Fatman, vi begynder lige med nogle små rollespil. »Sådan noget ’Dungeons & Dragons’?« Nej, det er mere sådan noget med, at jeg ringer og siger, at jeg er projektleder for en lille gruppe skatterevisorer i Region 4, og at vi skal have et seminar i marts. Så tænkte vi, om du kunne komme og underholde? »Hvilken form for underholdning tænker du på?« Noget om at samarbejde og behandle hinanden godt. Hvor du for eksempel siger, at det er vigtigt at sige til pigen hos bageren, at hun ser sød ud, for så kan det være, hun siger noget pænt til den næste kunde, som går hjem og er flink over for sin mand og den slags. »Lige det med bageren kan jeg ikke sige, det er blevet sagt så mange gange. Men jeg vil gerne komme. Kan du maile mig noget præcist om seminaret, så vil jeg godt sige noget om kærlighed lige præcis i forhold til skatterevision i Region 4«. O.k., 15.000. Men så skal det også være hvidt. »Jeg laver alting hvidt. Men det med pengene skal du ikke fortælle mig. Det fortæller du nogle bookere. Jeg går ikke så meget op i, hvad jeg får. Men jeg vil godt vide lidt mere: Er der andre oplægsholdere, og hvad skal de? Måske kunne vi mødes og snakke om det?« Ja, kan du komme her ud i Glummestrup Kommune? »Er det på Sjælland?« Nå. Nu ringer den næste: Dav, Master Fatman. Jeg er med til at lave amatørteater i Svendborg. Vi har tema om børnemishandling i den tredje verden og tænkte, om du ville komme og sige noget underholdende? »Jeg ville ikke kunne sige noget underholdende om børnemishandling. Men jeg kan sige noget om, hvordan man kan komme derud, at man måske mishandler børn«. Det er fint. Bare det er sjovt. Kan du komme herned til Svendborg? Det er, fordi vi er mange, der skal være enige, og der er nogle, der synes, at Fede Finn og Funny Boys også kunne være gode at få herned. »Så har jeg et godt forslag. Hvis I finder ud af, at nogle af de andre er gode til det, så gør I bare det. Hvis ikke, kommer I bare tilbage til mig. Men jeg kan ikke komme til Svendborg og diskutere det. Kun hvis jeg har et job i Odense, men …« Nu ringer Mads: Hej, det er Mads! Jeg bliver 40. Så jeg tænkte på, om du kunne komme og spille plader til min fødselsdag? »Hvor skal I holde den fødselsdag?« Det bliver bare herhjemme i Colbjørnsensgade. Der kommer mine bedste venner og sådan. På lørdag. »Er det allerede på lørdag? Det kan jeg altså ikke. Du må ringe meget tidligere med sådan noget«. Det kan også være på søndag. Vi kommer ikke så mange alligevel. Vi bliver fire. Måske fem, for det kan godt være, at min ekskæreste tager sin mand med. »Nå. Men hvad for noget musik kan du li’? Ved du, hvad jeg spiller?« Jeg kan godt lide brasiliansk musik fra 1950’erne. Kan du komme? »Ja«. Altså: Master Fatman stiller op til alt. Nyt emne: Hvordan bliver du egentlig ved med at holde dig så tyk? »Jeg ved det faktisk ikke, for jeg spiser sådan set ikke særlig meget efterhånden. Men jeg synes, jeg er blevet en lille smule tykkere på det seneste«. Jeg søgte på dig på internettet. I 1992 lavede du en film, du var med i Melodi Grand Prix, der blev skrevet en bog om dig. Men alt, jeg kunne finde, foregik for mindst ti år siden? »Det er det, der er det fede ved at være den tykke. Jeg går aldrig nogensinde på internettet og ser, hvad jeg har lavet«. Det tror jeg også er en lun position for dig selv. Men hvis du skulle begynde forfra i dag og ville blive en kendt person, der kunne tjene en masse penge på at gå ud og spille nogle brasilianske plader og sige noget banalt vrøvl, så var du vel nødt til at være med i en masse reality show. »Jeg er ked af det, nu du har siddet og forberedt dig på de spørgsmål. Men de er altså rimelig gammeldawse. Jeg tænker ikke på det. Jeg er Tykke – og det er jeg, når jeg står op, og når jeg går i seng igen. Jeg har ingen karriereplanlægning. Jeg vil hellere drikke te og spille guitar«. Du havde engang et orkester, der hed Master Fatman & The Freedom Fighters. Men den slags er du ligeglad med, for nu skal du lave ’Åben Dans’, og det skal handle om, at virkeligheden er vores alle sammens ven. »Skal det det? Det ved jeg ikke. Det har jeg ikke …« Det siger du selv inde på hjemmesiden hos abendans.dk? »Nå, at virkeligheden er vores alle sammens ven? Stykket tager udgangspunkt i situationisten og dialektikeren Guy Debords tanker, blandt andet appearance. Altså fremstilling, fremtoning. Det er grundsubstansen. Det er moderne dans. Det er Master Fatman«. Det handler så om at strække virkeligheden ud og komme den ind i ovnen? »Ja, det … Altså, har jeg sagt det på den video?« Ja. »Du vil hele tiden trække mig tilbage i tiden med de spørgsmål. Jeg er interesseret i, hvad der sker i dag, ikke i går. Men det handler om det med, at alle får deres fem minutter, skal fremstille sig selv og hvad skal vi nu? Skal vi finde os selv endnu en gang?« Og de har valgt dig, fordi du har en spillet en rolle i årevis, hvor du har gået rundt med solbriller og lyserøde gevandter og sagt, at folk skal være søde ved hinanden. »Hvis det er mit liv, du opsummerer på den måde, så vil jeg gerne tage en kop te med dig en dag og fortælle dig, hvad det handler om. Jeg tror, de har valgt mig, fordi jeg sådan set er en, som folk ikke rigtig ved hvad laver. Men jeg er der på en eller anden måde: Jeg er mig selv, jeg har noget, og jeg fremstiller hele tiden mig selv«.