Christian skal altid have fem smørklatter på sin havregrød. Fordi han er fem år. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Men denne morgen er det alligevel anderledes. Normalt tæller han bare klatterne, efterhånden som jeg skærer dem af. Sådan for at sikre sig, at alt går rigtigt for sig. Men denne morgen bliver hver enkelt smørklat navngivet og døbt. »Det er Kristoffer«. »Og så er det mig. Jeg er lidt større end Kristoffer«. »Den største, det er far. Og der kommer Kristina«. (Som altså er Kristoffers mor). »Den lillebitte klat. Det er slikposen. Den løber mig og Kristoffer ned for at købe, mens I leder efter os. Så spiser jeg den!«. Ned i løgnhalsen Siger han og guffer den mindste af de fem klatter i sig. Lige ned i løgnhalsen, som han udtrykker det. Undskyld, kære læser. Det var lidt lang tid at holde Dem på pinebænken. Christians grød rager Dem sikkert en havrebjælde. Her er forklaringen: Ugen inden var Christian stukket af. Sammen med Kristoffer. Som havde fået fat i nogle kroner, der åbenbart lå og brændte i lommen. Dem op til købmanden. Problemet er bare, at de skal forlade legegaden og de små sideveje og gå over en trafikeret hovedfærdselsårer med busser, håndværkerbiler og pizzabude. Det må de ikke. Og det vidste de godt. Hvis vi hypotetisk siger, at de måske et kort øjeblik ikke vidste det. Eller havde glemt det. Så fandt vi senere ud af, at to-tre andre forældre på de små gader havde fat i dem og mindede dem om, at de var på afveje. Hvilket hver gang fik dem til at bakke. Og tage en ny rute. Men op til købmanden kom de. Her var det, at Kristina, den anden drengs mor, fandt dem. Med munden fuld af vingummi-flagermus. Eller flagremus, som Christian plejer at sige. Hvilket jo egentlig er mere korrekt. For de flagrer jo. Men lige nu er det altså ham, der har flagret omkring. Men da jeg når frem til kiosken, står han stadig og griner fjoget, mens flagremuse-savlet løber klistret ned ad hans beskidte kinder. Ihh, hvor blev jeg sur. Nazifar På stedet idømte jeg ham en dag uden legekammerater samt en sommer med legegadearrest. Det vil sige, at han ikke må gå uden for vores egen gade, der er lukket i begge ende. Da jeg fortalte min kammerat om flugtforsøget og patriarkens strenge, men retfærdige sanktioner, sagde han: »Du er en nazist«. Og jo, det er jeg så nok. Men hvad skal jeg stille op. Jeg blev så forskrækket. Over at de kunne finde på det. Selv om jeg gang på gang har fortalt historien om, hvordan jeg som femårig gik fra Centralmissionens børnehave i Nyboder sammen med to kammerater og tilbragte en hel dag på fri fod i den indre by. Måske blev jeg også lidt stolt af ham. Sådan som fædre bliver. Når mødrene ikke lige ser det. Men jeg var også bange. Skulle vi give ham sådan et elektronisk halsbånd på, ligesom Rutger Hauer i filmen 'Wedlock', hvor hele hovedet bliver sprængt i luften, hvis man går uden for sikkerhedszonen? Man kunne nøjes med at give ham elektrisk stød. Bare så han kan lære det. Sønnens sejr Et par dage gik. Og snart legede han jo igen med dem, han plejer. Og han gik præcis ned ad de veje, han plejede at gå ned ad. Også selv om det ikke lige var selve legegaden. Og vi talte ikke mere om hans ophidsede nazifar og scenen med slikposen. Indtil han sætter sig ned og laver sin egen havregrødsopera. Akkurat som man gør, når børn skal bruge dukker for at vidne i en kriminalsag. Men her er Christian både dommer og jura. Han skynder sig at gafle slikposen. Sådan. Tag den far. Jeg er vant til at blive sat på plads. Også af min datter. Hvis jeg har lukket gadedøren op for en veninde og er gået op på anden sal til Johanna for at oplyse om denne venindes ankomst, svarer hun »og?«. Hvilket betyder: 'Hvad skal jeg bruge den oplysning til'. 'Hvad rager det mig'. 'Gå ned igen og spørg, hvad hun vil'. Jeg prøvede en dag at forklare Johanna, at det er lidt magisk, at hun er født i 1999 og Christian i 2001, altså på hver side af et årtusind. At hun blev vores farvel og tak til år 1999, mens Christian blev vores goddag og tak for 2001. »Hvad har år 2001 nogensinde gjort for os«, spurgte hun anklagende. Og det er jo rigtigt. Al den her øllebrødsbarmhjertighed og havregrødssentimentalitet. Hvad skal vi egentlig bruge det til? Eller som de unge åbenbart siger i dag: »Og?«.