0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De graver i Bibelens fundament

Skilte Moses virkelig vandene i Det Røde Hav med sin stav? Dræbte David kæmpen Goliat med en stenslynge og lidt guddommelig assistance? Tja, Bibelens mirakler er et spørgsmål om tro.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Månen hænger stadig som en flad sølvmønt på himlen, da arkæologiprofessor Israel Finkelstein går over en parkeringsplads i det nordlige Israel og sætter sig bag rattet i en lejet Fiat. Klokken er 04.40 om morgenen.

Foran holder to transportbusser, hvor unge mennesker i arbejdsshorts og T-shirts og solhatte kæmper sig fra vandrehjemmet og ind i det kolde lys i kabinerne.

»I mine unge dage var jeg ved at opgive arkæologien, fordi jeg ikke kunne komme op om morgenen. Men i morges vågnede jeg, før vækkeuret ringede«, siger Israel Finkelstein.

»Vi graver kun hvert andet år. Jeg er tændt«.

Klæber til huden
Han ruller ud fra kibbutzen Ramat Hashofet i hælene på de to busser. Luften, der slår ind ad sideruden, er lun og klæber til huden. Horisonten lysner i de første tegn på daggry. Vi kører i ti minutter. Så svinger den lille karavane op ad en asfalteret vej, der ender for foden af en fladtoppet bakke. En grusbelagt sti fører videre opad langs en rad af palmer.

»Megiddo«, siger Israel Finkelstein, »nøglen til bibelsk arkæologi«.

De knap 100 frivillige arkæologistuderende og forskere fra busserne er allerede på vej op ad stien, og han følger efter dem. Daggryet begynder at få overtaget. Foran slår stien et sving mere opad. Pludselig, til begge sider, rager sandgule, metertykke mure op i over fire meters højde.

»Arkæologer forbandt i lang tid de her ruiner med Bibelens beretning om israelitternes store hærfører Josva, som overvandt murene i Jeriko og andre byer i Det Forjættede Land«, siger Israel Finkelstein.

Han trækker på skuldrene.

»De tog fejl, selvfølgelig«.

Sort nylonpresenning
Længere oppe, højt til vejrs på Megiddos bakke, hvor dommedag ifølge Johannes' Åbenbaring skal finde sted, hænger nogle presenninger af sort nylonnet på plastikstivere og skygger over udgravninger i den tørre jord.

Hjælperne og forskerne fordeler sig under dem. De griber skovle og børster og graveskeer. Imens når professor Israel Finkelstein frem til stedet, hvor han slap dagen før - et firkantet hul i den stenede jord med murbrokker og nogle udhulede blokke, der ligner ædetrug.

»Det her er så den mægtige kong Salomons stalde«, siger han.

»Men du bliver nok nødt til at skrive 'kong Salomons' i anførelsestegn«.

Arkæologisk salami
Lige nu graver verdens fremmeste arkæologer dybt i den stenede jord i det gamle Israel. De er sådan set ikke ude på ballade. Men deres fund kradser lidt efter lidt det konkrete fundament væk under de store verdensreligioner jødedommen, kristendommen og islam - med de religiøse og politiske bivirkninger, der udløser en multimilliondollardyr og indædt kamp om Bibelen.

Skilte Moses vandene i Det Røde Hav med sin stav? Faldt Jerikos mure for et trompetstød? Den slags er mirakler. Et spørgsmål om tro.

Men hvad nu hvis hele den verden, miraklerne skulle være sket i, viser sig at være det pure opspind? Hvis de mange referencer, der svøber Bibelen i et autentisk skær af præcis geografi, slet ikke holder? Hvis de viser sig at være fabrikeret med et alt for gennemskueligt formål mange århundreder senere, ja, som en slags spin?

Falsk tro
Op gennem 1900-tallet mente arkæologer, at deres tro så ville være falsk. De gennemgravede det gamle Israel efter beviser med den kristne amerikanske arkæolog William Foxwell Albright i spidsen.

De brugte Bibelen som skattekort. Og de gjorde faktisk en række fund, som de med held koblede til den bibelske mytologi - i hvert fald for en tid. I det meste af det 20. århundrede mente mange arkæologer, at en god del af Det Gamle Testamentes drama udspiller sig foran et bagtæppe af konkret historie.

Men Bibelen er skrevet på papir. Arkæologien er skrevet i sten og lergrund.

Nogle dage før udgravningen begynder i det nordlige Israel, sætter professor Israel Finkelstein sig ved siden af en elektrisk vifte i sit kontor på Tel Aviv Universitet.

Bag ham hænger et meterhøjt luftfoto af bakken i Megiddo. Ved siden af, i en sølvfarvet ramme, strutter den prestigefyldte Dan David-pris på 1 million dollar. Han fik den i 2005 for »enestående bedrifter i menneskehedens tjeneste, flytning af grænserne for viden og for de universelle mål om dygtighed, kreativitet, humanisme og fremskridt«, som der står.

Israel Finkelstein kastede sig over arkæologien som ung studerende først i 1970'erne. Det var i årene efter seksdageskrigen i 1967, da Israels erobringer pludselig åbnede næsten hele det bibelske landskab for unge arkæologer - og trenden samtidig skiftede fra skattejagt på bibelske kronjuveler til fordomsfri udgravninger, der ikke ledte efter noget bestemt på forhånd.

Biblen er ikke kun løgn
På bordet ligger hans bog 'The Bible Unearthed'. Den samler hans egne og andre førende arkæologers fund og holder dem op mod de store fortællinger i Det Gamle Testamente.

»Nogle forskere erklærer, at Bibelen er løgn fra ende til anden. Det gør jeg ikke. Der er uden tvivl nogle ældgamle historiske erindringer og overleverede sagn i fortællingerne. Men Det Gamle Testamente er påvirket af den forgangne tid og af forfatternes ideologiske udgangspunkt omkring 600-tallet før Kristus, hvor mange beretninger efter alt at dømme blev sammenskrevet. Når du derimod tager din hakke og slår i jorden, er du i det 10. århundrede før Kristus. Hvis du da graver på det rigtige sted«, siger Israel Finkelstein.

Da bogen udkom i 2001, landede den på bestsellerlisten i blandt andet USA og Frankrig. Samtidig startede den en krig om Bibelen, der i dag stempler Israel Finkelstein og andre arkæologer som bibelfornægtere, kulturvandaler, en trussel mod Israels ret til at eksistere og meget andet.

»Vi er blevet kaldt de frygteligste ting. Nu står kampen især om kong David, kong Salomon og Jerusalem. Folk føler, der er meget på spil, både religiøst og politisk. Arkæologien skærer skive for skive af beretningerne, og de bibeltro arkæologer har måttet give sig langt hen ad vejen - hvis de da stadig vil kalde sig arkæologer«.

Patriarkens vandring
Her spiller bakken i Megiddo og selvfølgelig også Jerusalem deres hovedroller. Men lad os lægge ud med en hurtig rejse i fugleperspektiv frem mod kong Davids tid - over et landskab af storslåede bibelske beretninger, arkæologien lægger i ruiner.

Først patriarkernes vandring. Bibelens slægtshistorie tager fart, da Gud sender Abraham på march til Kanaan, hvor han skal grundlægge et folk. Abraham avler israelitterne gennem sin søn Isak og araberne gennem Ismael. Jødedommen, kristendommen og islam hedder ligefrem de 'abrahamiske' religioner.

Bibelforskere kalkulerer, at Abraham må have levet omkring år 2000 før Kristus. Nu ligger fødselsdagskalenderen mildt sagt noget usikkert i de tidlige historier i Bibelen - de tre patriarker Abraham, Isak og Jakob bliver rask væk langt over 100 år. Men de kan ikke have levet senere end i 1500 f.Kr. Så ville de nemlig pludselig spadsere rundt i tiden for Bibelens senere historier, hvor kronologien er mere sikker.

På den baggrund mente den bibelske arkæolog William F. Albright, at patriarkernes vandring passede som hånd i handske med ideen om en stor folkevandring. Den skulle netop være sket fra Abrahams hjemegn i Mesopotamien til det nuværende Israel. Desværre har arkæologien i dag skudt hans teori i sænk. Udgravninger viser, at folkevandringen næppe fandt sted - blandt meget andet ændrede arkitektur og potteskår sig ikke i området, som den gør, når nye beboere vandrer til udefra.

Kameler på afveje
Men det bliver værre endnu. For eksempel vrimler patriarkernes verden med kameler. Jakobs yngste søn, Josef, bliver solgt som slave af sine 11 brødre til en kamelkaravane, der fører ham til Egypten.

Imidlertid viser arkæologiske fund, at kameler først blev tæmmet som lastdyr op mod år 1000 f.Kr. - altså mindst et halvt til et helt årtusinde efter patriarkernes tid. De mange folkeslag, patriarkerne møder - for eksempel filistrene - fandtes også først i Kanaan mange århundreder senere. De geografiske steder passer heller ikke. Mange var slet ikke beboede dengang.

Det var de derimod alle omkring 600-tallet før Kristus.

»Jeg kan ikke sige, om der engang har været en eller anden forfader ved navn Abraham«, siger Israel Finkelstein, »men jeg kan slå fast som arkæolog, at historien i Bibelen ikke kan have foregået på hans tid. Til gengæld ligner den på en prik en fortælling, som man ville designe den langt over 1.000 år senere, netop da teksterne i Bibelen blev skrevet sammen og redigeret«.

Ingen flugt fra Egypten
Men så Moses da? Flugten fra Egypten. Det Gamle Testamentes allerstærkeste historie. Den grundlægger den jødiske påske, knytter sig intimt til kristendommen, og i islam er Moses en skattet profet.

Forskere har forsøgt at placere Moses i tid. Bibelen taler om en egyptisk farao 'Ramses', der bedst matcher den store Ramses II, som regerede i 1279-1213.

Men én ting ligger fast: Egypten var en ren supermagt i lange perioder af bibelsk tid. De gamle egyptere huggede inskriptioner i stentempler og grave. De udvekslede breve og dokumenter på papyrus, som tegner landets historie i dag.

Derfor virker det forbløffende, at der ikke er fundet beviser for - ikke engang et eneste lille hint om - at en markant gruppe som israelitterne nogen sinde levede i Egypten gennem århundreder eller for den sags skyld udvandrede derfra under stor ståhej.

Bibelen opremser omhyggeligt geografiske steder, hvor israelitterne camperede under deres 40 år lange vandring fra Egypten. Enhver større flok på ørkenmarch ville have sat sig spor for eftertiden. Arkæologer har ledt og ledt og intet fundet. Mange af de navngivne lokaliteter eksisterede slet ikke på Moses' tid - men ligesom med patriarkerne fandtes de pudsigt nok alle sammen i 600-tallet f.Kr.

Absurd historie
Og hvis udvandringen virkelig skete under Ramses II, falder logikken helt fra hinanden. Arkæologien viser nemlig, at egypterne dengang holdt Kanaan i et jerngreb.

»Det gør historien absurd. Hvis nogen ville flygte fra egypterne, var det dummeste, de kunne gøre, at flygte til Kanaan, som også var Egypten«, siger Israel Finkelstein.
Til gengæld ligner Bibelens signalement på en prik Egyptens sene storhedstid i 600-tallet før Kristus.

Egyptologer som canadieren Donald Redford har dog foreslået, at fortællingen måske henter inspiration i ældgamle minder fra 1500-tallet f.Kr., da egypterne smed en gruppe kanaanæere ud af Nildeltaet.

»Jeg tror måske godt, han kan have ret, men at nogen som helst vandring fra Egypten er foregået bare tilnærmelsesvis som beskrevet i Bibelen, kan arkæologien i hvert fald afkræfte. Det er fuldkommen, helt og aldeles umuligt«, siger Israel Finkelstein.

Så meget for Moses. Efter ham tager hærføreren Josva endelig over i den bibelske saga og erobrer det forjættede land Kanaan til israelitterne.

Trompetstød uden mure
Her så de bibelske arkæologer længe ud til at have fat i den lange ende. William F. Albright udgravede allerede i 1920'erne resterne af en by, han identificerede som det bibelske Debir, og som viste sig at være angrebet og brændt ned -