Indere protester mod filmtitel

Plakater reklamerer for den oscar-nominerede film 'Slumdog Millionaire' i Allahabad i Indien. Filminstruktøren siger, at man ikke skal lægge for meget i titlen.
Plakater reklamerer for den oscar-nominerede film 'Slumdog Millionaire' i Allahabad i Indien. Filminstruktøren siger, at man ikke skal lægge for meget i titlen.
Lyt til artiklen

Væbnet politi er blevet posteret uden for biografer i det østlige Indien, fordi protester over titlen på den oscarnominerede britiske film ’Slumdog Millionaire’ – som betyder noget i retning af ’fra slumhund til millionær’ – risikerer at tage en voldelig drejning. Demonstranter, som har truet med at afbrænde billeder af filmens britiske instruktør, Danny Boyle, og andre aktivister mener, at det er ydmygende at bruge ordet ’hund’ om en indbygger i et slumkvarter. River plakater ned I Patna, hovedstaden i den østindiske delstat Bihar, er plakater blevet revet ned i forbindelse med demonstrationer med deltagelse af flere hundrede mennesker uden for de biografer, der viser filmen. Filmen havde indisk premiere i fredags. Politiet har fået ordre til at bevogte byens biografer, efter at demonstranter har erklæret, at de vil blive ved med at demonstrere, indtil filmens titel bliver ændret. »Det er en krænkelse af menneskerettighederne at kalde folk, som bor i slumkvarterer, for hunde«, siger aktivisternes leder, Tateshwar Vishwakarma, som også er leder af en menneskerettighedsgruppe af beboere i slumkvarterer. »Vi vil brænde Danny Boyles billede i 56 slumkvarterer«, siger han til Indo-Asian News Service. Meldt til politiet Vishwakarma har indgivet en politianmeldelse af filmen, som skal behandles ved retten i Patna 5. februar. En anden aktivist, Kishori Das, hævder, at protesterne kan brede sig til hele landet. »Vi er i forbindelse med ligesindede organisationer overalt i Indien«. Mere end 20 beboere i et slumkvarter gennemførte i sidste uge en demonstration i Mumbai, hvor filmen foregår. De råbte slagord uden for en af filmens skuespillere Anil Kapoors hus. »Nok er jeg fattig, men ingen skal kalde mig en slumhund«, sagde en af demonstranterne, 18-årige Rekha Dhamji. Tirsdag gav en dommer i Mumbai ordre til, at der skulle indledes en politiundersøgelse af en anden klage over, at filmen tilskynder til had mod mennesker, som bor i slumkvarterer. Had til fattige Ifølge denne klage fra den sociale aktivist Nicholas Almeida er filmen »ærekrænkende« og »fuldstændig asocial«. I klagen beskyldes filmen for at »skabe had til fattige indbyggere i slumkvarterer hos etablerede mennesker og kapitalister«. Desuden forlanger klageren, at ordet ’hund’ bliver fjernet fra titlen. Boyle, filmens producer, Christian Colson, og distributøren, Warner Brothers, har alle fået besked på, at der er indledt en politiundersøgelse. Succes i hele verden Undersøgelsen skal forsøge at fastslå, om filmen »er sårende over for beboere i slumkvarterer«, skriver nyhedsbureauet Press Trust of Indian. Filmen har været en overraskende stor succes i hele verden og vundet en førstepris uddelt af det amerikanske skuespillerforbund Screen Actors Guild, og den er præmieret i fire kategorier ved Golden Globe Award, den udenlandske presses filmpris i Hollywood. Den er også nomineret til ti oscars. Den handler om Jamal Malik, en forældreløs indiske teenager, som vinder den indiske udgave af ’Hvem vil være millionær?’. Den har begejstret både publikum og anmeldere, men den er også blevet kritiseret for at svælge i »fattigdomsporno« i de indiske slumkvarterer. Ville ikke såre nogen Ifølge filmens manuskriptforfatter, Simon Beaufoy, skal man ikke lægge for meget i titlen. »Det var bare et ord, jeg opfandt. Det var ikke min hensigt at såre nogen«, siger han. Skuespiller Anil Kapoor afviser protesterne mod titlen og siger, at selve filmen er et positivt portræt af Indien og landets befolkning. »Børn fra slumkvartererne kaldes faktisk langt værre ting«, siger han. »Det er en livsbekræftende film, en film fuld af håb«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her