Hvilket stof er ægte talent gjort af? Det er det fundamentale spørgsmål, der er sat på spidsen i en kamp, hvor de blankpolerede tv-stjerner fra talentshowet ’X Factor’ er stillet op på den ene side mod garvede rockstjerner på den anden side. Krigens første front kom til Storbritannien, da den seneste version af ’X Factor’ udråbte teenager Joe McElderry til vinder og popprins, præcis i tide til at kunne få udgivet den første single til at indtage den prestigefyldte førsteplads på den britiske julehitliste. Sådan plejer det at være. Men sådan blev det ikke i år. Da havde en gruppe modstandere af ’X Factor’-fænomenet samlet støtter nok via blandt andet Facebook til at give æren til det gamle band Rage Against The Machine. Bølgen mod ’X-Factor’ var gået i gang, og i år, netop som finalisterne er ved at gøre sig klar til at tage på turne i Storbritannien, er der kamp fra en ny front: En række film om rockstjerner er enten lige blevet udgivet eller ved at blive lavet. De har det til fælles, at de alle lægger vægt på de ofre og ofte komplekse baggrunde, der ligger til grund for, at ægte stjerner fødes. Som man eksempelvis ser det i ’Nowhere Boy’, filmen om en ungdomsplaget John Lennon. Eller i filmen ’The Filth and the Fury’ om Sex Pistols, der formentlig aldrig ville være nået mange minutter ind i ’God Save The Queen’ foran den legendariske ’X-Factor’-dommer Simon Cowell. Sidste år var det den komplekse Ian Dury, der var emnet for filmen ’Sex and Drugs and Rock’n’Roll’, der tegnede paralleller mellem Durys polio i barndommen og den mand, han udviklede sig til. En film om The Kinks er også undervejs, og det britiske storband Muse har bebudet, at de går i gang med optagelser til en dokumentarfilm fra bag scenen, der er inspireret af Seattlebandet Nirvanas dokumentar om livet på turne. Det er de kantede, knudrede og besværlige mennesker, der bliver fejret på film, og de mere finpudsede og polerede popidoler, der løber hen over tv-skærmen. 50.000 plader på en halv time Virkeligheden, hvad enten den er på dokumentar eller i filmisk form og beskæftiger sig med myten om stjernerne, ligger milevidt fra de seneste års ’X-Factor’-deltagere, der ganske vist skal udholde en optagelsesprøve og et efterfølgende opslidende ugentligt udskillelsesheat, men ellers kan regne med national og ofte international berømmelse på få måneder. Som vinderen i 2006, Leona Lewis, der på få uger forvandlede sig fra at være receptionist på et kontor til at blive international diva. Da hendes første single udkom, var der blevet downloadet 50.000 eksemplarer på 30 minutter, og hendes debutalbum har solgt 6,5 millioner eksemplarer indtil nu.
X Factor: Så blev finalisterne fundet Men hurtigt pladesalg og berømmelse er ikke det samme som talent. Det mener blandt andre britiske stjerner som Sting, der har taget afstand fra ’X-Factor’s dominans i musikbranchen. »Jeg siger det med sorg, men der er ingen af disse mennesker, der er på vej nogen steder hen«, har han tidligere harceleret over ’X-Factor’s finalister. »Det hele er bygget op som en stor karaoke-konkurrence, og deltagerne mangler unikt talent og deres eget fingeraftryk, der skiller dem ud«, mener Sting. »Popmusik er intetsigende« ’X-Factor’s opfinder og chefdommer Simon Cowell har indtil videre svaret med at invitere Sting til at deltage i showet mod at dedikere et helt afsnit til Sting og gamle Police-sange. Sting har afslået.
