Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
»Efter en del  middage med masser af marinerede  sild, øl og akvavit blev vi enige om 1,2 millioner schweizerfranc«, skriver den nu anklagede kunsthandler Robert Hecht i sine upublicerede memoirer om et salg i 1970 til Glyptotekets daværende direktør.  Foto: Alessandra Tarantino/AP

»Efter en del middage med masser af marinerede sild, øl og akvavit blev vi enige om 1,2 millioner schweizerfranc«, skriver den nu anklagede kunsthandler Robert Hecht i sine upublicerede memoirer om et salg i 1970 til Glyptotekets daværende direktør. Foto: Alessandra Tarantino/AP

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Glyptoteket: Vi kaldte ham isenkræmmeren

Den belevne kunsthandler Robert Hecht solgte gravrøver-gods til Glyptoteket i 1970'erne. Nu fortæller museet selv om forløbet.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var tilbage i 1971.

Museumsinspektør Jette Christiansen var netop blevet ansat på Ny Carlsberg Glyptotek, da hun en dag stod foran et syn, hun instinktivt ikke brød sig om.

På et bord lå et antal nyerhvervede antikke genstande med synlige rester af jord:

»Det kan man ikke, tænkte jeg. Jeg havde det rigtig skidt med det«.

Rovgravning Det var ikke genstandene i sig selv, bronzedele fra en 2.500 år gammel etruskisk fyrstegrav, men jordresterne, der vakte hendes mishag. »Jeg kunne jo se, at de ikke kom fra en privatsamling. At de kom direkte fra jorden«.

Sagt på en anden måde:

Den nyuddannede klassiske arkæolog kunne dermed konstatere, at museets værdifulde nyerhvervelse, en stridsvogn og en paradevogn, skjolde og jerngenstande indkøbt til museet af daværende direktør Mogens Gjødesen, kom fra en rovgravning.

Jette Christiansen havde ret, skulle det vise sig.

Et år senere opdagede italienske arkæologer, at gravrøvere havde gjort indhug i en fyrstegrav ved byen Fara Sabina uden for Rom. Med en gravko havde de fjernet de porøse metaldele.

Unåde
Men mishaget var Jette Christiansen dengang alene med på Ny Carlsberg Glyptotek.

For hun blev ansat på et tidspunkt, hvor en ældre museumstradition for erhvervelser var ved at blive afløst af en anden, forklarer hun. Selv repræsenterede hun et mere moderne museumssyn:

»Det var ikke noget, jeg gav udtryk for. Dengang var der et helt andet hierarki på den her arbejdsplads. Min mening havde ingen interesse«.

Nu står paradevognen centralt i udstillingen ’Middelhavshorisonten’ på Ny Carlsberg Glyptotek.

Oprydning
I dag ville et køb af et etruskisk bronzefund med jordrester være utænkeligt. For Jette Christiansens arkæologiske holdning er i dag museets officielle.

Og nu forsøger hun, sammen med den øvrige ledelse, at navigere i den aktuelle krise med de italienske myndigheder, at rydde op i fortiden og lande på en løsning, der hverken forringer kvaliteten af museets samling eller forhindrer et fremtidigt samarbejde med de italienske arkæologer.

Det er en ganske aktuel udfordring:

En ny situation opstod i Rom i sidste måned, da det danske museums ledelse sad over for formanden for den italienske kommission, der behandler sager om illegalt udført kulturarv, kammeradvokat Maurizio Fiorilli og hans stab.

De 100 genstande
Hidtil havde de italienske myndigheder kun bedt om udlevering af dokumenter og hjælp til bevisførelse mod de anklagede bagmænd, men nu fik den danske museumsledelse stukket et chartek i hænderne:

Indeni fandtes en liste med over 100 genstande fra Glyptotekets samlinger, stort set alt købt efter 1970, og dem ønskede kommissionsformanden nu udleveret.

Museumsledelsen havde selvsamme formiddag været til møde med den italienske rigsantikvar Stefano de Caro for at aftale et samarbejde om langtidslån og udveksling af netop nogle af de antikke genstande, der er omfattet af retssagerne i Rom.

Derfor kom kommissionsformanden Maurizio Fiorillis udleveringskrav bag på Glyptotekets ledelse. Især omfanget af dem:

»Han havde ikke skelet til, om tingene var testamentariske gaver eller købt fra gamle danske privatsamlinger. Vi skulle bare aflevere det hele. Der var ikke mange nuancer i hans krav«.

Tidligere har Glyptotekets ledelse ikke ønsket at udbrede sig i detaljer om handlerne via det illegale netværk her i avisen.

Men nu forholder de sig for første gang til det særlige årti, 1970’erne, den tidligere direktørs personlige venskab med amerikaneren Robert Hecht, der blandt andet skaffede dem bronzevognene fra fyrstegraven.

Og de fortæller om de erfaringer, der fik dem til at ændre indkøbspolitik i slutningen af 1970’erne.

Samlermani
For at forstå, hvordan en mand med forbindelser til gravrøvere og lyssky bagmænd overhovedet har haft adgang til en velestimeret dansk kulturinstitution, må man skrue tiden lidt tilbage:

I Carl Jacobsens tid var det Glyptotekets fornemmeste opgave at forøge samlingerne.

Det var det stadig i 1950’erne, hvor kunsthandelen efter Anden Verdenskrig for alvor fik fodfæste i Schweiz. Det var især her, man handlede med antikke genstande.

Da Jette Christiansen ankom til museet, var det praksis for Glyptoteket såvel som andre store museer at forøge samlingen via kunsthandlerne i Genève og Lugano, for derefter at skrive i museets protokol, at for eksempel en græsk amfora var ’erhvervet via den internationale kunsthandel’.

Det var rigeligt, selv om man ikke anede, om den var fundet i en udgravning i Grækenland, Italien eller Nordafrika, og hvilke andre genstande den i årtusinder havde holdt med selskab. Det handlede om samlingernes størrelse.

Illegale udgravninger
Men museumsinspektør Jette Christiansen repræsenterede en ny generation af museumsfolk, der ikke bare vurderede en genstand isoleret for dens æstetiske værdi (’den er smuk’), men for dens vidnesbyrd om menneskets forhistoriske levevis (’hvad kan den fortælle?’.).

Og for hende blev det stadig mere klart i løbet af 1970’erne, at mange af genstandene, der blev anskaffet til museet, »måtte stamme fra nylige, illegale udgravninger«.

De videnskabelige medarbejdere fik dermed tildelt en upassende rolle som »hæler snarere end samler«, og det klassiske ræsonnement – at man lige så godt kunne købe genstanden, for ellers endte den bare i en anden samling – mente hun ikke var videnskabeligt holdbar:

»Udgangspunktet er oplysningstiden, men i 1970’erne kører det videre i en degenereret form. Det er en form for samlermani, hvor det handler om ejerskabet«, husker Jette Christiansen.

Fordrejet aspekt
Og netop den indsamlingsmetode, forklarer hun, var på vej til at blive en alvorlig trussel mod hendes profession, den klassiske arkæolog:

»Jeg oplevede som ung, at det var vanvittigt utilfredsstillende at arbejde med de genstande, der kom til museet på den måde. For mig er det ikke afgørende, om en vase er pæn eller grim, men at få svar på spørgsmål som: Hvor er den fundet? Hvorfor har nogen lavet det her? Til hvilket formål?«.

Men når genstandene dukkede op historieløse – kun ledsaget af et lag frisk jord fra et vilkårligt sted – var udgangspunktet forkert:

»Du var nødt til at sidde og gætte. Og det videnskabelige aspekt blev fordrejet«.

Et holdningsskifte var påkrævet. Men der skulle gå et årti, før det skete. Blandt andet stod et venskab i vejen.

Rejsende købmænd
Den internationale kunsthandel var ikke kun isoleret til Schweiz.

Den havde også tilknyttet en slags ’rejsende købmænd’ – ofte veluddannede og vidende personer – der fungerede som en slags salgsagenter for de store kunsthandlere.

I tilfældet fyrstegraven var sælgeren da heller ikke en tilfældig mand.

Det var amerikaneren Robert Hecht, en yderst aktiv og beleven skikkelse, der kunne tælle de store europæiske og amerikanske museer blandt sine kunder. Han var tilfældigvis også ven med den danske direktør på Glyptoteket.

Altså gode venner.

Hilsener til direktøren
Det forhold berørte vi her i avisen for to år siden, da vi første gang skrev om de etruskiske genstande på Glyptoteket. På trods af at vi stillede direkte spørgsmål om museets tidligere relation til Robert Hecht, fandt museets direktør Flemming Friborg det ufornuftigt at udtale sig om det emne.

Siden 1970’erne havde Glyptoteket ændret indkøbspolitik, og der var desuden »tale om en tankegang, vi ikke mener at kunne tillade os i moderne museumsdrift«, skrev museet i en erklæring, og relationen til Robert Hecht blev aldrig uddybet.

Derfor valgte Politiken at ringe til Robert Hecht selv.

Amerikaneren stod anklaget ved retten i Rom, men befandt sig i New York, og over telefonen berettede han gerne om sin tætte relation til Glyptotekets tidligere direktør, nu afdøde Mogens Gjødesen.

I samtalen dengang lod han blandt andet forstå, hvor meget han »elskede« det danske museum og sine »danske venner«.

Og han endte med at bede os hilse den pensionerede direktør Flemming Johansen, som han også regnede blandt sine venner.

»En storslået person«
Den relation bekræftede den pensionerede museumsdirektør Flemming Johansen uden tøven. Han sad i ledelsen fra 1977 til 1999 – det man må kalde nyere tid – og han forsvarede straks Robert Hechts person.

Selv om Johansen i hans direktørtid ikke købte genstande af Robert Hecht, fordi »festen sluttede«, som han formulerede det, var han »en storslået person« med »et jævnt muntert og ironisk syn på det hele«.

Den tidligere direktør udtalte desuden, at han ikke mente, at hans tidligere arbejdsplads havde handlet forkert.

Derimod argumenterede han ligefrem for, at museet ved at købe fyrstegraven af Robert Hecht havde gjort en god gerning. For italienerne var ikke stand til at tage vare på deres egen kulturarv:

»Det er bedre at redde tingene end at lade dem gå til grunde«.

Det citerede vi her i avisen, og dermed tegnede vi et billede af et dansk museum, der har ændret indkøbspolitik, men som indtil 1999 havde en ledelse med venskabelige bånd til en repræsentant for et kriminelt netværk.

En tidligere ledelse, som stadig gik i brechen for de tidligere illegale handler ud fra faglige argumenter.

»En charmerende dæmon«
Men at kalde det Glyptotekets generelle holdning ville være en fortegnelse.

En form for moralsk og etisk afstandtagen fra Robert Hecht ligger faktisk museumsinspektør Jette Christiansen på sinde.

Om Hecht siger hun:

»Han var en charmerende dæmon«.

Og det er ikke en afstandtagen, der er opfundet til lejligheden:

Forloren hare
Jette Christiansen har i flere af Glyptotekets publikationer skrevet om 1970’ernes dubiøse indkøbspolitik, og i 1979 er hun med til at formulere en hensigtserklæring, der betyder, at museet afstår fra at købe via Schweiz.

Desuden skriver hun i 1982 i en af Glyptotekets publikationer en artikel om den internationale kunsthandel med overskriften ’Forloren hare’:

Om en værdifuld 2.500 år gammel græsk parfumeflaske af brændt ler, formet som en hare, som museet har fået tilbudt. En videnskabelig analyse har påvist, at det er en forfalskning.

Og museumsinspektør Jette Christiansen konkluderer, at et moderne museum fremover ikke bør købe hos den internationale kunsthandel, men må »finde andre veje«, hvis man vil forøge sine samlinger.

Skældud
Den artikel falder ikke i god jord på Glyptoteket.

Jette Christiansen får skældud af flere »ældre ansatte«, der mener, at Jette Christiansen opfører sig illoyalt over for institutionen.

»Det var jo ikke pænt at sige ligeud. Man skulle ikke skide i egen rede«, som hun siger.

Haren, fortæller Jette Christiansen nu, var blevet tilbudt museet af Robert Hecht. Ligesom han også havde tilbudt en parfumeflaske formet som en perlehøne.

Også den viste sig ved nærmere undersøgelse at være en forfalskning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Degenereret praksis
Problemet, som museet står med i dag, er således betinget af to forhold:

En historisk museumspraksis, der endte i degenereret form.

Og Robert Hechts særlige forkærlighed for Glyptoteket.

For der var flere grunde til, at Robert Hecht med eskalerende frekvens viste sig på Glyptoteket i 1970’erne, forklarer Jette Christiansen

»Hr. Hecht kom her jævnligt i huset, da jeg var ung. Også når han var på vej fra et sted til et andet. Han havde vældig tætte relationer med Gjødesen, som gjorde, at vi fik mange ting. Det var ikke altid, han havde noget med i plastikposen, men han var her ofte«.

Isenkræmmeren
I museets arkiver finder man for eksempel en større samling personlige postkort, som han har sendt til daværende direktør Mogens Gjødesen. Og der var tale om mere end en faglig relation:

»De holdt ferie sammen i Gjødesens sommerhus. Og jeg tror, at de som personer svingede enormt godt sammen. De var begge velbegavede mennesker med stor lune og humoristisk sans«.

Også blandt de ansatte var Robert Hecht en kendt skikkelse. Museumsinspektør Jette Christiansen fortæller, at han blandt de ansatte gik under tilnavnet Isenkræmmeren:

»Ja, for han tilbød store mængder og kom ofte og afleverede genstande, som vi så havde liggende. I perioder havde vi de ting, han tilbød museet, udstillet i montrer ved indgangen til den etruskiske samling. Det kaldte vi Isenkræmmerens samling«.

Også den forfalskede hare og perlehøne befandt sig netop i de montrer i et stykke tid.

Hecht sortlistet
I 1978 fik Glyptoteket en ny direktør i skikkelse af Flemming Johansen.

Og selv om den nu pensionerede direktør altså har bekræftet sit venskab med Robert Hecht, undlod museet at handle med amerikaneren fra det år, fastslår Jette Christiansen. Som hun forklarer:

»Det er klart, at han kendte Flemming Johansen. Men i Flemming Johansens tid afviste vi hans ting. Robert Hecht kom mindre og mindre og sendte fotografier i stedet, og vi sagde pænt nej tak uden at sige hvorfor«.

Museet har også hidtil afvist at have købt af Robert Hecht efter 1978, da de formulerede deres hensigtserklæring og fra da af officielt stillede sig kritiske over for den tvivlsomme internationale kunsthandel.

Ingen konfrontation
Men nogle enkelte genstande, en kvindefigur og et oksehoved, som Hecht lod ligge på museet, er indregistreret i 1984. Jette Christiansen forklarer:

»Det er ikke genstande, som museet har købt. Det er ubetydelige genstande, som Hecht lod blive tilbage og aldrig hentede igen. Da direktør Flemming Johansen spurgte, hvad der skulle ske med dem, sagde Hecht: »Nå, dem kan I bare beholde. Det er en gave fra mig«.

Men I tog aldrig konflikten med ham dengang?

»Nej. Det ville ikke have nogen indflydelse på hans ageren. Han navigerede bare videre andre steder«.

Det problematiske venskab
Den problematiske periode for Ny Carlsberg Glyptotek er således indtil 1978 og især i 1970’erne.

Her handlede museet med stigende frekvens med Robert Hecht og i et enkelt tilfælde bagmanden Giacomo Medici, som havde i tusindvis af illegale genstande på sit lager, da han blev anholdt i 1994.

Museumsinspektøren mener især, at en særlig konstruktion ved det danske museum har gjort det til et drømmescenarie for Robert Hecht.

Han havde en særlig fordel i at pleje venskab med den danske museumsdirektør:

»Det har helt sikkert ikke været uinteressant for hr. Hecht, at direktøren for Glyptoteket kunne gå ned fra sit kontor på første sal og sige til formanden for Ny Carlsberg Fondet, som havde kontor nedenunder: »Så, nu er der tilbud om denne sjældne genstand. Hvordan tror hr. formanden, at det ligger med en bevilling til det?«. Inden for 24 timer har Glyptotekets direktør kunnet skaffe en millionbevilling, hvorimod den slags tog meget længere tid på andre museer i USA og Europa«.

Men selv om Robert Hecht har haft et økonomisk motiv for at pleje sit venskab med direktør Mogens Gjødesen, mener du så, at det fratager museet en etisk forpligtelse, hvis man har mistænkt genstande for at være rovgravede?

»Jeg er fuldkommen overbevist om, at Gjødesen ikke drømte om, at det, han gjorde, var forkert. Han kom fra en tradition, hvor det var museets fornemmeste opgave at forøge samlingen, og han så sig selv som Carl Jacobsens efterfølger. Mens Carl Jacobsen blev forsynet med genstande af den tyske arkæolog og kunsthandler Wolfgang Helbig, lod Gjødesen sig forsyne af Hecht. Men det er klart, at det er et spørgsmål, der har rumsteret i 1970’erne. Og det er derfor, vi i 1978 siger, at nu køber vi ikke mere af ham«.

»Vi skal jo ikke være politi«
I dag ved I, at de genstande, Hecht dukkede op med, var illegale. Hvad er det, der essentielt afholder jer fra bare at aflevere dem?

»Vi har ikke lyst til at aflevere af den simple grund, at tingene nu tilhører Glyptoteket, der i sin tid har anskaffet dem under andre holdninger og andre omstændigheder end i dag. Vi føler os ikke skyldige og føler ikke, at vi skal gå bodsgang ved at aflevere uden juridisk krav. I så fald vil udlevering være som at åbne for en Pandoras æske. Så vil alt kunne kræves udleveret uden skelen til tid og sted fra alle verdens museer«.

Det er museets officielle indstilling. Ved at afstå fra at handle med Hecht fra 1978 forholdt de sig så etisk, som de kunne.

Da Danmark først i 2003 underskrev Unesco-konventionen af 1970 om ulovlig handel med kulturarv, var der da heller ingen danske paragraffer, der blev overtrådt, da handlerne fandt sted.

Glyptotekets nuværende direktør Flemming Friborg, der har stået i spidsen for museet de sidste seks år, forsvarer sin institution således:

»Vi er jo ikke udøvende myndighed, og vi skal jo ikke være politi. Og ingen her i huset skulle skælde Hecht ud. Det måtte andre gøre«.

International efterforskning
Og skideballen kom. Men først i midten af 1990’erne.

Da blev Robert Hecht, sammen med bagmanden Giacomo Medici, midtpunkt for en international politiefterforskning og efterfølgende retssag i Rom, som stadig verserer, og hvor dokumenter fra Glyptotekets arkiver nu indgår som bevismateriale.

Bagmanden Giacomo Medici er idømt ti års fængsel, men står foran en appelsag.

Hecht over aldersgrænsen
Sagen mod Robert Hecht kører stadig, men da han for længst har rundet de 70 år og aldersgrænsen for fængsling, har retssagen reelt ingen betydning for ham.

Museumsinspektør Jette Christiansen:

»Hecht går i dag rundt og gnider sig i hænderne på Manhattan og siger: Jeg 89 år, og de kan ikke sætte mig i fængsel«.

Selv har hun siden 1970’erne forsøgt at reparere på det tab af historisk viden, som skete, da gravrøvere fjernede de to fyrstevogne, og Robert Hecht solgte dem til Glyptoteket.

I 1975 faldt hun i et italiensk udstillingskatalog over billeder af den del af fyrstegraven, som ikke var endt på Glyptoteket, og hun vidste nu, hvorfra den stammede.

Samarbejde i Italien
Hun tog kontakt til sine italienske kolleger og rejste til Italien for at etablere et samarbejde.

Man kunne nu skabe et billede af, hvad der havde været i den oprindelige grav, før gravrøverne skovlede den op med deres gravko, og dermed havde arkæologerne et mere komplet udgangspunkt at arbejde ud fra.

Det er netop det videnskabelige samarbejde, man på Glyptoteket mener, er afgørende for museet i fremtiden.

I dag kan man ikke indkøbe værdifulde genstande som tidligere, men man kan indsamle værdifuld viden og udveksle genstande:

»Uden samarbejde med vores kolleger er vi bare et raritetskabinet for døde genstande«, som vicedirektør Anne Marie Nielsen siger.

Bister kammeradvokat

Men for tiden ser det ud til, at særligt én mand gerne vil sætte sit præg på Glyptoteket og de antikke samlinger:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Læs: Italien hjemkalder kunst fra Glyptoteket

Maurizio Fiorilli, kammeradvokaten og kommissionsformanden, der er kendt for at være en endda særdeles hård forhandler over for de amerikanske museer, har kunnet benytte sig af en særlig trumf:

Han har truet med at aflyse alt kulturelt samarbejde med de lande, der nægter at udlevere genstande.

I bero
Et omfattende samarbejde om udveksling af genstande, som Glyptoteket var i gang med at iværksætte med Italiens rigsantikvar Stefano Caro, er da også sat i bero.

Rigsantikvaren har været nødt til at trække sig fra samarbejdet. Og det kan potentielt vise sig at være et problem.

»Men vi gør alt, hvad der står i vores magt for, at skaden bliver så lille som muligt – især på den videnskabelige front«, siger museumsinspektør Jette Christiansen.

En anden – ganske aktuel – tragedie for den klassiske kulturarv er ifølge museumsinspektøren, at overgreb på kulturarven i dag stadig finder sted i stor stil.

Udbud og efterspørgsel
Det er stadig styret af udbud og efterspørgsel:

»Dubai har i dag overtaget Schweiz’ rolle som centrum for kunstmarkedet. Og der kommer jo sådan et katalog hver anden måned fra New York«, siger Jette Christiansen og rækker et katalog fra auktionshuset Christie’s over bordet.

På side 169 er et romersk bronzeportræt af kejser Vespasian vurderet til op mod 900.000 dollar.

Det har tidligere været solgt via Atlantic Antiquities i New York: en antikvitetsforretning, som enhver med indblik i den internationale kunsthandel ved, er synonym med én mand: amerikaneren Robert Hecht.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden