Allerede i S-toget på vej ud til Hellerup kommer jeg til at mærke, at Hellerup ligger noget længere væk fra København end de 5-6 kilometer, der reelt er tale om: »Jamen så siger folk, at det er der jo ingen, der vil gå i«, siger den ene gråhårede dame med knaldrød læbestift og sin sorte håndtaske på skødet til den anden gråhårede dame med knaldrød læbestift, der sidder over for hende med sin sorte håndtaske på skødet: »Men det er jo ikke sådan, man skal se på det«, fortsætter hun. »Nej, det er jo en slags udstilling«, supplerer den anden gråhårede dame. »Ja! det er kunst! Haute couture, det er jo en kunstart i sig selv. Det er sådan man skal se på det«.
Efter denne konstatering snakker de to damer energisk videre om en udstilling, der bestemt da var god, men hvornår var det nu, de havde været til den? Imens arbejder S-toget sig ud af lejekasernernes skyggeland til den høje himmel og flere og flere rødbrune trækroner og grønt græs. Lidt større villaer De stille villaveje nede mod Strandvejen kunne, bortset fra at villaerne er noget større, være villaveje i en hvilken som helst dansk provinsby: de grønne hække, fuglenes fløjten, den knasende lyd af perlegruset i indkørslerne.
