Det var revyforfatteren Epe, der spurgte: »Hvorfor ligner kvinden en avis?«.
Han svarede selv med en ringeagt for aviser, der kun overgås af sangens mistænkeliggørelse af kvinder:
»Jo, ser De, hver en sød Amanda / er fyldt med løgn og propaganda, / og hun bli’r trykket i den mørke nat, / og abonnerer man, får man rabat. / Gamle eksemplarer har ikke stor værdi, / dem gider ingen gå og bladre i ...« osv.
Sangen fra 1952 blev en lille klassiker, ikke mindst takket være Kjeld Petersens måde at synge den på, og den rammer jo aviser i almindelighed, ikke kun Politiken.
Så skulle den måske også have været formuleret omvendt: Hvorfor ligner avisen en kvinde?
Når det spørgsmål opstår, skyldes det tegnerne.
Ikke alene det kommunistiske Land og Folks tegner, Herluf Bidstrup, der konsekvent tegnede Politiken som en prostitueret, Nyhavns Rose fra At Tænke Sig, måske? (Berlingske Tidende tegnede han som en forstokket pebermø).
Men også Politikens egne folk, der tegnede avisen fuld af kvinder og på avisens plakater troligt fremstillede bladets læsere som lutter ’læserinder’.
Politiken er formentlig den avis i Danmark – om ikke i hele verden? – der mest konsekvent gennem hele sin levetid har søgt at knytte de bedste tegnere til sig og bruge dem i hele avisens ’kropssprog’, lige fra forsidetegningen i stort format over den politiske satiretegning og lynportrættet fra teatret eller retssalen og til Dag til dag-causeriets eller vejrudsigtens enspaltede vignetter.
De tegnere, der skabte avisens plakater i årene før og lige efter år 1900, så konsekvent læseren som en kvinde:
Eva Drachmann (digteren Holger D.s datter) lagde ud i 1898 med en blondine i højrød kjole, som med ryggen (og den enorme sløjfe!) til studerede en opslået avis i det gamle format på størrelse med et badelagen.
Siden fulgte maleren Harald Slott-Møller, så bladets faste tegner Valdemar Andersen og den løst tilknyttede Gerda Wegener med deres læserindeplakater fra 1905, 1908 og 1911.
Og i 1921 rundede den da internationalt kendte plakatkunstner Sven Brasch temaet af med en svanehalset, hvepsetaljet og knaldrødhåret læserinde i en dekorativ, men unægtelig ret ubekvem læsestilling.
’Sikkelpiger’ og Sikker-piger
Også i avisens spalter dyrkede tegnerne de kvindelige former.
Både Gerda Wegener og Valdemar Andersen – og for den sags skyld Storm P. – bidrog allerede i 1908 til en konkurrence om at tegne ’Kjøbenhavnerinden’.
’Vinderinden’ blev Gerda Wegener, men andenpræmien gik til den 31-årige Axel Nygaard, som samme år blev fastansat på Politiken.
Nygaard udviklede gennem sine 45 år på bladet en yndefuld minimalisme i sine tegninger, især i vignetterne til den Dag til Dag-spalte, som Henrik Cavling havde indført i 1905. Her stiftede læserne for første gang bekendtskab med ’Kjøbenhavnerinderne’s moderne afløsere, de københavnske »Cyklepiger«, et begreb, der senere skulle gå over i turistpropagandaen.
»Finere feminist end Nygaard har vi ikke«, skrev Poul Henningsen, der jo selv sang om de samme »sikkelpiger«, som han – og man – dengang udtalte det.
»Nygaards opfattelse af kvinden er simpelthen en idealistisk skildring af Politikens stilling til feminismen«, fastslog PH. Man kunne nok finde feminister, som var uenige, men ikke tegneren Hans Bendix, der i 1950 kom til Politiken med sine svajryggede, langlårede piger og kvinder i balletskørt, i sommertøj eller mindre endnu – på cykel, på stranden, på scenen.
Men Sikker-piger blev også et fast begreb:
Aage Sikker Hansens kvinder vælter ikke, de hviler på en anden måde i sig selv.
Men med sin skulpturelle skyggelægning giver Johannes V. Jensen-illustratoren dem en fødedygtig jordbundethed, fuld af de lyse nætters dunkle anelser. Det samme gælder de myge kvinder, Ib Spang Olsen i årene fra 1950 tegnede som illustrationer til Magasinets noveller.
Mandeløjne og modernisme
Myge er også Kamma Svenssons kvinder med diskret mandeløjet orientalisme omgivet af enkle, men dekorative elementer.
Der er en dvælen i hendes figurer, enten de er donnaer i stort format til Magasinet eller nette små vignetter til rubrikken ’Hendes Dag’ – som Lise Nørgaard dengang redigerede.
Magasinets ene redaktør i årene lige efter Anden Verdenskrig var Arne Ungermann, avisens mest alsidige og moderne tegner i de følgende tiår.
I hans tegninger kunne solid kvindelig ynde mødes med den absurde humor, børnene kendte fra hans billedbøger med børneremser som ’Abel Spendabel’ og ’Okker Gokker Gummiklokker’.
Ungermann banede vejen for en modernisme, som Poul Holck, Peder Nyman og Jørgen Saabye fra omkring 1960 tegnede ind i alle avisens kroge. Nu var det slut med dunkle anelser, endsige lumre lyster: De gik lige til sagen, som f.eks. Holcks opdagelsesrejsende på sporet af Nilens kilder.
Det blev tilladt at grine ad sex, ja, at se latterudbruddet som en lille orgasme.
Men ligesom bordherrens ’tale for damerne’ overskred datostemplingen, blev den erotiske dyrkelse af kvinden, serveret uden selvironi, en umulighed i bladtegningen (men ikke pressefotografiet!) i det tiår, som endte med pornografiens frigørelse og den nye kvindebevægelses fødsel først i 1970’erne.
Det blev tilladt at grine ad sex, ja, at se latterudbruddet som en lille orgasme
fortsæt med at læse
