Ken Loach var en af de første, der trådte ind i konkurrencen ved årets filmfestival i Cannes med sin nye film 'The Wind That Shakes the Barley'. Og han var den sidste, der forlod festivalpalæet meget sent søndag aften. Under armen havde den lille, tynde mand med det sky og lidt undseelige smil en sort kasse, som indeholdt den gyldne palme. Det synlige bevis på, at han efter juryens mening har lavet årets bedste film i Cannes. Og det var en enstemmig afgørelse. 13. film i konkurrence »Det ser alligevel ikke ud til, at 13 er et uheldigt tal. Det kunne gå hen og blive mit lykketal i fremtiden«, sagde Ken Loach med henvisning til, at det er 13. gang, at han har en film i konkurrence i Cannes. »Det er dog kun ottende gang, jeg er med i hovedkonkurrencen«, tilføjede den snart 67-årige britiske instruktør med en påfaldende villighed til small talk, som ellers ligger den seriøse britiske socialrealist så fjernt. Normalt vil han kun tale om sine film og de materier, de behandler. Jeg ved det, for jeg har interviewet Ken Loach fem gange i løbet af de sidste seks år. Men der var ikke noget, der var normalt søndag aften, hvor hans guldpalme var årets største overraskelse i Cannes. Ikke fordi 'The Wind That Shakes the Barley' er en dårlig film. Slet ikke. Men fordi stort set alle i Cannes har vænnet sig til, at Ken Loach er på plads under palmerne med en god og velmenende film, som dog aldrig vinder den ultimative palme. Polemisk film 'The Wind That Shakes the Barley' foregår i Irland i 1920, hvor bønder og arbejdere sætter sig til modværge mod de engelske soldater, som er blevet sendt over på den grønne ø for at blokere for selvstændighed. Også den unge læge Damien (Cillian Murphy) udsætter sin rejse til London, hvor han har fået arbejde, for sammen med sin bror Teddy (Pádraic Delaney) at gøre oprør. En beslutning, som senere skal vise sig at få de frygteligste følger. »Dette er filmen, som Paul (Laverty, manuskriptforfatter, red.) og jeg har villet lave i 10 år, men som først er lykkedes nu. Vi havde på fornemmelsen, at vi havde gjort vores arbejde godt nok, men at 'The Wind That Shakes the Barley' skulle blive så godt modtaget, det havde vi ikke drømt om«, siger Ken Loach til Politiken, umiddelbart efter at han har takket juryen for den gyldne palme med ordene: »Det er på tide, at England kommer overens med sin imperialistiske fortid. Kun hvis vi fortæller sandheden om fortiden, fortæller vi måske også sandheden om den tid, som vi lever i nu«. Betragter du 'The Wind That Shakes the Barley' som en kontroversiel film? »Historie er altid kontroversielt. Især når man kan påvise, at historien har en tendens til at gentage sig selv. Uden at jeg behøver at skære det ud i pap, så har vi set en del krige og besættelser de senere år, som godt kan sammenlignes med de ting, der skete i Irland for snart 90 år siden«. »Men jeg føler ikke, at det er en propagandafilm, som nogle har hævdet. Det er snarere en polemisk film. Alle besættelsesstyrker gør frygtelige ting. Og jeg mener, det ville være komplet latterligt og forkert at skildre de britiske besættelsesstyrker i Irland på en urealistisk venlig måde«. Debut i '68 Som allerede nævnt ligner Ken Loach mere en selvudslettende kontormand end en auteur med et budskab om retfærdighed til verden. Og den jurauddannede unge mand kunne da også have passet ind på et gråt sagførerkontor. Men i slutningen af 1950'erne blev han ansat i BBC, og et par år senere begyndte han at lave en række opsigtsvækkende dokumentar- og fiktionsfilm for tv. Ret symbolsk debuterede han som spillefilmsinstruktør i det politiske år 1968 med filmen 'Stakkel ko', og allerede to år efter blev Ken Loach kendt uden for Storbritannien med film som 'Kes' og senere 'Family Life'. Og 'The Wind That Shakes the Barley' er ikke første gang, han har skildret borgerkrig i sine film. 'Land and Freedom' fra 1995 følger den engelske marxist Ian Hart under den spanske borgerkrig, og i 'Carla's Song' er vi blandt sandinister i Nicaragua. »Jeg tror ikke, at Paul Laverty og jeg har flere borgerkrige på lager. Men vi er ikke færdige med det politiske. Og i den henseende arbejder tiden for os. På grund af de åbenlyse uretfærdigheder, vi har set i de senere år, er folk igen blevet politiske. Det viser årets filmfestival her i Cannes også. Vi er på vej væk fra de holdningsløse film, som man spiser popcorn til, og på vej til film, som handler om noget. Hvor der er noget på spil«, siger Ken Loach, hvis mest populære film i Danmark nok har været 'My Name is Joe', som fik en Bodil tilbage i 1999. Brev til Bush Ken Loach besidder også en god portion humor, som han demonstrerer, da jeg spørger, om ikke han tror, guldpalmen vil sikre, at 'The Wind That Shakes the Barley' kommer ud i USA. »Det håber jeg. Men ellers vil jeg skrive til George Bush, at jeg har lavet en film om en samling heroiske republikanere. Og at han burde sørge for, at den kommer ud i et par tusinde biografer i hans land«.