I 29 år lå skatten i en lille kasse under en amerikansk krigsveterans seng et sted i Pittsburgh, Pennsylvania. Den havde tilhørt Adolf Hitler, og den var uvurderlig. Krigsveteranen, en tidligere kampsoldat i den amerikanske hærs 144. division, havde deltaget i plyndringen af en bygning i München i slutningen af Anden Verdenskrig i 1945. Hvad han bragte med sig hjem, kaster et svagt lys over den slagne Hitlers sidste tanker. Hvad han siden mistede og forærede væk, giver nyt stof til eftertanke. I mange år tilhørte skatten en pensioneret amerikansk ostefabrikant og millionær, som opbevarede den i en bankboks i Nevada for sin egen fornøjelses skyld. Men så en dag besluttede Ray Bily fra Genoa, Nevada, 14 kilometer syd for statshovedstaden Carson City, at vise hele verden sin hemmelige skat. I mange år troede man, at Adolf Hitler havde planlagt at forlade det næsten besejrede Nazityskland for at tage til Argentina - på samme måde som kejser Wilhelm havde afsluttet Første Verdenskrig ved at abdicere og gå i eksil i Holland. Men i stedet besluttede Hitler at begå selvmord i sin bunker under Rigskancelliet i Berlin, men hvis han var flygtet, hvad ville han da have taget med sig? Hvad var virkelig værdifuldt for en mand, som på det tidspunkt havde frit valg fra alle Tysklands hylder? Fundet af skatten Det skete i München, da en amerikansk kampsoldat (Bily ville aldrig afsløre hans identitet) trådte ind i den næsten urørte Führerbau på Königsplatz, der ligger ved siden af et 'ærestempel' til minde om de prominente medlemmer af nazistpartiet, der blev dræbt under kupforsøget i München i 1923, som Hitler kom i fængsel for. På en båndoptagelse, Bily er i besiddelse af, siger sergenten: »Vi blev indkvarteret i en bygning ved siden af nazitemplet, hvor nogle af Hitlers topfolk ligger begravet. Bygningen var allerede blevet delvis plyndret af soldater og lokale tyskere. De fleste af møblerne var blevet fjernet. Men der stod stadig reoler fulde af oliemalerier, omhyggeligt mærket med kunstnernavn, land og rammestørrelse. Kasser med knuste krystalglas, de fleste indgraveret med initialerne 'AH', stod over det hele på første sal. Nogle af glassene var stadig hele, men kasserne var tunge, og soldaterne kunne ikke tage dem med sig«. »Jeg var en ud af tre overlevende fra en deling, der var blevet udslettet og erstattet to gange i løbet af de tre år, det havde taget os at komme til Tyskland efter vores landgang i Nordafrika«. »Vi ledte efter nogle souvenirer, flag eller hagekors eller måske en militær dolk, men bygningen var allerede blevet rodet godt og grundigt igennem«. Men i kælderen i Führerbau fandt den amerikanske soldat ikke desto mindre den måske mest værdifulde skat fra Anden Verdenskrig, som en enkeltperson fik fingre i. »Vandsystemet var blevet ødelagt«, sagde han, »og kælderen lå under fem-seks centimeters vand. I vandet lå en lille kasse, som alle brugte til at træde på for ikke at få våde fødder«. »Jeg sparkede til den, og den ene side åbnede sig. Jeg kiggede ind i den og så en masse avispapir. Det var garanteret flere knuste krystalglas, tænkte jeg, men da jeg stak hånden ind, fik jeg fat i en lille æske. Jeg åbnede den og fandt et guldur med initialerne 'AH', ligesom på krystalglassene«. »Jeg stak hånden ind igen og fik fat i en tyk rød læderindbundet bog, en slags dagbog. På omslaget stod initialerne 'AH'. Siderne var tætskrevne med håndskrift på tysk, som jeg ikke forstod, så jeg smed den ned i vandet«. »Jeg stak endnu en gang hånden ind og håbede ikke at vække opmærksomhed blandt de andre soldater, som også gennemsøgte bygningen. Og denne gang fik jeg fat i en gylden pistol. Den bar de samme initialer, 'AH', og jeg var henrykt«. »Hold da fest!«, tænkte jeg. »En guldpistol. Ikke småting«. Sergenten tog kassen op af vandet og gik op til de tomme kontorer på tredje sal, hvor han og hans deling havde slået lejr. »Jeg stak hånden ind igen og trak en sort æske ud«, husker han. »Indeni lå en sølvkugle, ligesom en globus, med indgraverede hagekors på siderne. Der var en til æske, lidt ligesom en medaljeæske, bare større. Indeni lå en lille samling diamanter - nogle helt små, andre lige så store som enkroner. Men jeg vidste, at de umuligt kunne være ægte«. »Så åbnede jeg den sorte æske, og indeni var der gudhjælpemig yderligere en guldpistol, endnu finere end den første, med indgraveringer over det hele og inskriptioner, en med Hitlers navn og en masse tyske ord«. »Nu blev jeg for alvor henrykt. Alle disse 'AH'-initialer måtte betyde, at tingene havde tilhørt Hitler. Det var noget af en gevinst, jeg havde fået fingre i der. Og den bog, jeg havde smidt ned i vandet, måtte have været Hitlers dagbog. Den var ikke helt uvæsentlig«. Dagbogen var væk Soldaten pakkede sit rov ind i en militærkappe og bad en betroet ven holde øje med den, mens han skyndte sig ned i kælderen igen. »Men dagbogen var væk«, fortalte han på det 90 minutter lange bånd, som blev optaget, da han gik på pension efter 30 års ansættelse ved de amerikanske jernbaner. Tilbage på tredje sal åbnede han sølvkuglen. Indeni lå en guldring belagt med sølv og rubiner med form som et hagekors. Der var også andre ting: