Ungdomsfilmens seriøse skaber fylder 40

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Han har lavet både børnefilm, dokumentarfilm og voksenfilm.

Men det er nu som instruktør af ungdomsfilm, at Aage Rais-Nordentoft især har gjort sig bemærket i de senere år.

Ligesom et af sine forbilleder, Nils Malmros, tager Aage Rais-Nordentoft unge alvorligt.

Sammenligning med Malmros
Og blandt andet i forbindelse med premieren på hans roste ungdoms-og fodbold-film ' To ryk og en aflevering' fra 2004, er han blevet sammenlignet med netop Nils Malmros.

I sin anmeldelse af den film skrev Politikens filmredaktør Kim Skotte dengang:

»Han kan, som Malmros, kunsten at komme helt tæt på sine unge hovedpersoner uden at trampe ind i deres urølighedszoner«.

I øvrigt er Aage Rais-Nordentoft ligesom Nils Malmros fra Århus.

Debuterede i 1994
Der begyndte han oprindelig at læse litteraturhistorie på universitetet, men droppede uddannelsen og blev i stedet selvlært instruktør.

Det er ikke den nemmeste vej ind i den danske filmbranche, men han viste sig hurtigt at være et bemærkelsesværdigt talent. Han debuterede med kortfilmen ' Glasmuren' i 1994.

To år senere fulgte hans første spillefilm, ' Anton', der også udkom som bog. For ' Anton' modtog han en pris på festivalen i Berlin.

Hans næste spillefilm var krigsdramaet ' På fremmed mark' i 2000, som han selv kæmpede for at få vist i biograferne. Hans seneste spillefilm er ungdomsfortællingen ' MollyCam', som havde premiere sidste år.

På vej ind i lokalpolitik

Indtil 2001 hed han faktisk blot Aage Rais . Men det år giftede han sig med Karen Nordentoft, og ved den lejlighed slog de efternavnene sammen.

Karen Rais-Nordentoft er i øvrigt direktør for Aarhus Filmfestival, hvis bestyrelse hendes mand sad i fra 1999 til 2004.

Han har været formand for Børne-Unge Rådet i Århus Kommune, og til efteråret træder han for alvor ind i lokalpolitik.

Han stiller nemlig op for Socialdemokratiet ved kommunalvalget til den tid. Men kommunalpolitik er dog kun et bijob for de fleste. Så mon ikke der kommer flere film fra ham?.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her