Høj. Sig mig, hvad du tænker på, når du hører ordet. En bakke? En kæmpe? Et billede af Johan Thomas Lundbye?
Det kunne være ’Hankehøj’ fra 1847, et billede af en knold på en mark ved Vallekilde med græssende køer i forgrunden, drivende skyer på efterårshimlen og skævvredne træer, som vinden har pustet ud af facon. Eller måske en jetsetdronning, der snuser en hvid pulverbane op gennem et rør af en pengeseddel? Selv ville jeg tænke på Storkhøj øst for Ebeltoft, hvor vestenvindens sus på toppen buldrer for ørerne. Øjnene må knibes sammen til rynker, og i sprækkerne anes konturerne af Mols Bjerge. Suzanne Brøgger ville tænke på Hellig Anders og Hvilehøj uden for Slagelse, Jytte Rex på sin mor i cardigan og solbriller i lyngklædte bakker og digteren Morten Søndergaard ville tænke på høj som et ud af fem ord, der kan fylde en hel bog.
