Da Jan Sonnergaard først fik ideen til sin nye roman, begyndte paranoiaen. Ideen var jo indlysende. Hvad nu, hvis en hurtigskrivende kollega havde samme ide og fik udgivet en bog, når Sonnergaard stadig manglede tre kapitler? Foto: Tobias Selnæs Markussen

Da Jan Sonnergaard først fik ideen til sin nye roman, begyndte paranoiaen. Ideen var jo indlysende. Hvad nu, hvis en hurtigskrivende kollega havde samme ide og fik udgivet en bog, når Sonnergaard stadig manglede tre kapitler? Foto: Tobias Selnæs Markussen

Kultur

Sonnergaard: Hvad fanden rager Romer mig?

Jan Sonnergaard insisterer på at gøre det modsatte af de andre. I sin kommende roman sætter han fokus på firsernes atombombeangst.

Kultur

Jan Sonnergaard troede, at han var en hård hund.

I hvert fald indtil han oplevede Hiroshima og Nagasaki. I forarbejdet til sin nye roman besøgte han de japanske byer på årsdagen for de amerikanske atombombeangreb ved afslutningen af Anden Verdenskrig.

6. august 1945 kastede amerikanerne bomben ’Little Boy’ over Hiroshima. Tre dage senere ramte ’Fat Man’ Nagasaki.

Begge steder fik det rystende og synlige konsekvenser.

Det var den årlige markering af disse konsekvenser, der fik Jan Sonnergaard til at tvivle på, om han nu også var en hård hund.

I Japan så han små, mørkhårede piger, helt klædt i hvidt, lægge én hvid rose på opstillede altre til minde om de mange bombeofre, og i Nagasaki læste borgmesteren navnene op på de stråleofre, der var døde i det forløbne år. Ofre, der måske endda kun var fostre i deres mors maver, da bomben faldt.

»Det er, så man næsten besvimer af bevægelse«, fortæller Jan Sonnergaard.

Enormt indlysende
I sin kommende roman fortæller han, hvordan bombernes skygge i årevis – usynligt – lå hen over os alle sammen, og han går så vidt, at han lader atombomben være den ene af romanens hovedpersoner. Den anden hovedperson er 1980’erne.

Årtiet, der var en farve. Årtiet, der var lige så sort og perspektivløst som udsigten fra en lukket kiste.

»Afsættet for romanen kom, da jeg på et tidspunkt begyndte at tænke tilbage på min egen ungdom. Vi var jo unge mennesker, dengang i 1980’erne. Vi burde rende rundt og more os. Være glade. Hvordan kunne det så være, at vi var ramt af tungsind? Hvor kom det fra?«

»Alle var i sort, og musikken var dyster, dyster. Derfor begyndte jeg at spekulere over, hvad fællesnævneren havde været, og det helt centrale var jo, at vi levede med truslen om, at vi kunne blive udslettet. Det påvirkede alle. Høj og lav, højre- og venstreorienterede, rige og fattige«.

»Pludselig kunne jeg se, at det var enormt indlysende, og derfor ville jeg undersøge, hvordan denne trussel havde påvirket en hel generation og et tiår«.

Bomben glemt eller fortrængt
Jan Sonnergaards roman hedder ’Om atomkrigens betydning for Wilhelm Funks ungdom’, men det skal ikke forlede nogen til at tro, der er tale om en psykologisk indfølende udviklingsroman. På ingen måde.

Jo, undermåleren Wilhelm Funk, hvis far tæver ham, når det lige falder for, er selvfølgelig med i bogen, men kun som en af mange optrædende i en handling, hvor kun bomben og årtiet for alvor træder igennem.

Hvad er det, du vil? Sende os mentalt tilbage til 80’erne?

»Jeg vil det, som alle forfattere vil. Sætte fingeren på noget, der ellers ikke bliver talt om, og som den kollektive bevidsthed har fortrængt. Det er et aspekt af 80’erne, vi ikke hører noget om, selv om årtiet ellers er meget i vælten, men vi hører mest om Soda Stream-maskiner, sjovt hår, løssluppen sex og tv-værten Kim Schumacher«.

I romanen eksisterer verden kun her og nu. Selv hos de nyudsprungne studenter, der ellers måtte formodes at have livet foran sig.

»... der blev drukket som en borgerkrig, og der blev røget og flirtet og kæftet op. Men der var ingen snak om fremtidsplaner. Ingen snak om eksamensresultater, ingenting overhovedet, der drejede sig om i morgen, intet der pegede ud over det helt konkrete nu«, hedder det i romanens begyndelse.

Punks og yuppier
Kollektivromanen følger en række personer, som optræder i animerede studenterfester ved handlingens begyndelse, men allermest i centrum står alligevel to tilsyneladende modsatrettede grupper – punks og yuppier.

»Selv om de to grupper ikke kunne fordrage hinanden, kom de i virkeligheden til at ligne hinanden, for begge havde et livssyn, der sagde »Efter os syndfloden«. Punksene siger fuck til enhver ide om uddannelse eller fast arbejde. I stedet siger de »Fuck, jeg vil hellere høre Rollins, Dead Kennedys og sniffe noget lightergas««.

»Yuppierne skider på enhver form for erhvervsetik, for her drejer det sig ikke om at lave sunde virksomheder, der producerer noget til gavn og glæde for mange mennesker. Nej, de laver lånekarruseller, pifter værdier kunstigt op og laver fjendtlige overtagelser. De skider på, om noget er ulovligt, for det kan jo være, at de får bomben i hovedet i morgen«.

Tror du virkelig, de tænkte det?

»Bogens tese er, at de tænkte det, selv om de formodentlig ikke var bevidste om det, og det samme gjorde punksene. Selv om de ikke artikulerede det, var det en motiverende understrøm hos dem«.

»Min tese er, at det var en ubevidst styringsmekanisme for et helt tiår. Måske er tesen forkert, men hvis man vil beskæftige sig med 1980’erne, er det fuldstændig centralt at forholde sig til det, jeg påstår«, siger Jan Sonnergaard.

Total død
Han er helt på det rene med, at det er svært at forholde sig til bomben i dag. Bomben er teknik og total død, som han siger.

»Det er som at spekulere over, hvad der er bag universet, eller hvad der kommer efter det uendelige. Sådan er det også at spekulere over, hvad der ville være sket, hvis alle bomber var blevet udløst. Var der så ingenting bagefter?«.

Er det ikke sådan, at menneskeheden hele tiden lever med en trussel, der måske kan udslette os. Bomben, aids, ozonhullet, klimaet ...?

»Jo, men den væsentlige forskel i forhold til klimatruslen er, at den kan vi gøre noget ved«, siger Jan Sonnergaard.

I 1980’erne havde hr. og fru menigmand ikke ligefrem dét synspunkt på den kolde krig og våbenkapløbet, og spørger man Jan Sonnergaard, var det ren hasard, hvad politikerne dengang havde gang i.

»Højrefløjen siger, det var godt, vi havde Reagan, der satte hårdt mod hårdt, men efter min mening var det mindst sandsynlige udfald af den kolde krig lige netop det, der faktisk skete. Løsningen på den slags er ellers altid en krig«, siger han.

Vigtige fodnoter
Som han ser det, var det højst usandsynligt, at kommunismen ville gå i opløsning indefra og Sovjet slippe taget om vasalstaterne.

»Den officielle sandhed om den kolde krig er, at det var godt, vi satte Sovjet stolen for døren, og en mand som Uffe Ellemann ville nok sige, at fredsbevægelserne var farlige, fordi de satte en kile ind i den truende politik over for Sovjet, og at fodnoterne i udenrigspolitikken også var farlige, fordi det minimerede truslen mod Sovjet«.

»Min tolkning er, at fredsbevægelserne og fodnoterne medvirkede til, at atomkrigen ikke brød ud, fordi de overbeviste de sovjetiske ledere om, at vi måske alligevel ikke ville angribe dem. At der ikke var enighed i Nato«.

»Tænk på, at folk i den sovjetiske generalstab havde set ting, man skulle tro var løgn. De vidste, hvad krig var, og de frygtede det. Måske var det vigtigt, at nogen kunne overbevise dem om, at det ikke var et enigt Europa, der truede dem«.

»Hvad fanden rager det mig?«
Jan Sonnergaard er helt på det rene med, at hans nye bog ikke ligner tidens øvrige litteratur, og at den slags kan være risikabelt.

»Ja, bogen stikker ud, for i de seneste år har der ikke være mange bøger om storpolitiske emner eller om udlandet, men jeg syntes, bogen manglede«.

»Uden at sige noget ondt om de øvrige bøger så synes jeg, der det seneste årti har været nogle uniforme bevægelser, hvor vi har set masser af bøger om den danske provins, intimsfærer og almindelige menneskers almindelige liv. I visse tilfælde har det været glimrende bøger, og i andre tilfælde er der gået automatik i den«.

»Se på Helle Helle. Det kunne da efterhånden være rart at læse en bog, der ikke foregik blandt banalt dumme mennesker, der boede banalt grimme steder og foretager sig forudsigelige og banale ting. Der har også været vældig mange biografiske ting, hvor man ikke tror sine egne øjne«.

»En fuldkommen ukendt Knud Romer skriver om sin opvækst. Hvad fanden rager det mig? Næh, han skriver endda om sin mor, og hvad rager hun mig, hvis hun ikke har bedrevet et eller andet? Og det har hun mig bekendt ikke, og så går bogen gud døde mig hen og bliver en bestseller«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hellere vildskud end uniform »Hvis der skal være noget grin i det for mig som forfatter, så skal jeg have en fornemmelse af, at jeg gør det modsatte af de andre. I hvert fald skal jeg have fornemmelsen, mens jeg sidder og skriver det. Jeg skal have en tyrkertro på, at jeg skriver det, ingen af de andre tør, kan eller vil«. »Jeg prøver at definere min forfatterrolle så bredt som muligt. Måske er det også en slags selvbeskyttelse, men jeg prøver at sprede mig ud på alt fra bøger til teater, aviser og foredrag, og måske startede det hele med, at jeg var ved at få spat af den minimalistiske litteratur«.

»Jeg vil hellere tage chancen og lave et vildskud end sidde og lave skriftens tematiske skrift på 48 sider. Det gider jeg sgu ikke. Men måske bliver det sjovt en dag at skrive en klassisk psykologisk dannelsesroman, men det skulle bare ikke ske med denne her«.

»Her var kalkulen, at der ikke måtte komme for meget udvikling og psykologi ind, fordi det bare ville stå i vejen for projektet«.

Én på kasketten til borgerskabet
Jan Sonnergaards roman er ikke alene et projekt, hvor en altødelæggende bombe har hovedrollen, den er også noget så atypisk som en kollektivroman. Han er mere optaget af grupperinger og segmenter end af enkeltpersoner.

Det er også derfor, punks og yuppier fylder så meget i bogen. Og ud over at de både er forskellige, har fællestræk og er typiske for 80’erne, så giver de to grupper ham også mulighed for at give borgerskabet en på tuden.

»Yuppierne sidder på Cafe Victor og spiser østers, tænder cigarer med tusindkronesedler og sniffer kokain helt åbent foran småborgerne. Det er også i orden, for folk ved, at de er nogle skurke, men når de så – som i min bog – forbrødrer sig med en punk, så besvimer en af damerne på restauranten«.

»En ting er, at de skider på alt, men når de også skider på deres egen position og omgås bærmen, så er det provokerende, for det betyder, at drømmen om social opstigning er irrelevant, og for småborgerskabet – påstår bogen – er det den ultimative provokation. Og jeg tror, det er rigtigt«.

Smæk

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg så det samme, da jeg fik udgivet mine noveller. På Weekendavisen syntes de, det var sjovt med den første bog om bistandsklienter og discountbajere. Det var også sjovt, da jeg skrev om kærlighedsproblemerne og ligusterfascisterne i småborgerskabet«.

»Da jeg så gjorde grin med overklassen, var det bare overhovedet ikke morsomt. De burde være blevet sure, da jeg gjorde nar ad det segment, de selv tilhører, men sådan er det jo. Du må gerne gøre grin med mig, mit hus, min kone og mine børn og deres latterlige skole, men du må ikke gøre nar ad min drøm«. Hvad tror du vil provokere folk med denne bog?»Det vil provokere folk, når jeg skriver, at amerikanerne kun brændte atombomberne af over Japan for at skræmme Stalin. Og at det ikke var for at få Japan til at overgive sig. Den giver smæk«.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce