Hov, Mikael. Det er jo anden gang, du er med i Djævlens Advokat.
»Jeg vil da være med, når det gælder om at sælge jeres avis«.
Det skal du ikke bekymre dig om. Det har vi ytringsfriheden til. Men du er jo egentlig ikke så meget for at tale om dig selv, vel?
»Sandt! Jeg synes, at musikken er mere interessant end mig«.
På din seneste plade er der ellers godt gang i selvmedlidenheden og rødvinsbekendelserne. Du synger ’jeg’ og ’mig’ i hver eneste sætning.
»Det er jo kun næsten rigtigt, og er der noget galt med dig, mig, vi to og sursød musik? Det synes jeg ikke. Jeg gør heller ikke nogen en tjeneste ved nogen gange at synge ’dig’, når jeg mener ’mig’«.
Nej, og man kan jo efterhånden ikke gå på en københavnsk cafe uden at få et af dine skæghår i suppen. Er du ikke ret scenevant af sådan en selvudslettende type at være?
»Jeg fælder altså ikke endnu. Hmm, scenevant? Jeg er mange ting, der starter med ’s’, men skaldet og decideret selvudslettende tror jeg ikke, jeg er«.
Du har da i hvert fald fået hele Danmarks medlidenhed som ham kastratsangeren, der frygter sin egen skygge. Men det virker altså lidt mistænkeligt med alt det piberi, når det kommer fra en, der er så maskulint behåret.
»Musikalsk er jeg ikke macho. Men det er sandt, at der er noget utæmmet, hvilket pelsen også indikerer. Jeg er måske lidt som en slags hvid tyrker«.
Der kan du se. Du er i virkeligheden sådan en Richard III-type, der søger medlidenhed som krøbling, men retter sig op, når folk ikke kigger, og lægger planer for sit herredømme? Hvor langt vil du gå i dit skuespil? Ville du lade en gammel dame følge dig over vejen for at brande dig selv?
»Jeg vil muligvis gå langt over gaden med en gammel dame, jeg ved ikke hvornår eller hvorfor endnu, men jeg er ikke spændt«.
Nu lyder du som en af dine sange. Det’ nok nu, Mikael. Vi har hørt dig. Vi elsker dig. Terapien er lykkedes. Så hvorfor lukker du ikke røven og nyder din plads i solen?
»Det spørgsmål stiller jeg mig selv hver dag, og skuffelsen ligger i svaret. Der er tale om en bacille i mit blod«.
Ahm, altså. På pladen synger du »Her er det alt for koldt til miiiiig« og »Det hele bliver lidt for meget for miiiiig«. Vi har finanskrise, ny Talebanleder i Afghanistan og et forsvar, der udleverer sig selv til fjenden for at få medynk. Vi har brug for rigtige mænd nu. Ikke en selvoptaget klynkerøv, der sidder og ryster inde bag gadespejlet. Er du fuldstændig ligeglad med andre end dig selv?
»Bestemt ikke. Finanskrise og undren over forsvarets dispositioner er på ingen måde nyt for mig, men skulle jeg synge om Taleban og bankmænd? Det tror jeg på en eller anden måde ikke. Min morfar var Sgt. Major i de engelske faldskærmstropper, men jeg vil hellere være komponist. Kan vi leve med det? Jeg kan«.
Og nu optræder du og Frithjof Toksvig på Nørrebro Teater med Jørgen Leth. Er han en slags faderfigur for dig?
»Frithjof er mere en faderfigur, men vi er begge fascineret af Jørgens måde at fortælle på. Ikke om kusser og eksotiske kulisser, men om at koble af, regnvejr, gråpæren og at være lidt dum. Han har en fantastisk stemme. Thomas Winding for voksne«.
Og du er ’Palle alene i verden’ for voksne. Så kan I rigtig sidde der som en flok eksilerede allergikere og blive enige om, hvor svært det er at leve i en verden, hvor der findes andre mennesker. Men Jørgen Leth har jo fået et vældigt comeback efter kokkedatteraffæren, så nu kan du læne dig op ad hans oprejsning og låne lidt nosser.
»Nu er mine nosser næsten 40 år yngre end Jørgens, så jeg satser på mine egne«.
Erase from memory. Erase from memory. Nu lægger jeg på, men bliv du bare ved med at tale med dig selv om dig selv.
»Læg du bare på. Vi ses på Nørrebro Teater, hvor man kan se en halv time med Jørgen Leth, Fritjhof, Kasper Trandberg og miiiiiiiiig. Så en halv times pause med tis og øl, og så er der Sølvstorm, Tange, Georg, Trentemøller, Asger, Fritjhof og miiiiiiiiiiiig og diiiiiiiig og viiiiiiiii to«.
