Boghandlere modtager nu en væsentlig ændret udgave af Ernest Hemingways mesterværk ’Der er ingen ende på Paris’ (’A Moveable Feast’, red.), der blev udgivet på forlaget Scribner i 1964 efter forfatterens død.
Den nye udgave, som udgives på samme forlag, er blevet grundigt omarbejdet af hans barnebarn, som ikke kan lide, hvad originalen fortæller om hans bedstemor – Hemingways anden kone. Barnebarnet har fjernet adskillige afsnit fra bogens sidste kapitel og udskiftet dem med andre af Hemingways tekststykker, som barnebarnet mener tegner hans bedstemor i et mere sympatisk lys. Ti andre kapitler, som vakte barnebarnets misbilligelse, er blevet reduceret til et appendiks, hvilket ifølge barnebarnet skaber »en version, der ligger tættere op ad den bog, min bedstefar ønskede at udgive«. Han hævder, at Mary Hemingway, Ernest Hemingways fjerde kone, sammensatte manuskriptet ud fra uddrag af et ufuldendt værk, og at hun skrev det sidste kapitel. Scribners medvirken til denne nye udgave bør undersøges, da forlaget kender til både bogens egentlige oprindelse og til etikken omkring bogudgivelser. Glemt kuffert I 1956 spiste Ernest og jeg morgenmad på Hotel Ritz i Paris sammen med direktør Charles Ritz, som spurgte, om Ernest var klar over, at han havde haft en kuffert stående i et kælderrum siden 1930. Ernest kunne ikke huske, at han skulle have stillet den der, til gengæld huskede han, at Louis Vuitton i 1920 havde specialfremstillet en kuffert til ham. Ernest havde undret sig over, hvor den var blevet af. Charley fik kufferten bragt op til sit kontor, og efter morgenmaden åbnede Ernest den. Den var fyldt med hengemt tøj, menukort, kvitteringer, notater, jagt- og fiskeudstyr, skiudstyr, breve og helt i bunden noget, der vakte en glædelig reaktion fra Ernests side: »Notehæfterne! Dér var de! Enfin!«. Der lå to stakke af linjerede hæfter af den slags, parisiske skolebørn brugte, da han havde boet der i 1920’erne. Ernest havde fyldt dem med sin sirlige håndskrift, når han sad på sin yndlingscafé med en café au lait. Notehæfterne beskrev steder, mennesker og begivenheder i hans spartanske liv. Da Ernest i 1957 vendte tilbage til Cuba, fik han Nikita, hans daværende sekretær, til at renskrive historierne på maskine med dobbelt linjeafstand, så de var nemmere at redigere. Da jeg besøgte familien Hemingway i Ketchum, Idaho, efteråret 1958, arbejdede Ernest på en bog ved navn ’Min Parisbog’. Han gav mig adskillige kapitler, jeg skulle læse. I 1959, da vi var i Spanien for at følge de store matadorer Antonio Ordonez og Dominguin, arbejdede Ernest tit på sit manuskript, når der ikke var tyrefægtning. Da han vendte tilbage til Cuba, afbrød han arbejdet med den til fordel for at arbejde på ’Farlig sommer’, der handlede om tyrefægtninger, og som han skrev for magasinet Life. Men i stedet for de 40.000 ord, som kontrakten lød på, skrev han 108.746 ord og bad mig komme til Cuba for at hjælpe ham med at forkorte manuskriptet. Da jeg vendte næsen mod New York for at overdrage manuskriptet til redaktøren på Life, havde Ernest også givet mig det fulde manuskript af Parisbogen, som jeg skulle give til Scribners chefredaktør, Charles Scribner jr. Jeg fortæller denne historie om ’Der er ingen ende på Paris’ for at vise, hvor megen sjæl Ernest lagde i den, og for at betone, at bogen ikke bare var nogle brudstykker, men var klar til udgivelse. Ernest døde, før bogen kunne blive udgivet. Da jeg besøgte ham på klinikken Mayo, få måneder før hans demens førte til hans selvmord, havde han mange bekymringer om sin Parisbog og spekulerede på, om den manglede en afsluttende sætning, hvilket den ikke gjorde. Helligdag Efter hans død besluttede Mary, der fungerede som eksekutor, at Scribner skulle fortsætte med udgivelsen. Harry Brague var redaktør, og jeg mødtes med ham adskillige gange, mens bogen var til korrektur. Da Mary havde travlt med andre ting i forbindelse med Ernests dødsbo, var hun ikke særlig involveret i bogen.
