er det en motiverende faktor for dig?
»Jeg tror, du har ret i, at jeg ofte er det, men det er klart, at ligesom alle mulige andre har jeg også mine problemer, og så må jeg tage mig af dem, og så kan det være svært at bevare optimismen. Men min personlige tilgang til tingene er ret optimistisk, håbefuld og entusiastisk«.
Et fantastisk album
For to år siden passerede Paul McCartney de 64 år, som han besang i Beatlessangen ’When I’m 64’ med »grandchildren on your knee/ Vera, Chuck and Dave«. I dag har han både voksne børn og seks børnebørn – og en efternøler på 5 år fra det nu forliste ægteskab med Heather Mills McCartney.
Men selv om han har sat sin musikalske signatur på flere hundrede sange, er tanken om at stoppe ikke noget, der plager ham.
»Man skal jo arbejde for føden ... ja, det er altså en joke. Men det er en sand joke«.
Men frygter du ikke, at du en dag ikke længere kan synge de høje toner?
»Nej, det er ikke noget, jeg tænker på. Jeg går bare ud fra, at de er der. Og det er selvfølgelig en ret uforskammet tanke, for ifølge al logik skulle man jo tro, at der en dag indtræffer et tidspunkt, hvor det ikke længere er så let. Men jeg klør på ... hov, ved du hvad, nu er jeg kommet hen til min næste aftale, så jeg må stoppe. Har du et sidste spørgsmål?«.
Et fantastisk album
Lørdag er det jo 40 år siden, The Beatles udgav ’The White Album’. Det bliver fejret – blandt andet her i Danmark med en stor koncert. Hvad synes du om det?
»Det er klart, at jeg er glad, for det er et fantastisk album. Det blev skabt ud af en blanding af kærlighed og friktion, men dét er bestemt ikke en dårlig ting. Der er en masse godt stof på det album, og det fortjener at blive hyldet«.
»Faktisk er der nogen, der mener, at nogle af numrene på Firemanpladen lyder lidt som ’The White Album’, de har sagt, at åbningsnummeret (’Nothing Too Much Just Out Of Sight’, red.) lyder som ’Helter Skelter’, og så er der jo også en fuglesang, ’Magpies’ (’Two Magpies’, red.), som lyder som ’Blackbird’. Men det er altså ikke noget bevidst. Det er bare noget, der sker for mig, og så længe det virker, er jeg glad«.
Så 1960’erne inspirerer dig stadig?
»Ja ja. Nå du, hils i Danmark. Det er et dejligt land. Jeg håber, jeg snart kan besøge jer. Send my best wishes to everyone. Bye«.
fortsæt med at læse
