Topmøde. Den britiske premierminister Gordon Brown, den franske præsident Nicolas Sarkozy, den tyske kansler Angela Merkel, den russiske præsident Dmitrij Medvedev og den tyske præsident Horst Köhler i forbindelse med de våde festligheder.
Foto: WOLFGANG RATTAY/AP

Topmøde. Den britiske premierminister Gordon Brown, den franske præsident Nicolas Sarkozy, den tyske kansler Angela Merkel, den russiske præsident Dmitrij Medvedev og den tyske præsident Horst Köhler i forbindelse med de våde festligheder.

Kultur

Merkel og Sarkozy møder Muren - 20 år efter

Politiken rapporterer fra de berusende festligheder i Berlin.

Kultur

Hvis man i søndags besøgte Nicolas Sarkozys Facebookprofil, fik man syn for sagn: Her bringes et pragtfuldt billede af Sarkozy i rollen som ’murspætte’ i færd med at hugge små stykker cement ud af betonen.

WWWBilledet på Sarkozys Facebook-profil(eksternt link)

For 20 år siden fløj den da 34-årige franske politiker til Berlin for at sikre sig et stykke mur, inden den skred stille og roligt ned i historiens skraldespand. Han kom fem dage for sent, men fik sit cementstykke.

Papir slår sten, som det hedder i en populær leg med fingre og knytnæver. Her var den virkelighed. Diktaturets sten blev slået af aviser og bøger og pjecer og flyveblade, der i løbet af 1980’erne havde taget livet af alle de propagandaløgne, der forsøgte at stive murværket af.

De folkelige proteststrømme lod sig ikke længere stoppe. »Ideer bliver til materiel magt, når masserne griber dem«, skrev engang Karl Marx. 9. november 1989 var en af disse dage.

Nicolas Sarkozy, der i mellemtiden er blevet Frankrigs præsident, var med på gæstelisten, da Tyskland i går fejrede 20-året for Murens fald med taler, musik og optræden foran Brandenburger Tor, byens mest kendte vartegn.

Merkel kom først
Derfor gik det sådan, at gårsdagens vært, Angela Merkel, nåede Muren før sin franske vært i dag.

Den tyske kansler var dengang en menig DDR-borger. Hun var i sauna med nogle veninder, men da nyheden nåede hende, tog hun med dem til overgangen ved Bornholmerstrasse, hvor hun var blandt de første, der efter lang ventetid fik lov at gå gennem grænsebommene og opleve det Vestberlin, hun hidtil kun havde kunnet se på afstand.

Men heller ikke hun kunne dengang forestille sig, at Murens fald også betød, at DDR forsvandt fra landkortet.

I går aftes havde hun inviteret en stribe af den vestlige verdens førende politikere til Pariserplatz foran Brandenburger Tor: Den russiske præsident, Dimitri Medvedev, den britiske premierminister, Gordon Brown og den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton.

Folket væltede Muren
Af veteranerne fra konfrontationen dengang havde Merkel indbudt Polens tidligere præsident Lech Walesa, anfører for Solidaritetsoprørerne i Gdansk i 1980, og den grønne tyske politiker Marianne Birthler. Hun var en af DDR’s førende forkæmpere for menneskerettigheder. I dag leder hun det arkiv, der dokumenterer efterretningstjenesten Stasi’s forbrydelser.

Endelig ville festen ikke have været fuldendt uden selveste Mikhail Gorbatjov, der var Sovjetunionens leder i 1989.

Det var Gorbatjov, der i samarbejde med den daværende tyske kansler, Helmut Kohl, gjorde det politisk muligt at genforene DDR og Forbundsrepublikken. Men som han sagde i et stort interview med dagbladet Le Monde i fredags, skyldtes selve Murens fald et ukontrollabelt folkeligt brus.

»Historien gik over sine bredder. Vi var klar over, at vores politik, at politikken i almindelighed, var ude af stand til at følge med den historiske proces«, sagde Gorbatjov, til den franske avis.

Hans ord bekræftes af en styrtflod af historiske fremstillinger, der har bragt den seneste forskning frem til læselystne tyskere. I en samleanmeldelse af de fem seneste skrev avisen Süddeutsche Zeitung i går, at den vidt udbredte dissidentkultur i DDR var »en af hovedgrundene til, at revolutionen i 1989 kunne blive den første virkelig succesfulde opstand på tysk jord«.

Domino
Eventmagere søgte at fremstille denne kædereaktion billedligt ved en halvanden kilometer lang stribe ’dominobrikker’. Hver af brikkerne, der skulle ligne Murens betonelementer, var bemalet og illustreret af europæiske skoler og institutioner i en myriade af festlige motiver og farver. Sat op for at vælte fra hver sin ende ind foran Brandenburger Tor.

I weekenden var kolonnaden af bemalede brikker et sådant trækplaster, at berlinere og besøgende knap kunne mase sig frem i området mellem Pariserplatz og Tiergarten. Et virvar af journalister fordrev deres egen og seernes tid med at interviewe hinanden, mens teknikere riggede storskærme og mikrofoner til.

Den amerikanske arkitekt Frank Gehrys pragtværk af en bankbygning ud til Pariserplatz var det eneste vidnesbyrd om, hvordan det var engang. Bankens forside ligger inden for den amerikanske ambassades sikkerhedszone. Men bygningens bagside var beskyttet af flere meter høje stilladsbrædder, hvorom der var viklet tromler af pigtråd. Storkapitalen havde forskanset sig.

Allerede i torsdags varmede U2 op med en gratis friluftskoncert med lysshow og musik foran Brandenburger Tor. Bono sang uforpligtende om ’revolution’, og hans tusindvis af tilhørere jublede.

Den egentlige prolog til gårsdagens festligheder fremsagde den tyske kansler dog selv, da hun i onsdags talte til den amerikanske Kongres’ to kamre. Angela Merkel var den første tyske kansler, der oplevede den ære, siden Konrad Adenauer i 1957, da Angela var tre år gammel, stod her.

TV-GUIDEBerlinmuren 1961-1989

At det skulle ske, »havde jeg for 20 år siden, før Muren faldt, ikke i min vildeste fantasi kunnet se for mig. Dengang lå det uden for min forestillingsevne overhovedet at få tilladelse til at rejse til USA, for slet ikke at tale om at stå her«, sagde hun.

Når det alligevel lykkedes, skyldtes det ikke mindst USA’s indsats, sagde kansleren, der takkede en stribe amerikanske præsidenter fra John F. Kennedy til George Bush, »senior«, som hun tilføjede for tydelighedens skyld. »Aldrig vil vi, aldrig vil jeg helt personligt glemme Dem for det«, sagde hun under stående bifald fra de amerikanske politikere.

Nu er Vesten bundet sammen af et fælles værdigrundlag, sagde den tyske kansler, og til dette grundlag hører også tolerance.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Men hun var fin nok til at fremhæve, at det var Solidaritet i Polen og Vaclav Havel og hans dissidentvenner i Tjekkoslovakiet, der slog de første søm i de kommunistiske diktaturers ligkiste. Nu er Vesten bundet sammen af et fælles værdigrundlag, sagde den tyske kansler, og til dette grundlag hører også tolerance.

»Tolerance er udtryk for respekt for andres historie, tradition, religion og identitet«, sagde EU’s førende regeringschef.

Et af de utvivlsomt mange steder, hvor champagnepropperne ikke sprang i går aftes, var i Weitlingstrasse 89 i berlinerkvarteret Lichtenberg, en enkelt metrostation fra Normannenstrasse og det kvarter, hvor tusindvis Stasi-medarbejdere havde deres arbejde og hjem indtil Murens fald.

Her ligger Samfundet til Beskyttelse af Borgerrettigheder og Menneskeværd. Det blev stiftet i 1991 af tidligere DDR-borgere, der havde mistet deres arbejde på grund af Genforeningen.

Et af de utvivlsomt mange steder, hvor champagnepropperne ikke sprang i går aftes, var i Weitlingstrasse 89 i berlinerkvarteret Lichtenberg.



Ifølge den tyske efterretningstjeneste består interesseforeningen af forhenværende videnskabsmænd, jurister og »medlemmer af væbnede organer«, herunder Stasi, som DDR’s ministerium for statssikkerhed kaldes i folkemunde. Foreningens medlemmer tilhører den tidligere elite i DDR.

»DDR var ikke en politistat«
En af dem er den 69-årige professor Wolfgang Richter, foreningens formand. Han var i DDR-tiden fredsforsker og forsynede kommunistpartiets styrende organer, herunder ledelsen i politbureauet, med analyser og baggrundspapirer, forklarer han under en mere end en time lang, venlig samtale med Politiken i foreningens lokaler.

Richter finder det ikke i orden, at op mod 140.000 akademikere ikke fik genansættelse i det forenede Tyskland, at 400.000 militærpersoner, herunder Stasi-medarbejdere, fik fyresedlen, og at millioner af arbejdere mistede deres job.


»At 70.000 til 80.000 var uformelle medarbejdere hos Stasi, gør ikke en million arbejdsløse«, siger Richter. Han vil ikke høre tale om, at Stasi var et politisk politi og DDR en uretsstat.

»DDR var naturligvis ikke en uretsstat og heller ikke en politistat. Enhver stat har en efterretningstjeneste. Den er næppe mindre i Forbundsrepublikken og næppe heller mindre i Danmark. Efterretningstjenester skal spionere i udlandet og kontrollere befolkningen i deres eget land. Når det er tilfældet i ethvert land, hvorfor skulle det så ikke være tilfældet i DDR?«, spørger han.

»De få, der blev forfulgt af Stasi – og mange af dem vidste det jo slet ikke – har meget forskellige erindringer. De vejer ikke entydigt i en anden retning, når det gælder stemningen i den østtyske befolkning omkring begrebet socialisme«.

Men Muren?
Muren var en grænse mellem to spændingsområder, Nato og den kommunistiske Warszawa-pagt, forklarer Richter. Da den faldt, faldt også andre grænser i Europa, bl.a. i Jugoslavien, hvor det kom til krig.

Efter mødet viser han rundt i foreningens lille udstillingslokale, hvor man kan beundre naturalistiske skulpturer og tegninger, der med den vestlige, abstrakte kunst er kommet i miskredit, siger Richter. Hans galleri kan tjene som modstykke til den monumentale udstilling ’Kunst og kold krig’, der i anledning af jubilæet vises frem til 10. januar på Deutsches Historisches Museum på Unter den Linden, i gåafstand fra Brandenburger Tor.

Her tegnes et ganske andet billede af den eksperimenterende, ikke-stalinistiske kunst og billedreportage i de to Tysklande fra 1945 og frem til Murens fald. Mange af Tysklands største kunstnere voksede op og blev uddannet i DDR, men flygtede i 1960’erne til Vesten.

LÆS SIGNATUR

En af dem, der blev i DDR helt til 1980, var A.R. Penck, der er kendt for at male ’tændstikmænd’. Netop det skal man helst ikke være, når man balancerer på en brændende kæp over afgrunden mellem de to tyske samfund, som Penck malede konflikten i 1963, to år efter Murens opførelse. ’Overgangen’ hedder det halsbrækkende maleri.

Men som altid tager den nu afdøde vesttyske Joseph Beuys prisen med sin installation ’Sammenfejet affald fra aktionen’ fra 1972. Beuys havde fejet op efter en 1. maj-demonstration på Karl-Marx-Platz i Østberlin og udstillet affaldet i en montre sammen med kosten.

Her ligger arven fra DDR.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce