Skulpturens poetiske titel lød ellers ’Dreamspace’. Men en mere præcis titel havde nok været ’Dødsfælde’. Det var i hvert fald, hvad den gigantiske oppustelige skulptur i pvc-plast viste sig at være den julidag i 2006, da to engelske kvinder på 38 og 68 år blev dræbt, mens tolv mennesker endte på hospitalet med kvæstelser, blandt andre en 3-årig pige, der var heldig at overleve skader på vitale indre organer. Umiddelbart lød forklaringen, at luftskulpturen, der var udstillet i en park i Durham i det nordøstlige England, blev løftet af vinden, rev sig løs af tovværk og teltpæle og lettede 45 meter over jorden. Peter McDermott, en brandmand, der ankom til stedet kort efter ulykken, udtalte dengang til The Guardian: »Det var som en slagmark. Mennesker lå spredt over det hele«. Men under retssagen er det nu kommet frem, at omstændighederne omkring den fatale ulykke er mere komplicerede end hidtil oplyst. Det beretter flere engelske aviser i disse dage. Kunstnerens ansvar På anklagebænken sidder den 77-årige kunstner Maurice Agis.
Han har siden ulykken været tiltalt for uagtsomt manddrab, fordi anklagemyndigheden mener, at han var fuldt ud bevidst om, at det gigantiske værk, der måler 50 gange 50 meter og altså har samme areal som en halv fodboldbane, med stor sandsynlighed kunne rive sig løs i vinden.










