Et skur i Århus V. 16-årige Molly er måske, måske ikke, blevet voldtaget af en gruppe lokale drenge, men hun har svært ved at huske præcis, hvad der er sket.
For at vække hendes erindring har politibetjenten Jens taget hende med tilbage til gerningsstedet. Her gennemgår han alene sammen med Molly forløbet med minutiøs præcision.
Han spiller drengene, hun spiller sig selv. Da Jens lægger sig oven på hende, begynder hun at græde.
»Vi er nødt til at få et realistisk billede af det her«, insisterer politibetjenten, mens Molly hulker under ham.
En barsk fortælling
Får Jens stådreng af at rekonstruere den påståede voldtægt sammen med Molly? Det er et af de mange spørgsmål, der melder sig i Aage Rais-Nordentofts nye film, ’MollyCam’, der har premiere i dag.
Med filmen bryder den århusianske instruktør, som slog sit navn fast med den poetiske børnefilm ’Anton’, med det inderlige børne- og ungeunivers.
Nu gælder det en barsk fortælling fra samfundets bund om sex og overgreb.
Baseret på teaterstykke
’MollyCam’ er baseret på dramatikeren Christian Lollikes kontroversielle teaterstykke ’Dom over skrig’ fra 2004.
Stykket handlede om gruppevoldtægt og fik blandt andet Dansk Folkeparti til at kræve, at det århusianske teater Katapult fik frataget de offentlige tilskud.
Aage Rais-Nordentoft så tilfældigvis forestillingen på premiereaftenen og blev så betaget, at han opsøgte Lollike og overbeviste ham om, at de to sammen skulle lave ’Dom over skrig’ om til en film.
»Målet var at lave en skildring af en barsk og grå virkelighed på en æstetisk måde. Vi ville lave noget, der både havde en kras samfundsmission og nogle æstetiske ambitioner«, siger instruktøren selv, da iBYEN møder ham i filmselskabets lokaler nord for København.
Voldtægt eller ej?
’MollyCam’ handler om Molly – en 16-årig pige fra en boligblok i Århus Vest, som filmer alt med sit videokamera. Hun har henvendt sig til politiet efter at være blevet udsat for gruppevoldtægt.
Som tiden går, bliver hun imidlertid mere og mere usikker på, om hun virkelig er blevet voldtaget.
Det var nemlig hendes egen idé at mødes med drengene i skuret. Sammen med sin noget ældre kæreste, Sako, har hun iscenesat sin fantasi om at være sammen med flere drenge på en gang.
De filmer det hele med Mollys kamera, som var det en casting til en pornofilm. »Du har nogle meget smukke bryster«, siger Sako – forklædt som slesk pornopusher med tilbagestrøget hår og skægstubbe – til Molly, mens hun tøvende spiller op til kameraet og løsner push-up-bh’en.
Midt imellem begær og idealisme
Tankerne løber løbsk. Molly ender med at melde kæresten og de andre drenge til politiet. Den lokale politibetjent, Jens, er oprørt over, at hun er tvivl om, hvorvidt hun selv var skyld i voldtægten, og kaster sig passioneret over sagen.
Han beslaglægger Mollys videokamera for at komme til bunds i, hvad der egentlig er sket i skuret. Men jo mere han ser, desto mere må han sande, at han tænder på synet af den unge pige med den stærke seksualitet.
Jens’ kamp mellem begæret og ønsket om at hjælpe Molly er »hamrende interessant«, mener Aage Rais-Nordentoft. For han er ikke en klam mand med hang til yngre piger.
Han er en fremragende politibetjent.
Et svært dilemma
»Jens nægter at bøje af over for ’sådan er det bare’ og ’sådan er unge piger’. Han er dedikeret og idealistisk, og hans intentioner rækker langt ud over den her sag.
Derfor var det også interessant at sætte ham i et dilemma. Alle mennesker har jo fantasier, men kan man som embedsperson bare slukke sin seksualitet?
Hvad gør man, når man pludselig står foran en ung pige, som ligner ens fantasi? En, som plat betragtet opfører sig som noget fra et pornoblad?«, siger Aage Rais-Nordentoft.
Jens tror, at han kan gå og slås med sin indre splittelse for sig selv. Men konen hjemme i samtalekøkkenet har gennemskuet ham.
»Får du rejsning, når du afhører hende?«, spørger hun sin mand, efter de har haft sex. For første gang i lang tid.
»Det er simpelthen så bisset af hende at spørge sådan. Det kan hun ikke være bekendt. Men et eller andet sted har hun jo ret. Kan han udføre sit arbejde, hvis han har jern på?
Og hvorfor er det, han er så opsat på at redde Molly? Kommer den drivkraft fra begæret eller fornuften?«, siger Aage Rais-Nordentoft.
Porno og fodbold er lige naturligt
Og hvem er den 16-årige Molly med det konstant snurrende videokamera så?
»Som de fleste 16-årige – og nok også de fleste voksne – vil Molly gerne bekræftes.
Og hun har fundet ud af, at den måde, hun bedst kan få kontakt med verden og med fyrene, er via sin seksualitet. Gennem den kan hun opnå både kontakt og magt«.
Molly hører til en generation af unge, der med Aage Rais-Nordentofts ord er vokset op i en verden, hvor pornografi er en lige så naturlig ting som fodbold.
Som andre 16-årige
Og instruktøren tror ikke, at Mollys karakter ligger særlig langt fra mange andre 16-åriges.
»Mange andre mennesker i den alder er slet ikke bevidste om, hvor enestående de er, og derfor vil de gå meget langt for at opnå bekræftelse og kontakt«.
Aage Rais-Nordentoft og Christian Lollike besluttede hurtigt, at Molly-karakteren skulle udstyres med et videokamera.
»Vi havde lyst til at vise, at hun er stærk udadtil og skjuler en skrøbelighed indeni. Der er kameraet perfekt i den forstand, at hun kan tage et skjold på, der fysisk blokerer for omverdenen«, siger Aage Rais-Nordentoft.
»Da betjenten tager hendes bånd fra hende, flipper hun helt ud. Nu er hun pludselig en skrøbelig, lille pige. Hun oplever det som et kæmpe overgreb. For hende er det næsten værre end at blive voldtaget«.
Langt fra 'Anton'
Der er unægtelig langt fra fortællingen om lille Anton, der bygger en propelflyver for at finde sin døde far, til den barske historie om Molly i Århus Vest.
Og vejen væk fra det poetiske børneunivers er helt bevidst, fortæller instruktøren selv.
»Jeg gider ikke bare at være en skabelon af en børne- og ungdomsfilminstruktør, som kan lave inderlige film. Jeg vil gerne betale min gæld til mine egne filmhelte, folk som Gus van Sant, Michael Haneke og Lukas Moodysson. Det, de laver, synes jeg, er megafedt og voldsomt inspirerende at se på, og de har helt klart været forbilleder i forhold til den her film«.
Aage Rais-Nordentoft ved godt, at de, der vælger at gå i biografen for at se ’MollyCam’, højst sandsynligt forlader biografmørket med hovedet fyldt af spørgsmål.
Hvad sker der med Molly? Hvad sker der med Jens? Hvornår ved man, at man er blevet voldtaget? Kan man tænde og slukke for sin seksualitet?
Ingen præcise svar
End ikke instruktøren selv kender de præcise svar.
»Det er ikke en film, der besvarer spørgsmålene. Nærmere tværtimod. Vi har ingen svar. Vi ønsker at gå derned, hvor det gør ondt. Men vi vil gøre det på en stærkt sanselig og pirrende måde. Virkelig give folk noget til hjernen, maven og øjet. Pirre dem på alle planer – seksuelt, moralsk og æstetisk«, siger han.
»Man skulle gerne gå ud af biografen og føle, at man har fået et sansebombardement. Både til hjernen og kødet«.
fortsæt med at læse
