Dybt inde i den etruskiske samling i rum 21 D i Ny Carlsberg Glyptotek stirrer satyren Silenus med vidt åbne øjne.

Panden er rynket, og munden antyder et tænksomt smil. Vi stopper op. Stirrer tilbage. Det føles som en genkendelse, ligesom når man spotter en bekendt blandt fremmede. Satyren har nemlig vist sit skæggede ansigt før, bare et helt andet sted: nemlig på et af de tusindvis af polaroidfotos, som en af Europas største kunstsmuglere gemte i sit gigantiske arkiv over sine plyndringer. Antefixet i terrakotta, som der findes to af på Glyptoteket, er resultat af en gravplyndring ved byen Cerveteri nord for Rom. Det er selvfølgelig en gammel nyhed, at et ældre museum som Glyptoteket har antikke genstande, der er resultat af arkæologiske plyndringer. Det var almindelig museumspraksis indtil omkring 1970 at lade samlingerne vokse uden at stille etiske spørgsmål til de kunsthandlere, der henvendte sig med nyopgravede værdifulde genstande på lager. Sådan var det. Men i 1970 blev UNESCO-konventionen mod ulovlig handel med kulturarv vedtaget efter etiske diskussioner i den internationale museumsverden. Nu skulle der strammes op. Konventionen blev godt nok først gjort juridisk bindende i 2003 her i landet, men Danmark havde dengang som nu en tradition for at efterleve de retningslinjer, som der internationalt er enighed om. Hidtil har Glyptotekets ledelse hævdet, at handel med kunstsmuglere sluttede på det tidspunkt. Det danske justitsministerium har indtil nu nægtet at reagere på den italienske statsanklagers henvendelser, når han har bedt om informationer om det danske museums indkøb. Sagerne var forældede, lød forklaringen. Det er de stadig set fra et juridisk synspunkt, fordi der er gået over 25 år. Men ifølge de retsdokumenter og fotos, som Politiken er kommet i besiddelse af, peger noget på, at Glyptoteket systematisk købte ind hos en helt bestemt smuglerduo især op gennem 1970’erne. Satyren er f.eks. kommet til København i 1977, sammen med yderligere 110 genstande. Bagmanden Giacomo Medici er allerede blevet dømt ti års fængsel i Italien. Og sælgeren, der formentlig er hans mangeårige kompagnon og hvidvasker Robert E. Hecht, er netop nu midtpunkt for en verserende retssag i Rom. Polaroidfotos og memoirer Sagen tager for alvor fart i 1995, da en siciliansk gravrøver, en tombarolo, indrømmer systematiske plyndringer af oldtidsgrave. Han gør samtidig politiet opmærksom på Giacomo Medici, der i årtier har arbejdet som kunsthandler i Schweiz. Da politiet ransager hans magasiner i Genève, finder de, foruden en samling på 4.000 nyopgravede antikke genstande, 35.000 dokumenter og 3.600 polaroidfotos. Her kan politiet blandt andet konstatere, at gravrøverne har benyttet sig af en motorsav for at skære en væg med freskoer fra en villa i Pompeji i smuglervenlige stykker. Og snart viser det sig, at mange af genstandene på polaroidfotoene er sammenfaldende med genstande i montrer på nogle af de mest velhavende museer i New York, Boston og Californien. Også genstande fra Glyptotekets sale figurerer på fotoene. Men flere beviser mod smuglerne skal dukke op. Det italienske politi har i nogen tid hørt forlydender om, at Robert E. Hecht, der er amerikaner, men bor i Paris, skriver på sine memoirer – om sit liv som hvidvasker. Det lyder næsten for godt til at være sandt, og da efterforskningen nu kører i flere lande samtidig og involverer flere politistyrker, skrider sagen langsomt frem. Først i februar 2001 får både det italienske og det franske politi ransagningskendelse til Robert E. Hechts lejlighed på Boulevard Latour Maubourg. Og her bliver rygtet bekræftet. Foruden flere polaroidfotos og nyligt opgravede antikke vaser, der er gemt af vejen i plastikposer under sengen, finder politiet på Hechts skrivebord et manuskript på 88 sider. Det beskriver hans liv fra perioden 1950 til 2001 og ikke mindst hans samarbejde med navngivne museumsdirektører på de store amerikanske og europæiske museer. Også det danske. Netop en særlig detalje i den forbindelse bliver Politiken gjort opmærksom på af en amerikansk journalist fra The Los Angeles Times, Jason Felch. Han har i flere år tæt fulgt den del af sagen, der involverer hans lokale museum The J. Paul Getty Museum, hvor en museumsinspektør står anklaget for at samarbejde med kunstsmuglerne. Jason Felch mener at kunne mindes, at Hecht på et tidspunkt spiser »pickled herrings«, altså marinerede sild, i København. Det sker omkring 1970. I en passage i de upublicerede memoirer, som Politiken får udleveret af Los Angeles Times, beretter Robert E. Hecht om sit mest mindeværdige salg: en etruskisk fyrstegrav fra byen Sabina. Den består blandt andet af skjolde, jerngenstande, en stridsvogn og bronzerelieffer med dyremotiver fra en paradevogn. Robert E. Hecht noterer, at han køber dem af Giacomo Medici for 63.000 dollar, og på trods af at en museumsdirektør fra Metropolitan Museum of Art i New York ønsker at købe fundet, vælger han at sælge til Glyptoteket. Det er dér, hans »loyalitet« ligger, skriver han og fortæller om en frokost sammen med daværende direktør Mogens Gjødesen, som han kalder ’Giddesean’: »Giddesean, daværende direktør, kom for at se dem (...), jeg bad om 1,5 millioner schweizerfranc plus jeg blev bedt om at bringe dem til København. Efter en del middage med masser af marinerede sild, øl og akvavit blev vi enige om 1,2 millioner schweizerfranc (240.000 dollar på det tidspunkt). Nyheden om indbetalingen kom i maj, da jeg var ved at spille tennis i Pasioi Tennis Club. På det tidspunkt tilbragte jeg fire timer på banen, når jeg var i Rom«. Denne passage i memoirerne er desuden refereret i dommen, der giver Giacomo Medici 10 års fængsel. Her står der også, at Hecht i den periode var »meget tæt på den københavnske museumsdirektør«. »Det er skandaløst!« Kort tid før, at fyrstegraven bliver transporteret til Danmark, er den skovlet op med en gravko fra en mark ved Sabina uden for Rom. Her finder arkæologer i 1971 de vandaliserede rester af gravplyndringen. I dag står de to fyrstelige vogne delvist rekonstruerede og stråler i den del af Glyptotekets nye udstilling, som hedder ’Middelhavshorisonten’. Det er netop det indkøb til museet, som i 2002 får den italienske statsanklager til at henvende sig til Glyptoteket – ligesom han også tager kontakt til andre amerikanske og europæiske museer – i forbindelse med retssagen mod Giacomo Medici. I København har man tidligere haft et fint samarbejde med italienske arkæologer om bronzefundet. Det har været publiceret i diverse tidsskrifter og som sådan aldrig været hemmeligholdt. Men man ønsker ikke at samarbejde med statsadvokaten. Det danske politi undersøger Glyptotekets papirer og konkluderer, at fyrstegraven er købt i god tro, og at sagen er forældet. Museets nuværende direktør, Flemming Friborg, taler derfor ikke direkte med italienerne, men udtaler sig i den danske presse kritisk over for det italienske politi. Blandt andet i Information, hvor han i sommer citeres for at sige: »Italienerne er nogle hyklere, der burde se at få styr på deres egen korruption først. Italiens ulovlige kunstplyndring bliver ikke begået af udenlandske bander – den er organiseret indefra med deltagelse af alt fra kunstpoliti til toldere«. I Rom sidder statsanklager Paolo Ferri på sit kontor i en kæmpe retsbygning på Piazzale Clodio i den nordlige del af centrum. Han har arbejdet på sagen i over ti år. Og Glyptotekets facon falder ham for brystet: »De har været værst af alle! Vi har talt med omkring 30 museer plus de private samlere. Selv fra Japan har vi fået pænere svar end fra danskerne. Museet har udvist en opførsel, der kun kan betegnes som en hån. Jeg har udelukkende skrevet til museet og bedt om dokumentation for, hvordan værkerne er kommet i Glyptotekets hænder«. Netop det spørgsmål har statsanklageren aldrig fået svar på. Det eneste, han efterfølgende modtager fra museets advokat, er en besked om, at de kun vil udlevere oplysninger, hvis Paolo Ferri kan garantere, at oplysningerne ikke når pressen og ikke bliver offentliggjort. »Jeg svarede, at jeg ikke ville gå til pressen, men at jeg heller ikke kunne forhindre en offentliggørelse. Ifølge italiensk retspraksis bliver alle akter i en retssag offentliggjort, så snart de er blevet præsenteret i retssalen. Jeg har aldrig siden hørt så meget som et ord fra København. Og det her skete for tre år siden! Det er simpelt hen skandaløst! Jeg bad jo ikke om at få værkerne udleveret, men kun om nogle oplysninger. Vi har endda hørt, at Glyptoteket har udtalt sig nedsættende om det italienske politikorps Carabinieri ved at sige, at de er de første til at hjælpe gravrøverne. Det er måske rigtigt, at der findes rådne æbler alle steder, men at udtale sig så nedsættende om et helt politikorps er nærmest en injurie. Vi er ikke ude på at skabe internationale konflikter, men det er altså groft, og det tjener ikke Glyptoteket til ære, hverken ud fra et åbenhedssynspunkt eller ud fra et videnskabeligt synspunkt«. Har I på noget tidspunkt overvejet at beslaglægge genstandene på Glyptoteket? »Nej, det ville være for meget af det gode. Vi er ude på at indgå et kompromis. Hvis vi ville, kunne vi have krævet 350 genstande tilbage fra Getty, og vi har bedt om 52. Vi er ikke ude på at tømme Glyptoteket. Vi ønsker kun Glyptotekets samarbejde«. Få dage senere får Politiken officielt bekræftet, at antefixerne med satyrhoveder, som kan ses på det danske museum, er købt via Giacomo Medici, og at de polaroidfotos, som vi har fået tilsendt, stammer fra smuglerbagmandens arkiv. »Det er den, vi leder efter!« Oppe under taget i en sidebygning til Roms etruskiske museum sidder arkæologen Maurizio Pellegrini og kigger ind i sin computer. Pellegrini er fagkonsulent i den romerske retssag mod kunsttyvene. Det er ham, der har sammenlignet Medicis polaroidbilleder med genstande, der i dag er udstillet på museer verden over. Så snart han ser Politikens fotos fra Glyptoteket af de to satyrhoveder, udbryder han: »Jo, det er dem, vi leder efter!«. Han trækker billederne af figurerne frem fra sin computer og demonstrerer, at de faktisk findes på flere af Medicis polaroider. Her er de ganske vist lidt beskidte, for de er nemlig lige blevet gravet op, da Medici eller hans folk fotograferer dem. Der er i dag gået 35 år, men man kan tydeligt se, at der er tale om de samme genstande. Det etruskiske museum, der med skæbnens ironi ligger et stenkast fra Det Danske Institut i Rom, er et af de største etrusker-museer i verden. Pellegrini viser igennem de mange sale, som bugner af potter, vaser, terrakottafigurer og smykker. Man kan ikke lade være med at spørge, om ikke italienerne er lidt glubske med alle deres krav om tilbagelevering, når nu de har så mange genstande i forvejen. »Jo, det kan man måske godt sige«, griner Pellegrini. »Men det her handler jo om at bremse en international illegal handel. I 1970’erne var der ingen, der tænkte så meget over, om de købte hælervarer, men den bevidsthed er mere udbredt i dag. Og sådan skal det jo også være«, siger Pellegrini. Antefixerne med satyrhoved, som gravrøverne fandt flere af, blev både solgt til Glyptoteket og The J. Paul Getty Museum i Californien. Det amerikanske museum har netop indgået en aftale om at aflevere 25 antikke genstande tilbage til Italien. Antefixet er ét af dem. Om røveriet af netop det hold figurer forklarer statsanklager Paolo Ferri: »De stammer fra et etruskisk tempel, som blev gravet op tæt ved Cerveteri (by nord for Rom, red.). Vi har også fundet gravrøveren. Han hedder Roberto Cilli, og han sad i varetægtsfængsel i seks måneder i 2004. Om kort tid begynder hans retssag. Han var Medicis højre hånd«. Hundredvis af hælervarer Hvor mange stjålne etruskiske genstande er i Ny Carlsberg Glyptotekets samling? Et præcist svar kommer vi ikke frem til uden et kig i Glyptotekets arkiver. Alligevel kan man sammenstykke et billede ud fra forskellige kilder. Et antal sølvgenstande er f.eks. omtalt i Robert E. Hechts memoirer. Dem købte han på gaden i Athen af en armensk mand for 41.000 dollar i kontanter og fik sin daværende kæreste fra Schweiz til at flyve ned og hente dem. Han solgte dem videre i København, skriver han. I Giacomo Medicis domsudskrift finder man desuden en liste på seks handler, som er foregået mellem Glyptoteket og Giacomo Medici med Robert E. Hecht som mellemmand. Nogle af erhvervelserne består af flere genstande på én gang: Det gælder blandt andet fyrstegraven, som indeholdt våben, vogne, skjolde og vaser, mens antefixerne med satyrhovedet var en del af en stor samling terrakotta på 110 dele, der blev købt i 1977. At antefixerne indgår i en stor handel fra netop det år bekræfter museet selv i jubilæumsbogen ’Gaveregn’ fra 2002. Derudover har museumsinspektør fra The J. Paul Getty Museum Marion True, der nu står anklaget ved retten i Rom, under en afhøring identificeret yderligere tre etruskiske genstande i det danske museums samling. De korresponderer alle med polaroidfotos fundet hos Giacomo Medici, står der i dommen. Endelig er samlingen af 65 keramiksager og elfenbensfigurer fra byen Francavilla, som Glyptoteket købte mellem 1975-77, handlet via smuglerbagmænd i Schweiz. Et amerikansk museum og et schweizisk museum, der også havde genstande fra samme udgravning ved Francavilla, har afleveret deres samlinger tilbage til Italien, da det er dokumenteret, at genstandene er plyndrede mellem 1969 og 1975. Det lykkedes ikke i går Politiken at få bekræftet identiteten på den schweiziske mellemmand i den sag: Det kan ifølge det italienske politi være Medici, men også andre navngivne bagmænd kan stå bag. Slut med gravrøvere Da Politiken henvender sig til Glyptoteket for at høre, hvad museet har indkøbt siden 1970 efter UNESCO-konventionens vedtagelse, lyder svaret først, at man ikke indkøbte efter det år, som også meldingen har været hidtil. I en anden samtale nogle dage efter formulerer museet sig anderledes. Her lyder det, at opkøbene ikke stoppede fra den ene dag til den anden: »Det var en erkendelse, der gradvist groede frem her i huset i 1970’erne«, siger Flemming Friborg, der har siddet i direktørstolen de seneste fire år. Derefter modtager Politiken en redegørelse fra direktør Flemming Friborg, der forklarer, at museet siden 1975 har haft »et frugtbart videnskabeligt samarbejde med italienske arkæologer og fagfolk« og i slutningen af det årti formulerede sin egen hensigtserklæring, der betød, at man ikke siden har handlet med folk, man kunne mistænke for at sælge opgravede genstande, der var illegalt eksporteret. En forklaring er, at museets ansatte på det tidspunkt begyndte at føle sig som »hælere«. Det er dog ikke museumsdirektørens egen formulering. Men museumsinspektør Jette Christiansen, der blev ansat på museet i 1971, beskriver meget malende museets etiske kvaler op gennem 1970’erne i bogen ’Ny Carlsberg Glyptotek gennem tiden’. »Det blev stadig mere klart, at genstande, vi blev tilbudt gennem den såkaldte internationale kunsthandel, i flere tilfælde måtte stamme fra nylige, illegale udgravninger, udført med henblik på at blive smuglet ud af deres oprindelsesland. Ens samvittighed blev udsat for stadig større prøvelser, og begrebet ’god tro’ fik en mærkelig hul klang. Argumentet om, at hvis vi ikke havde købt det, var tilbuddet blot gået til et andet museum, var vedholdende. Alligevel sad man tilbage med en fornemmelse af have fået tildelt en højst upassende rolle som ’hæler’ eller ’samler’«. Men hvorfor handlede Mogens Gjødesen så flittigt med Medici og Hecht i de syv år fra 1970-77, hvor han selv bestred stillingen som direktør på Glyptoteket? Hvorfor insisterede han på at erhverve genstande fra den internationale kunsthandel efter UNESCO-aftalen var vedtaget? Det får vi aldrig helt at vide, fordi Gjødesen døde i 1989. Glyptotekets nuværende direktør Flemming Friborg ønsker først at forholde sig til de konkrete handler med Medici, når han har læst Politikens færdige artikel. Et bud på en forklaring, som imidlertid lyder i den danske museumsverden, er, at Glyptoteket skyndte sig at indkøbe og sikre sig store køb til samlingen, fordi man vidste, at UNESCO-aftalen inden længe ville blive endeligt ratificeret, når tilpas mange lande havde skrevet under. Formanden for kulturværdiudvalget, Erland Kolding Nielsen, betegner sagen således: »Det er en af de største kulturforbrydelser i Europas historie«. Hans forslag til det danske museum lyder derfor: »Det ville være en fordel, hvis Glyptoteket selv kommer med en løsning i lyset af erfaringerne med både Getty og Metropolitan, så museet fremover har god mulighed for at drive museumsvirksomhed på basis af internationalt samarbejde. Mit råd til Glyptoteket vil derfor være at indgå en aftale med den italienske stat. Giv noget tilbage og behold resten. Simpelt hen for at få gjort rent bord. For det har italienerne bevist, at de er indstillede på«. Det ser netop ud til, at søgelyset inden længe bliver flyttet fra amerikanerne og bliver rettet mod Danmark. Ifølge den italienske statsanklager sker det i løbet af 2007, så snart de amerikanske museer og de italienske myndigheder får afsluttet deres forhandlinger.