0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Palmevinder: 13 er blevet mit lykketal

Cannes-veteranen Ken Loach blev den helt store overraskelse, da hans film 'The Wind That Shakes the Barley' - om konflikten i Irland - løb med årets guldpalme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Uden at jeg behøver at skære det ud i pap, så har vi set en del krige og besættelser de senere år, som godt kan sammenlignes med de ting, der skete i Irland for snart 90 år siden«, siger Ken Loach. - Foto: AP

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ken Loach var en af de første, der trådte ind i konkurrencen ved årets filmfestival i Cannes med sin nye film 'The Wind That Shakes the Barley'.

Og han var den sidste, der forlod festivalpalæet meget sent søndag aften. Under armen havde den lille, tynde mand med det sky og lidt undseelige smil en sort kasse, som indeholdt den gyldne palme. Det synlige bevis på, at han efter juryens mening har lavet årets bedste film i Cannes. Og det var en enstemmig afgørelse.

13. film i konkurrence
»Det ser alligevel ikke ud til, at 13 er et uheldigt tal. Det kunne gå hen og blive mit lykketal i fremtiden«, sagde Ken Loach med henvisning til, at det er 13. gang, at han har en film i konkurrence i Cannes.

»Det er dog kun ottende gang, jeg er med i hovedkonkurrencen«, tilføjede den snart 67-årige britiske instruktør med en påfaldende villighed til small talk, som ellers ligger den seriøse britiske socialrealist så fjernt. Normalt vil han kun tale om sine film og de materier, de behandler. Jeg ved det, for jeg har interviewet Ken Loach fem gange i løbet af de sidste seks år.

Men der var ikke noget, der var normalt søndag aften, hvor hans guldpalme var årets største overraskelse i Cannes. Ikke fordi 'The Wind That Shakes the Barley' er en dårlig film. Slet ikke. Men fordi stort set alle i Cannes har vænnet sig til, at Ken Loach er på plads under palmerne med en god og velmenende film, som dog aldrig vinder den ultimative palme.

Polemisk film
'The Wind That Shakes the Barley' foregår i Irland i 1920, hvor bønder og arbejdere sætter sig til modværge mod de engelske soldater, som er blevet sendt over på den grønne ø for at blokere for selvstændighed. Også den unge læge Damien (Cillian Murphy) udsætter sin rejse til London, hvor han har fået arbejde, for sammen med sin bror Teddy (Pádraic Delaney) at gøre oprør. En beslutning, som senere skal vise sig at få de frygteligste følger.

»Dette er filmen, som Paul (Laverty, manuskriptforfatter, red.) og jeg har villet lave i 10 år, men som først er lykkedes nu. Vi havde på fornemmelsen, at vi havde gjort vores arbejde godt nok, men at 'The Wind That Shakes the Barley' skulle blive så godt modtaget, det havde vi ikke drømt om«, siger Ken Loach til Politiken, umiddelbart efter at han har takket juryen for den gyldne palme med ordene: »Det er på tide, at England kommer overens med sin imperialistiske fortid. Kun hvis vi fortæller sandheden om fortiden, fortæller vi måske også sandheden om den tid, som vi lever i nu«.

Betragter du 'The Wind That Shakes the Barley' som en kontroversiel film?

»Historie er altid kontroversielt. Især når man kan påvise, at historien har en tendens til at gentage sig selv. Uden at jeg behøver at skære det ud i pap, så har vi set en del krige og besættelser de senere år, som godt kan sammenlignes med de ting, der skete i Irland for snart 90 år siden«.

»Men jeg føler ikke, at det er en propagandafilm, som nogle har hævdet. Det er snarere en polemisk film. Alle besættelsesstyrker gør frygtelige ting. Og jeg mener, det ville være komplet latterligt og forkert at skildre de britiske besættelsesstyrker