Jan Sonnergaard troede, at han var en hård hund. I hvert fald indtil han oplevede Hiroshima og Nagasaki. I forarbejdet til sin nye roman besøgte han de japanske byer på årsdagen for de amerikanske atombombeangreb ved afslutningen af Anden Verdenskrig. 6. august 1945 kastede amerikanerne bomben ’Little Boy’ over Hiroshima. Tre dage senere ramte ’Fat Man’ Nagasaki. Begge steder fik det rystende og synlige konsekvenser. Det var den årlige markering af disse konsekvenser, der fik Jan Sonnergaard til at tvivle på, om han nu også var en hård hund. I Japan så han små, mørkhårede piger, helt klædt i hvidt, lægge én hvid rose på opstillede altre til minde om de mange bombeofre, og i Nagasaki læste borgmesteren navnene op på de stråleofre, der var døde i det forløbne år. Ofre, der måske endda kun var fostre i deres mors maver, da bomben faldt. »Det er, så man næsten besvimer af bevægelse«, fortæller Jan Sonnergaard. Enormt indlysende I sin kommende roman fortæller han, hvordan bombernes skygge i årevis – usynligt – lå hen over os alle sammen, og han går så vidt, at han lader atombomben være den ene af romanens hovedpersoner. Den anden hovedperson er 1980’erne. Årtiet, der var en farve. Årtiet, der var lige så sort og perspektivløst som udsigten fra en lukket kiste. »Afsættet for romanen kom, da jeg på et tidspunkt begyndte at tænke tilbage på min egen ungdom. Vi var jo unge mennesker, dengang i 1980’erne. Vi burde rende rundt og more os. Være glade. Hvordan kunne det så være, at vi var ramt af tungsind? Hvor kom det fra?«

»Alle var i sort, og musikken var dyster, dyster. Derfor begyndte jeg at spekulere over, hvad fællesnævneren havde været, og det helt centrale var jo, at vi levede med truslen om, at vi kunne blive udslettet. Det påvirkede alle. Høj og lav, højre- og venstreorienterede, rige og fattige«.