Nej, jeg ved det godt: Teksten står ikke i bobler, men under og over tegningerne – og er det så overhovedet en tegneserie?

Svaret er: Ja – undtagelsen, der bekræfter reglen. Nå, men nogle af seriekunstens største kendere er altså faldet i søvn i forsøget på at komme igennem de 1.815 helsider, en om ugen, som ophavsmanden selv tegnede fra 1937 til 1970.

Kan så lang(trukken) en serie være blandt verdens bedste? Ja igen – det er jo bl.a. den manisk generøse længde, der gør projektet storslået.

Realistisk omhu og detailrigdom
Men selvfølgelig først og fremmest netop ’stregkoden’. Canadiskfødte Harold Foster (1892-1982) var den første, der omsatte Edgar Rice Burroughs’ roman ’Tarzan, abernes konge’ til tegneserie, mindre ekspressivt og manieret end efterfølgeren Burne Hogarths junglehelt.

Men især ’Prins Valiant’ satte en standard for realistisk omhu og detailrigdom i person- og naturgengivelse, som prægede yngre kunstnere, ikke alene arvtageren på serien, John Cullen Murphy (der også tegnede bokserserien ’Ben Bolt’), men slægtled fra Alex Raymond til Stan Drake. – altså fra rumoperaen ’Jens Lyn’ til sæbeoperaen ’Julie og Eva’. Herhjemme har Hal Foster inspireret Willy Nielsens oldtidsserie ’Egene’ i 50’erne såvel som Per Kirkebys korte 60’er-serie ’Livet i skovene’ her i Politiken, med tekst af Ib Michael.

Den ægte Prins Pagehår
’Prinz Eisenherz’ kalder tyskerne helten. Tegneren foreslog selv: ’Derek, son of Thule’. Men heldigvis fik direktøren som altid sin vilje: ’Prince Valiant’ (’tapper’) lugter netop af den upræcise fortid, Foster valgte: Med afsæt i sagnkongen Arthurs tid, 500-årene, men med »et spillerum på næsten tre århundreder takket være mangelen på skriftlige kilder«, anslog han selv.

Til Camelots runde bord ankommer den unge væbner, søn af kong Aguar af Thule (et sted på den norske kyst). Og dertil henter han sin lidenskabelige, men svale Aleta, herskerinde over Tågeøerne – og over ham. Industrialiseringens udhuling af patriarkens selvbillede spejles både i Valiant og Gyldenspjæt.

Sagatummel veksler med familiebagateller, og sagnkonger i riddertidens tøj kan på samme togt sejle fra antikkens romere durk ind i vikingetiden. Fra tableau til tableau i stensikker illustrationskunst. Wally Wood kunne sagtens i MAD Magazine i 1954 latterliggøre vor mand og hans syngende sværd – her brød det bogstaveligt ud i sang, når ’Prince Violent’ poserede heroisk på en klippetop. Men det er den ægte Prins Pagehår, vi stadig husker.