Der står en gryde og koger på komfuret. Den er fuld af papillotter. Ved siden af står en kone og rører rundt i den med en grydeske og strittende nylakerede negle. Hun er brudens mor, og i dag er der ikke ét af hendes bobbede hår, der må krølle forkert. Inde på sit gamle børneværelse sidder Kasia i morgenkåbe og får lagt pudret porcelænshud af sin stylist med et slæng af solbrune Warszawa-veninder omkring sig. Hun er fløjet ind fra hovedstaden for at blive gift med min jævnaldrende slægtning Marek i deres fødeby Olkusz få kilometer fra Przeginia. En rød sportsvogn ruller gennem landsbyen og op foran brudens barndomshjem. Bag rattet sidder Marek i suit og silkeskjorte og dytter, og i en karavane af biler efter ham glider hele min polske familie. Det er dagen, hvor jeg skal stå min endelig prøve som polak. Jeg spejder ind gennem bilruderne og prøver at genkende de ansigter, jeg har mødt det seneste par dage i Przeginia. Minearbejderen Tadeusz, der engang så en mand dø, da skakten i kulminen styrtede sammen bare et par meter foran ham. Mekanikeren Pawel, der var i Danmark og besøge min morfar under kommunismen og stadig gemmer sparegrisen fra Bikuben. Og Stanislaw, der for to år siden forbød sin datter at date en fyr med rødt hår, fordi de i landsbyen er bange for de rødhårede. »De taler med to tunger«, siger rygtet og Stanislaw. Kan sagtens huske oldemor I løbet af de foregående dage har Cecylia, som jeg bor hos, trukket mig gennem så mange familiebesøg, at jeg til sidst ikke kunne klemme flere kager eller mere kål ned. Og i stedet forsøgte at smugle resterne ud i servietter i tasken. »Vejen til polakkernes hjerte går gennem maden«, havde hendes datter Ewa sagt, da vi sad hjemme i Cecylias lille blå køkken. »Hvis du spiser det, de serverer, vil de elske dig«. Jeg kæmpede en brav kamp, men der var ingen ende på Cecylias liste med fætre og kusiner og onkler og tanter, der ventede med skumkager og kålgryder. Og Cecylia var ikke til at stoppe. Det gav respekt på landevejen i Przeginia at have danske slægtninge. Måske ikke helt så meget som under kommunismen, hvor min morfar sendte aflagt tøj til Polen, så Cecylia kunne gå rundt i storblomstrede kjoler og spidse sko, mens naboerne stod i kø foran tomme tøjbutikker i brune nederdele og flade fodformede. Men selv i dag var det nu stadig noget særligt, at der var en familie nordpå, der ikke havde glemt dem, nikkede hun. Og skubbede mig stolt op ad stentrappen på den grund, hvor min oldemors hjem engang lå. Nabohuset, som hendes bror, Andrei Glanowski, byggede efter Første Verdenskrig stod der stadig. Og i døren ventede den ene af hans to døtre, en lille hvidhåret dame i uldent tøj og tandløst smil. Hun stirrede op og ned ad mig med opspilede øjne og vinkede mig indenfor. Jo, hun kunne sagtens huske min oldemor, nikkede hun. »Vi forstod jo ikke, hvorfor hun aldrig kom tilbage til os«. Og så fortalte hun om dengang, familien kun havde ét par sko, som de skiftedes til at have på i kirken om søndagen. Det var det eneste, hun huskede. Men jeg måtte endelig ikke besøge hendes søster inde ved siden af. »Hun husker slet ingenting«, sagde konen og rystede på hovedet, som om søsteren på den anden side af hækken var tosset. Cecylia dukkede mit hoved, mens vi alligevel luskede gennem mudderet forbi møddingen og om på den anden side af huset. De to søstre blev uvenner for mere end tyve år siden, da de skulle dele Andreis jord imellem sig, hviskede hun, mens vi duknakkede sneg os af sted. De to søskende kunne ikke blive enige om, hvem der skulle have hvilke marker, og i stedet murede de en væg op gennem huset. Siden havde de ikke sagt ét ord til hinanden. Ud af skammen Ude foran den gamle trækirke står alle mine slægtninge af bønder og minearbejdere. Machomænd med vejrbidte ansigter og hjulede ben, der slet ikke hører hjemme i pressefolder. Og deres små koner med papillotkrøllet hår. Ved siden af brudeparrets venner fra Warszawa i sorte suits og solbriller. Det er ikke bare en særlig dag for Marek og Kasia. Eller for mig, der skal forenes med mine polske rødder. Det er også dagen, som alle andre har ventet på, lige siden Kasia og Marek fik hele familien til at vende ansigtet bort i skam, da de flyttede sammen i Warszawa for snart fem år siden og levede på, ja, polsk. Tidligere på året dryssede de endnu mere salt i familiesåret, da de – stadig ugifte – fik sønnen Franek. Kasias forældre var bange for, at Marek ville forlade hende med et rygte som en billig tøs, sådan som det var sket for min oldemor. Og både Kasias og Mareks forældre forsøgte i årevis at presse Marek til at fri til Kasia. Warszawa-parret kunne bare ikke se nogen grund til at gifte sig tidligere. »Men det er også noget helt andet her, end det er i Warszawa«, som Marek siger, inden de to skrider op ad kirkegulvet. Snart 100 år efter min oldemor forlod Przeginia og aldrig vendte tilbage af bare skam over, at hun fik et barn uden for ægteskabet, hersker kirkens regler tilsyneladende stadig i landsbyen. Og beboerne bliver utrygge, når noget er anderledes, end det plejer at være. Hvad farve får jeres børn? Et par dage tidligere havde Cecylia insisteret på at tage mig med i kirke sammen med Ewa, der har boet i London de sidste fire år. Allerede da hun som 17-årig flyttede hjemmefra og ind til sin kæreste i Kraków, iklædte Ewa sig rollen som familiens rebel. Det er 13 år siden, men kan stadig få Cecylia til at begrave ansigtet i hænderne af skam. Ewa skulle dog komme til at gøre noget, som fik beboerne i den lille landsby til at snakke endnu mere om både Ewa og Cecylia. Da vi efter gudstjenesten mødte præsten udenfor, stoppede han Ewa, kneb øjnene sammen og spurgte hende, om hun stadig var gift med »den sorte«? Ewa nikkede. »Hvad farve får jeres børn så?«, ville han vide. Landsbyen fik sig lidt af et chok, da Ewa for to år siden tog sin kæreste, Sheldon, med hjem fra London til Przeginia. Det var første gang, de så en sort mand. Landmændene steg ud af deres traktorer og fulgte ham hele vejen ned ad markvejen, og børnene løb efter ham for at røre hans mørke hud. Og da han trådte ind ad døren hos familien, blev der helt stille i rummet. Et par af Ewas tanter nægtede at trykke ham i hånden, og længe prøvede de at overtale hende til at gifte sig med en hvid mand i stedet. Cecylia var tilsyneladende stadig ikke helt tryg ved ham, for da vi om aftenen sad og spiste kyllingesuppe i hendes lavloftede stue, gik hun pludselig hen til reolen og tog Ewa og Sheldons bryllupsbillede ned. I Sheldons side af billedet var trærammen helt sort. »Der er noget galt med den mand«, sagde Cecylia og stirrede længe på rammen foran sig. Jeg kiggede over på Ewa, som rystede opgivende på hovedet. »Mor, nu stopper du. Den ramme har været sort fra starten«. Hun rejste sig og gik ud i køkkenet med sin tallerken, mens Cecylia blev siddende uden at fjerne blikket fra rammen. Så lænede hun sig over mod mig og hviskede: »Den var ikke sådan, da jeg købte den. Der er noget med den mand«. Hun stirrede stift på mig. »Måske er han forhekset«. Brudevals for begyndere Ude på terrassen slænger vennerne fra Warszawa sig i kurvemøblerne med bourgogne og bare rygge. Kasia og Marek ville ikke have et traditionelt bryllup, hvor der kun blev serveret vodka ved langbordene og danset polka til polsk disko. De har lejet landsbyens fornemmeste restaurant ved de nyanlagte golfbaner, og vi kunne lige så godt have stået på en stenterrasse i Sydfrankrig med kornmarkerne bølgende i baggrunden, tænker jeg. Det er ikke en fest for Tadeusz, den gamle minearbejder. Han går hvileløst rundt i sit lidt for store jakkesæt og kæderyger. Der er noget råt over ham, som han står der i bredstående og blotter sin guldtand. Jeg stiller mig ved siden af ham, og han stikker mig en polsk cigaret. Jeg ryger egentlig ikke, men får alligevel ild på cigaretten. Vi siger ikke et ord til hinanden, men det er også okay bare at stå her sammen og hive røg ned, indtil han når filteret og slukker gløden på sin pegefinger. »Min familie«, begynder Ewa, da vi sidder ved siden af hinanden mellem alle hendes polske fætre og kusiner, der ikke taler et ord engelsk. Hun afbryder sig selv, »vores familie«, siger hun så, »de kan godt lide, at tingene er, som de altid har været. De flytter ikke nogen steder, men har boet i de samme landsbyer de sidste hundrede år, og når de unge bliver gift flytter de ind i overetagen på forældrenes huse og bor der resten af deres liv. De står fast på den jord her«, siger hun. »I virkeligheden er det meget polsk og i familiens ånd, at du vender tilbage hertil for at finde dine rødder. De vil garanteret prøve at få dig til at blive hernede«, siger hun. Vi er knap nok færdige med forretten, før en ung nystrøget fyr i vest og blanke sko kommer over og byder mig op til dans. Han hedder Michal, er 27 og lillebror til Ewas kusines mand. Og så har han lige åbnet en skotøjsforretning i landsbyen. Før jeg når at forklare, at jeg ikke kender trinnene, har han skubbet mig ud på gulvet, hvor landsbybeboerne valser rundt i par. Med et intenst blik og et fast greb om livet fører han mig rundt mellem dem, mens jeg kigger ned på mine fødder, der ser ud til at være to-tre takter efter Roland- keyboardene oppe på scenen. Fem polske slagere slæber han mig igennem, før han endelig løsner grebet. Ingen grund til den eneste ene Tilbage ved bordet fortæller Ewa mig, at familien hovedsageligt består af en række parallelægteskaber. »Min bror Pawel og vores kusine Anja er for eksempel gift med to søskende fra en anden familie her fra Przeginia«, siger hun. »Og familiebryllupperne er som regel der, hvor naborelationerne udvides«. Der er tilsyneladende ingen grund til at lede efter den eneste ene blandt verdens knap syv milliarder mennesker, hvis man allerede én gang har skabt forbindelse til nabofamilien. Fra den anden ende af bordet, vibrerer Michal med brynene. Cecylia hiver mig til side. »Du skulle tage at gifte dig med Michal«, siger hun så. Jeg prøver at forklare hende, at jeg jo har en kæreste derhjemme, som jeg oven i købet bor sammen med. »Det fører ikke til noget«. Hun ryster på hovedet. »Så havde I jo giftet jer for længst. Nej, der er mere fremtid i Michal. Så kan du også flytte til Polen«. Brev fra roepolakken Vodkaen kommer på bordet, og ude på dansegulvet har mine polske landsbyslægtninge opløst den pæne pardans og dannet et langt futtog. »Toget kommer langvejs fra, og det venter ikke på nogen. Hr. lokomotivfører, vær sød ikke at køre os til Warszawa«, skråler de hånligt, mens de hujende glider gennem storbysnuderne ude på terrassen. Med svømmende øjne og en sprutånde, der kan få blomsterne på bordene til at visne, griber en af fætrene fat i mig. »Hey, du er en af os«, skråler han og river mig væk fra terrassen og med i toget. Oppe forrest i feltet tramper Tadeusz af sted. Han blotter guldtanden i et smil, da han ser mig, og jeg gør, som om jeg blæser i et toghorn. Et par timer senere er det blevet lyst, og jeg tumler ind på bagsædet af en gammel spand sammen med otte af Ewas fætre og kusiner. Klistret til ruden falder jeg i søvn. Stadig med togsangen i hovedet. Om morgenen hjælper Ewa med at bære mine kufferter ud i bilen, da telefonen pludselig ringer. En af kusinerne fra brylluppet, Lydia, er på vej. Hun har fundet et brev, som hun har ledt efter i flere dage. Brevet er fra min oldemor til hendes familie i Polen. Der er ingen dato, men det er skrevet kort før hendes død. Vi sætter os ned på trappestenen. »Mine unge dage i Danmark var forfærdelige. Arbejdet i marken var hårdt, jeg sultede, og der var meget smerte«, skriver min oldemor om sin tid som roepolak. »Przeginia vil altid være i mit hjerte, og når jeg beder, føler jeg, at alt det, jeg forlod, er tæt på mig igen. Jeg er blevet for gammel til at rejse tilbage nu, så jeg har valgt at bevare alle minderne i hukommelsen. Det var nok skæbnen, der ville, at jeg aldrig kom tilbage«. De kommer i busser Lydia folder brevet sammen og rækker det over til mig. Så siger Cecylia: »I al den tid, der er gået, har jeg altid haft i baghovedet, at jeg havde en familie i Danmark. Nu er du her, og så kan alt det andet være lige meget«. Hun deler gaver ud fra hele familien. En sæk fyldt med bønner. Polske øl. En ordentlig klods af en Jomfru Maria-figur i massivt træ. Polens nationaldukker og et par flasker brændevin. Bagagerummet er så fyldt, at jeg et kort øjeblik tænker på, hvordan jeg nogensinde skal komme om bord på flyveren med alt det ragelse. Cecylia står i døråbningen og drejer rundt om sig selv i befippelse over at skulle sige farvel, og i et lidt kejtet forsøg på at give hende et knus får jeg både hende og mig selv viklet godt ind i perleforhænget. »Tak« siger jeg gennem perlerne. »Dziekuje«. Hun dupper øjnene bag brillerne og forsvinder bag forhænget. Da jeg sidder i bilen ved siden af Ewa på vej til lufthavnen, får jeg en sms fra min mor. »Nu må du sige dernede, at de er velkomne hos os«, står der. Jeg læser den op for Ewa og spørger, om hun ikke vil give beskeden videre. »Er du sikker på det?«, spørger hun. »De kommer altså op til dig alle sammen. I busser«. Jeg forestiller mig karavanen fra kulminerne på vej mod mine forældres hus i Odense. Og smiler.